Forebyggelse mindsker behov for plejehjem

Uddannelse af personale, der foretager forebyggende hjemmebesøg hos ældre, og systematisk erfaringsopsamling betyder, at de ældre klarer sig bedre i eget hjem og har mindre brug for plejehjemspladser, viser et dansk forskningsprojekt.

Det betaler sig at investere i målrettet og veltilrettelagt forebyggelse. Det viser et forskningsprojekt om forebyggende hjemmebesøg hos ældre. De ældste borgere i de kommuner, der har uddannet deres personale målrettet til at foretage hjemmebesøgene, fungerer bedre i eget hjem end i kontrolgruppen. Deres funktionsevne bevares i højere grad, og det betyder mindre behov for professionel hjælp i hverdagen. Samtidig var der færre, der måtte flytte fra deres egen bolig til plejehjem, viser erfaringerne.

Det er ergoterapeut, dr. med., lektor Kirsten Avlund, og seniorforsker og praktiserende læge Mikkel Vass fra Institut for Folkesundhedsvidenskab, der har stået i spidsen for undersøgelsesprojektet, som blev offentliggjort i 2004/2005.

”De direkte investeringer, kommunerne har foretaget, har de fået igen. Samtidig er der en række positive følgevirkninger. Hvis projektet havde fortsat ud over de tre år, tror vi på, at vi var nået frem til flere positive effekter”, siger Kirsten Avlund.

Omkring 4.000 ældre i 34 kommuner har deltaget i undersøgelsen. I 17 kommuner har det personale, som deltager i hjemmebesøg været igennem et uddannelsesforløb. Hjemmebesøgene hos de ældre er lovpligtige og skal være med til at styrke sundhedsfremme og forebyggelse blandt den aldersgruppe, som er over 75 år. Formålet med forskningsprojektet var at undersøge, om medarbejderne kunne varetage opgaverne bedre i forbindelse med hjemmebesøgene, hvis de anvendte et struktureret indhold med fokus på de ældres funktionsevne. De ældre blev i løbet af 4½ år fire gange spurgt om deres funktionsevne og deres helbred.

17 andre kommuner, hvor der ikke blev foretaget andet end sædvanligt med hjemmebesøgene, fungerede som kontrolgruppe.

 

Målrettet undervisning gav resultater

Alle fagpersoner, der arbejdede med de forebyggende hjemmebesøg i de 17 kommuner, som deltog i projektet, har deltaget i tværfaglig undervisning. Derudover blev der i kommunerne udvalgt to nøglepersoner, som fik yderligere undervisning og mulighed for at udveksle erfaringer med andre om indholdet og organiseringen af hjemmebesøgene. Desuden var der tilbud om undervisning i forebyggelse af fald blandt ældre for udvalgte medarbejdere. Sidst men ikke mindst, blev der indledt et tværfagligt samarbejde med de praktiserende læger i de fire amter, hvor de deltagende kommuner ligger. Lægerne blev tilbudt undervisning i bl.a. de lægelige opgaver, når de forebyggende hjemmebesøg resulterede i kontakt til lægen.

”Projektet tyder på, at funktionsevnetab dermed kan forebygges. Ud fra en sundhedsøkonomisk vurdering viser projektet sig at være omkostningsneutralt. Man opnår med andre ord bedre funktionsevne hos besøgsmodtagerne og får forbedret kompetencerne hos de fagprofessionelle for de samme ressourcer”, siger Kirsten Avlund.

 
 

Kontaktinformation

 
Konklusioner fra projektet
 

Undervisning i indholdet af det forebyggende besøg gør en forskel.

Besøgenes antal og regelmæssighed har betydning.

Kvinder har mere gavn af besøgene end mænd.

80-årige har mere gavn af forebyggende hjemmebesøg end 75-årige.

Samarbejde med praktiserende læger har betydning.

Indsatsen er omkostningsneutral.