- Skader på psyken giver sjældent erstatning
- Interview: ”Man tænker jo, at man er sådan én, der ikke kan passe sit arbejde”
- Kun hver tredje leder kan tackle stress hos deres ansatte
- Stressrådgiver: Farligt at individualisere
- Fokus på stress i finanssektoren
- Kinesiske stewardesser hos SAS har fortsat ingen arbejdstilladelse
Fokus på stress i finanssektoren
Selv om Finansforbundet mener, at det er 30 procent af medlemmerne, der er stressede, og Finanssektorens Arbejdsgiverforening mener, at tallet højest er 10 procent, så er parterne enige om, at det er nødvendigt at gøre en indsats for at forbygge stress og skabe bedst mulig trivsel på de finansielle arbejdspladser.
I PFA er der indført udviklingssamtaler hver sjette uge med den nærmeste leder for at få tjek på stressniveauet. Alle Sydbanks filialer har fået besøg af arbejdsmiljøkonsulenter, der skal gøre det legalt at tale om stress både med hinanden og med ledelsen. Hos Fionia Bank er filosofien, at sundhed modarbejder stress. Derfor dyrker medarbejderne motion sammen med kollegaerne efter arbejdstid en gang ugen.
Det er blot tre af de tiltag, som de finansielle virksomheder har sat i gang på det seneste. Samtidig er Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), Danske Forsikringsfunktionærers Landforening og Finansforbundet ved at lægge sidste hånd på en stressvejledning. Fra arbejdsgivernes side står det klart: Det betaler sig at investere i et godt arbejdsmiljø. Derfor forsøger Finanssektorens Arbejdsgiverforening at synliggøre de gode eksempler.
”Selvfølgelig vil de finansielle arbejdsgivere gerne være gode arbejdsgivere. Men vi gør det ikke kun for vores blå øjnes skyld. Medarbejdernes trivsel er et afgørende konkurrenceparameter – fx i forhold til fastholdelse og rekruttering”, siger direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), Steen A. Rasmussen.
Finansforbundet er meget tilfreds med arbejdsgivernes holdning.
”Det er positivt, at virksomhederne tager stressproblematikken alvorligt. Det er utroligt vigtigt at få skabt en solid forebyggende indsats i forhold til det psykiske arbejdsmiljø”, siger næstformand Kent Petersen i Finansforbundet.
Han påpeger også, at det er nødvendigt i forhold til den fremtidige rekruttering.
”Vi ved, at der kan blive mangel på arbejdskraft, så derfor har arbejdsgiverne ikke råd til at miste flere medarbejdere end dem, der går på grund af alder. Der er behov for at forebygge, at medarbejdere også forlader branchen på grund af psykisk nedslidning”, siger Kent Petersen.
Træt af tal-krig
For FA er det vigtigt at få stoppet den tal-krig, som organisationen oplever, der har foregået gennem de seneste år i finanssektoren. Ifølge FA’s opgørelser er der ikke sket en stigning i antallet af medarbejdere, der får stress. Den er fortsat omkring 10 procent ifølge FA, mens der er 20 procent, der er fortravlede og ikke decideret stressede på grund af deres job.
Finansforbundets undersøgelser viser, at der er omkring 30 procent af medlemmerne, der har stress-symptomer.
”Der er jo et langt større fokus på stress i hele samfundet, end der var for år tilbage, og man kan jo nærmest ikke åbne en avis uden, at der står noget om stress. Det er vigtigt at få gjort noget for dem, der virkelig er stressede, men i dag er der en tendens til at betragte flere som stressede end dem, der reelt er det”, siger Steen A. Rasmussen.
”Vi ønsker heller ikke nogen tal-krig. Vores undersøgelser skal ikke bruges til at pege fingre med. Men vi har blandt andet brug for at vide, om vores medlemmer føler sig mere eller mindre stressede og hvor mange, der gør det”, siger Kent Petersen.
Legitimt at have for meget arbejde
Flere af de projekter, som er sat i gang i de finansielle virksomheder sætter fokus på at fjerne de tabuer, der er forbundet med at tale om for stor en arbejdsbelastning. Det er en vigtig debat at få sat i gang, mener næstformanden i Finansforbundet.
”I dag er der nærmest status i at sige, at man er stresset, fordi man så har travlt og derfor må være en attraktiv arbejdskraft. Men det har ikke været legitimt at sige, at man har for mange arbejdsopgaver, og at man er nødt til at sige fra på grund af store belastninger på arbejdet eller problemer i privatlivet. Det er vigtigt at få sat fokus på, at det skal være legitimt at gøre opmærksom på belastninger af den ene eller anden grund”, siger Kent Petersen.
Finansforbundets næstformand mener også, at medarbejderne har en forpligtigelse til at være med til at løse stressproblemer. Han påpeger dog, at hovedansvaret på arbejdspladsen fortsat ligger hos arbejdsgiveren, som har ledelsesretten.





