Forskere: Særkrav til plejesektoren vil smadre lønsystem

Hvis FOA’s medlemmer får bevilget fem milliarder uden om overenskomstforhandlingerne, vil det ødelægge den danske lønstruktur. Det mener flere forskere, som blankt afviser FOA’s krav som realistisk.

Det begyndte med strejker i foråret blandt hjemmehjælpere i hele landet - og vok-sede siden til et kontant krav om lønstigninger for fem milliarder kroner til de la-vest lønnede i forbundet FOA. Kravet har fået vind i sejlene og er i spil i overens-komstforhandlingerne, som netop er skudt i gang.

Men kan man overhovedet på den måde rokke ved det nuværende lønsystem, hvor uddannelseslængde belønnes?

I dag afhænger månedslønnen i store træk af, hvor længe man har siddet på skolebænken (læs artiklen ” Særbevilling til FOA-folk vil formindske lysten til ud-dannelse”) – og det kan man ikke bare uden videre ændre ved, mener flere for-skere.

Kravet får ellers opbakning fra Dansk Folkeparti, som gerne vil øremærke flere lønkroner til specielt landets plejepersonale i form af en ekstra lønpulje.

Befolkningen bakker også op: En ny undersøgelse fra Rambøll for Jyllands-Posten viser, at hele 43 procent af befolkningen mener, at hjemmehjælpere og SOSU-assistenter bør have mere i løn, hvis nogle af de aktuelle lønkrav fra de offentligt ansatte skulle imødekommes af regeringen.

Til sammenligning vil 17 procent give et lønløft til sygeplejerskerne, og kun otte procent vil give lønløft til pædagogerne, seks procent vil give til folkeskolelærerne og fem procent til politibetjentene.

Endelig har FOA selv i en undersøgelse fået underbygget kravet fra sine med-lemmer: Hver anden medarbejder i ældreplejen overvejer at finde en helt anden type job – hovedsageligt på grund af lønnen.

Vogter over lønforskelle
Men man kan ikke bare gå ind og give en bestemt gruppe et særligt lønløft, me-ner blandt andet professor ved Aalborg Universitet, Henning Jørgensen.
Han har stået i spidsen for en ny stor undersøgelse ”Arbejdsliv og politik” fra Cen-ter for Arbejdsmarkedsforskning, som bl.a. dokumenterer, at ansattes løn afhæn-ger af, hvor lang uddannelse de har.

”Man kan ganske enkelt ikke forestille sig, at en enkelt gruppe på arbejdsmarke-det kan få en særlig lønstigning, som FOA-kravet lægger op til. Man kan ikke på kort sigt bare lige indføre en ny lønstruktur, hvor man afkorter afstanden mellem kortere uddannede og længere uddannede. Som det er nu, vogter KTO jo over de nu engang etablerede lønforskelle”, siger han.

Henning Jørgensen mener, at hvis en enkelt gruppe skal have en særlig lønstig-ning som går på tværs af uddannelseshierarkiet, så kræver det, at forhandlings-systemet og hele organisationen af arbejdsmarkedet ændres.

”Løn afhænger af uddannelse; det er vores arbejdsmarked fagligt organiseret ud fra, og de historiske faktorer virker benhårdt ind her. Modsat fx Tyskland og man-ge andre lande i Europa, hvor man har industriforbund, som organiserer lønmod-tagerne på tværs af fag”.
Incitament til uddannelse
Mads Lundby Hansen, cheføkonom i den liberale tænketank CEPOS, mener hel-ler ikke, at det er realistisk at gå ind og øremærke penge til en særlig gruppe på arbejdsmarkedet.

Hans argument er, at det er effektivitet, der skal belønnes – og det hænger i hans optik nøje sammen med uddannelseslængde.

”Uddannelsesniveau og effektivitet hænger oftest sammen. Derfor skal der være et incitament til, at medarbejderne i den offentlige sektor uddanner sig og derved kan opnå en højere løn, hvis de får noget ud af deres uddannelse”, siger han.

Velbegrundede og rimelige krav
Ove Kaj Pedersen, professor ved Copenhagen Business School, anser det for dybt problematisk, hvis en speciel gruppe på arbejdsmarkedet får et lønløft via lovgivningen.

”Det vil bryde en tradition for, at løn afhænger af uddannelse og kompetenceom-råder. Og det kan man isoleret set godt; der kan være grupper længere nede i lønhierarkiet, der faktisk har yderst velbegrundede og rimelige krav for at stige i løn, fx særlige belastninger. Desuden har vi en lønstruktur, som ganske vist be-lønner lang uddannelse, men hvor forskellene faktisk er små sammenlignet med stort set alle andre lande. Vi har mindst lønstigning i forhold til uddannelse, mindst ulighed i forhold til alle andre lande, så det er ikke et meget markant møn-ster, man går ind og bryder. Det afgørende er, hvem der fremsætter sådan et krav. Det er med mine øjne meget problematisk, at Dansk Folkeparti nu har gjort det til en politisk mærkesag”, siger Ove Kaj Pedersen.

Ansvarlige parter
”Hvis man i fremtiden kan føre lønpolitik via lobbyarbejde og politiske partier kommer det nuværende lønsystem helt ud af kontrol. Et lønløft i plejesektoren vil afføde en lønspiral. Folk med længere uddannelse vil med god grund kræve til-svarende lønløft – bl.a. på grund af uddannelseshierarkiet. Og hvis nye krav kan komme ind ad nye kanaler, som fx politiske partier, mister hele lønsystemet sin kontrollerbarhed. Det vil være en gift for den nuværende struktur”, siger Ove Kaj Pedersen.

Hans pointe er, at Danmarks økonomiske velstand netop er et resultat af en vel-tilrettelagt lønstyring, hvor samfundsmæssigt ansvarlige parter på arbejdsmarke-det forhandler lønnen.

”Siden midten af firserne har det fungeret sådan, og det er én af de væsentligste årsager til den økonomiske velstand, vi har nu. Nu har vi så højkonjunktur, og her forsvinder folks accept af at holde igen for samfundets skyld”.

Tælle til 90
Jesper Due, professor, Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisations-studier ved Københavns Universitet (FAOS) afviser ikke blankt, at man kan gå ind og bryde lønhierarkiet. Teknisk er det muligt at give bestemte grupper et løn-løft, siger han - men understreger samtidig, at vi allerede har et overenskomstsy-stem, hvor det er politisk bestemt, hvem der skal have hvad, og hvor stor ram-men bliver.

”Det system stammer helt tilbage fra 1969, hvor Tjenestemandsreformen fordelte, hvem, der skulle have hvad. Det vil i dén grad være en fornyelse, hvis man re-serverede penge forlods på finanslovgivningen til bestemte grupper på det offent-lige arbejdsmarked. Det vil ændre forudsætningerne for, hvordan der indtil nu er blevet indgået overenskomst på det offentlige arbejdsmarked. Men det kræver i realiteten ikke andet, end at man kan tælle til 90 i Folketinget”, siger han.

Jesper Due peger på, at det er første gang, man har set folketingspolitikere op-træde direkte som arbejdsgivere, når politikere fra DF og S offentligt taler om at øremærke penge til specifikke faggrupper i den offentlige sektor.

”Det er dog bemærkelsesværdigt, at statsministeren ikke en eneste gang i sin åbningstale i Folketinget nævnte de kommende offentlige overenskomster. Det tyder på, at han ikke er indstillet på, at forhandlingerne for OK08 skal foregå fra Folketingets talerstol.