Flere lukkedage på vej

I hver syvende af landets daginstitutioner, SFO’er og fritidshjem kan forældrene godt indstille sig på, at der kommer flere lukkedage til næste år. Syv ekstra dage må forældrene i snit selv sørge for pasning af de små. Det viser de første resultater af en ny rundspørge. ”Det har været nødvendigt for at overholde budgetterne”, siger formanden for landets børne- og kulturchefer. Lukkedage sætter pasningsgarantien ud af kraft, mener S, der vil af med dem.

I 14 procent af landets daginstitutioner, SFO’er og fritidshjem bliver der til næste år indført flere lukkedage, dvs. almindelige arbejdsdage, hvor kommunerne sparer på vand, varme, lys – og ikke mindst løn - ved at holde institutionerne lukket. Det viser en ny FTF-rundspørge blandt 1.083 ledere af daginstitutioner og skolefritidsordninger umiddelbart efter, at kommunerne den 15. oktober satte sidste punktum for budgetterne for 2007 – efter nogle historisk hårde forhandlinger. Forældrene i de institutioner, der lægger flere lukkedage oven i puljen af lukkedage, kan i snit se frem til små syv ekstra dage, hvor de må tage en feriedag – eller alliere sig med bedsteforældre.

 






 

En fjerdedel af de adspurgte institutioner, SFO’er og fritidshjem melder tilbage, at de endnu ikke kender omfanget af lukkedage for 2007. FTF vil derfor senere gennemføre en ny rundspørge, når det er afklaret blandt samtlige ledere, om der sker ændringer i antallet af lukkedage. Men allerede nu står det altså mange steder klart, at der er flere lukkedage på vej – oveni de lukkedage, som Resonans tidligere har omtalt.

Per B. Christensen, der er formand for landets børne- og kulturchefer, er ikke overrasket over, at der ifølge Catinét-undersøgelsen kommer endnu flere lukkedage næste år i landets daginstitutioner, SFO’er og fritidshjem.

”Det har været en af de måder, som kommunerne har kunnet skære i børne- og unge-budgetterne til næste år. I kommuner, hvor børnetallet er faldet, har man reduceret i antallet af pladser. Andre steder har man skåret i normeringerne, og nogle har indført flere lukkedage. Det har været nødvendigt for kommunerne at reducere for at få budgetterne til at hænge sammen,” siger Per B. Christensen, der er børne- og kulturdirektør i Næstved kommune.

”Men der er en øvre grænse for, hvor mange lukkedage man kan indføre og samtidig have et anstændigt serviceniveau. Endnu mener jeg ikke, at vi er nået et niveau, hvor man kan rejse en kritik af det samlede serviceniveau, men antallet af lukkedage skal nok holdes på det niveau, hvor det er nu,” siger Per B. Christensen.

 

S: Lukkedage er uacceptable

Ifølge socialdemokraternes socialordfører Lise von Seelen er det udtryk for regeringens stramme økonomiske politik, at kommunerne til næste år lægger flere lukkedage oveni for at få budgetterne til at hænge sammen:

”Fra folketingssalen hører vi den ene gang efter den anden familie- og forbrugerminister Lars Barfoed efterlyse mere kvalitet på daginstitutionsområdet. Man kan ikke både tale om bedre kvalitet og så gennemføre en politik, der tvinger kommunerne til at skære i kvaliteten ved at indføre lukkedage. Det kapper fleksibilitet ud af familiernes hverdag, og det er noget af det, der gør det svært at være småbørnsfamilie,” siger Lise von Seelen.

Lise von Seelen er ikke overrasket over, at der kommer flere lukkedage efter budgetforhandlingerne, der netop er overstået i landets kommuner.

”Vi mener ikke, at lukkedage overhovedet bør findes. Det skulle derfor hellere gå den anden vej. Årsagen er de stramme økonomiske begrænsninger, som kommunerne arbejder under. Der er jo ingen kommuner, der ikke synes, at det er et tilbageskridt for kvaliteten at indføre lukkedage,” siger Lise von Seelen.

En tidligere rundspørge foretaget af Catinét for Resonans viste allerede i juni 2006, at der i 66 procent af institutionerne – eller to ud af tre – var blevet indført lukkedage indenfor de sidste fem år. Dengang svarede familie- og forbrugerminister Lars Barfod i TV-Avisen den 19. juni, at ”Vi må se på, om det underminerer pasningsgarantien, for så er det uacceptabelt”.

Med de netop afsluttede budgetforhandlinger, der i flere kommuner førte til pædagogstrejker og forældreblokader, har antallet af lukkedage, hvor forældre må sørge for pasning af egne børn fået endnu et nøk opad. Den nye rundspørge peger på, at der til næste år kommer lukkedage i 85 procent af institutionerne. Og at gennemsnittet for samtlige daginstitutioner og fritidsordninger er 8,4 årlige lukkedage.

Lise von Seelen, socialordfører for Socialdemokraterne, mener, at vi er i en situation, hvor pasningsgarantien er sat ud af kraft:

”Pasningsgarantien er sat ud af kraft i de dage, hvor institutionerne holder lukket,” siger hun.

 

Det kan være fornuftigt nok, mener Venstre

Ifølge arbejdsmarkedsordfører i Venstre, Jens Vibjerg, er der ikke tale om, at pasningsgarantien bliver sat ud af kraft:

”Så længe kommunerne holder en institution åben til de børn, hvis forældre ikke kan få fri, kan det være fornuftigt nok. Der er jo ingen grund til at holde en institution til 35 børn åben, hvis der kun kommer fem børn, og naboinstitutionen har åben. Det er der ingen grund til at spilde ressourcer på,” siger Jens Vibjerg.

”Men forældrene skal kunne få passet deres børn. Det mener vi selvfølgelig,” siger Jens Vibjerg, der mener, at lukkedage er kommunernes ansvar.

”Når kommunerne prioriterer sådan, er der nok en god grund til det,” siger han.

 
 

Kontaktinformation

 
Lukkedage i daginstitutioner, SFO'er og fritidshjem
 
  • I 2007 er der i gennemsnit 8,3 lukkedage i landets daginstitutioner, SFO’er og fritidshjem.
  • Der er lukkedage i 84 procent af landets daginstitutioner, SFO’er og fritidshjem.
  • I juni 2006 viste en FTF-rundspørge, at 66 procent af landets daginstitutioner har indført lukkedage indenfor de sidste fem år. Det svarer til to ud af tre daginstitutioner.
  • En ny FTF-rundspørge viser, at der i 14 procent af daginstitutioner, SFO’er og fritidshjem bliver indført flere lukkedage i 2007. I 13 procent er der tale om, at antallet af lukkedage bliver sat op, mens der i én procent af institutionerne bliver indført lukkedage.
  • Den nye rundspørge er foretaget blandt 1.083 ledere af daginstitutioner og skolefritidsordninger umiddelbart efter, at kommunerne senest den 15. oktober vedtog budgetterne for 2007.
  • 27 procent af de adspurgte institutioner og SFO’er melder tilbage, at de endnu ikke kender omfanget af lukkedage for 2007.
  • FTF vil efter nytår gennemføre en ny rundspørge om omfanget af lukkedage, når det i højere grad er kendt af lederne, hvor der sker ændringer i budgettet for 2007.