Frygter psykisk syge soldater lades i stikken

Både Centralforeningen for Stampersonel og FTF frygter, at en stor del af de soldater, der har pådraget sig psykiske skader fx på Balkan i 90'erne, ikke får den hjælp, de har brug for. De faglige organisationer møder nogle af dem, når de er ved at blive afskediget eller søger om førtidspension. Andre afmønstrer stort set i lufthavnen, når de kommer tilbage i Danmark, og slipper dermed kontakten til forsvaret, fagforeningen, og det system, der skulle hjælpe dem. Forsvaret må sikre, at alle soldaterne får hjælp – også flere år efter, at de har forladt forsvaret.

Centralforeningen for Stampersonel, CS, frygter, at mange af deres medlemmer, der har været udsendt som soldater på missioner i udlandet, har pådraget sig psykiske skader - uden at få den hjælp, de har brug for. Enten fordi de først får hjælp, når de er ved at blive afskediget fra det job i forsvaret, som de ikke længere er i stand til at passe, eller fordi de slet ingen hjælp får, hvis de tilbage i Danmark forlader forsvaret og deres  fagforening – og dermed det system, der skulle hjælpe dem, hvis de er blevet syge.

”Mange af vores medlemmer, der pådrager sig en psykisk skade på en mission, er ikke at finde i arbejdsskadesystemet eller til psykologbehandling. Nogle af dem støder vi på, når de står midt i en fyringssag, fordi de ikke længere kan passe deres arbejde, og så er det jo for sent. Vi ville gerne have dem i røret på et tidspunkt, hvor vi kan hjælpe dem fx med en arbejdsskadesag, men det får vi ikke. Desværre,” siger formanden for CS, Jesper K. Hansen.

Han frygter, at CS kun ser toppen af isbjerget. Der er nemlig en stor del af de soldater, der har fået psykiske skader i felten, som stort set afmønstrer i lufthavnen, når de vender tilbage til Danmark. Mange er ansat på kontrakt for bare to eller tre år, oplyser CS.

”Værst ser det ud for de medlemmer, som efter en eller to udsendelser træder ud af forsvaret og dermed også CS. Dem mister vi jo helt kontakten med, selvom vi ved og senere hører om, at nogle af den sidder med nogle meget alvorlige problemer. I de helt grelle tilfælde har vi oplevet at se et tidligere medlem på forsiden af Ekstrabladet, hængt ud som forbryder, men vi ved jo, at det ikke er den hele sandhed,” siger Jesper K. Hansen. 

Skadesstatistikker holder ikke

Ifølge de seneste tal fra Arbejdsskadestyrelsen er der sket en stigning af psykiske skader indenfor forsvaret på 132 procent fra år 2000-2006. Sidste år blev der anmeldt 44 sager om psykiske arbejdsskader indenfor forsvar og civilforsvar. I 2004 var tallet 29. 

Men selvom der er sket en stigning af sager, stemmer antallet af sager slet ikke overens med antallet af soldater, der har pådraget sig en skade, mener CS. Det gælder også for FTF, der som hovedorganisation for CS, fører arbejdsskade- og socialsager for bl.a. CS's medlemmer.

”Det er jo ikke fordi, vi ligefrem går og håber, at de udsendte soldater får skader på psyken, trædigmod. Men vi har meget svært ved at forestille os, at det ikke sker i et større omfang for soldater, der har været udsendt til fx Afghanistan, Irak og Bosnien, end statistikkerne vidner om. Hvis der er nogle derude, der har pådraget sig psykiske skader, så vil vi jo gerne have dem ind i systemet, så vi kan hjælpe dem,” siger Bente Sorgenfrey, formand for FTF.

Også arbejdsmediciner Bernadette Guldager, overlæge på Arbejdsmedicinsk Klinik i Slagelse mener, at tallet af psykisk skadede er højere end det, statistikkerne vidner om. Derfor foreslår hun, at forsvaret indkalder alle soldater, der har været udsendt på internationale missioner til gennemgribende helbredsundersøgelse på landets arbejdsmedicinske klinikker. (Læs også artiklen ”Arbejdsmediciner:Alle udsendte soldater skal tjekkes for psykiske men”)

Først skilt, så fyret

Når de i CS bladrer deres sager igennem tegner der sig et nogenlunde enslignende billede af, hvem det er, der kommer så langt ud, at hjælpen når frem for sent:

”De helt typiske tilfælde drejer sig om de soldater, der var udsendt på Balkan i starten eller midten af 90'erne. De har ofte blevet truede på livet og har samtidig været vidne til overgreb på civilbefolkningen, fx fangeudvekslinger. Dengang var der ikke mange, der var opmærksomme på de psykiske skader, som soldaterne pådrog sig, og derfor fik mange af dem lov til at gå rundt uden hjælp i mange år. De har ofte været hele turen igennem, og har betalt prisen med skilsmisser og lignende. Deres liv er blevet vendt på hovedet, og ofte sidder de også og slås med et kommunalt system, der på ingen måde har forståelse for eller erfaring med soldatens situation,” siger CS-formand Jesper K. Hansen.

”Mange af soldaterne får et adrenalinkick ved at tage af sted. Derfor tager de på mission den ene gang efter den anden. Det er dem, jeg fx kalder Golf-bumser. De er gode til at skjule for sig selv og forsvaret, at de får skader, men efter nogle år tør de ikke gå ned i deres egen kælder eller ud med skraldespanden, fordi de frygter, at der ligger snigskytter på lur. Det har ikke kun konsekvenser for dem selv, men også for deres familier og arbejdsliv. Mange bliver irritable og indesluttede, de bliver skilt og fyret fra deres arbejde, og ja, nogle gange bliver de også voldelige og farlige for deres omgivelser,” siger Bernadette Guldager.

Svært at bede om hjælp

Men hvorfor kan disse soldater ikke finde ud af at søge om hjælp, før de bliver afskediget? Og før ægteskabet, familielivet og det liv, de havde før, de blev udsendt, ryger sig en tur?

”Tidligere har forsvaret været stærkt præget af en macho-kultur, hvor man ikke peb eller klynkede. Mange har også frygtet, at en henvendelse om hjælp ville betyde, at de mistede det enste, de havde tilbage, nemlig forsvaret. Hvis man samtidig får det meget dårligt, så kan det være meget svært overhovedet at overskue. I dag er det sådan, at hvis man beder om hjælp, så tror jeg, at begge parter, både CS og forsvaret, intet hellere vil end at hjælpe bedst muligt, men hvis man ikke beder om hjælp, så er der ikke meget, vi kan gøre,” siger formanden for CS.

Alle skal undersøges

Både CS og FTF bakker op om arbejdsmediciner Bernadette Guldagers forslag om genundersøgelse af udsendte soldater på de arbejdsmedicinske klinikker.

”De udsendte soldaters arbejdsmiljø er jo nærmest usammenligneligt, når vi taler om risikoen for at erhverve sig psykiske skader på sjælen – uanset, hvor godt vi end forbereder dem, inden de tager afsted på mission. Derfor skal vi også sikre, at de soldater, der har fået skader, rent faktisk også får den nødvendige hjælp. Det gælder ikke mindst dem, der ikke er i stand til at bede om den. Jeg kunne godt forestille mig, at den opgave ville være godt placeret på de arbejdsmedicinske klinikker,” siger Bente Sorgenfrey.