Fagforbund sparer på it

Tre fagforeninger i FTF har allerede sparet omkring 100.000 kroner på en ny aftale om it, som FTF har indgået med Microsoft. Der er ingen grund til, at hver fagforening skal gøre arbejdet selv – med et dyrere resultat til følge, siger konsulent i FTF, Ole Stilund Jeppesen.

Der er mange penge at hente for faglige organisationer, der tænker sig om en ekstra gang, inden de indgår nye aftaler om it-licenser eller automatisk fornyr deres gamle. FTF har nemlig - via EFS, den Europæiske Faglige Sammenslutning - forhandlet en aftale på plads med Microsoft, der giver besparelser til medlemsorganisationerne på mellem 20 og 40 procent på klassiske programmer som Windows, Office-pakken og Exchange. Med den aftale i hånden har Finansforbundet allerede sparet ca. 60.000 kroner. Dansk Socialrådgiverforening har netop sparet 18.000 kroner, og det samme gælder Centralforeningen for Stampersonel, CS.

”Den nye aftale giver de maximalt største rabatter. Det skyldes, at aftalen giver den enkelte medlemsorganisation mængderabat fra første dag, fordi den er indgået af EFS. Derfor kan jeg stærkt anbefale alle FTF’s medlemsorganisationer at tilmelde sig. Rabatterne gælder fx også for organisationernes regionale kontorer,” siger Ole Stilund Jeppesen, konsulent og ansvarlig for FTF's It-resursecenter.

Fordi EFS har indgået aftalen med Microsoft på europæisk plan, kan alle fagforeninger og forbund under enten FTF eller LO gøre brug af den fælles aftale. Men der er gået et par år fra aftalen blev indgået til, at FTF’s organisationer nu kan høste frugten af den. Microsoft nægtede nemlig i starten at overholde aftalen i Danmark og flere lande, selvom firmaet havde skrevet under på aftalen på europæisk plan, oplyser Ole Stilund Jeppesen.

I fagbevægelsen har det i flere år været sådan, at hver enkelt organisation har forhandlet sine egne aftaler på plads.

”For alle fagforeninger gælder, at indkøb af software og licenser snupper en stor del af budgettet. Derfor ser vi det som en vigtig opgave at være med til at reducere vores organisationers udgifter i den forbindelse,” siger Ole Stilund Jeppesen.

 

Alternativ software på vej

”Vi har i flere år analyseret markedet for alternativer til de dyre programmer. Det betyder, at FTF's organisationer i dag kan få leveret og driftet forskellige it-systemer til meget lave priser. Det gælder fx antispam- og antivirussystemer, et topmoderne CMS-system (Content Management System), Groupware samt Learning Management Systemer, som alle er meget driftsikre open source løsninger”, siger Ole Stilund Jeppesen.

Han mener, at 2007 bliver året, hvor bøtten for alvor vender med hensyn til at tage open source programmer til sig. Fordelen ved open source er, at der er tale om software-licenser, der giver brugeren adgang til programmets kildekode, så man fx kan ændre i programmet, lave en ny version af det og give programmet - eller en ny version af det - videre.

”I erhvervslivet og i de faglige organisationer er man ved at finde ud af, at der er gode og sikre alternativer til de dyre, licensbetalte programmer. Allerede for 10 år siden tog man i FTF-net open source software til sig på serverprogrammer (fx Linux/BSD). I de sidste år har FTF udviklet på en række løsninger, som i dag kan konkurrere med kommercielle programmer, som nemt koster en kvart million kroner alene i indkøb. Det gælder først og fremmest CMS-systemer og groupwaresystemer,” siger Ole Stilund Jeppesen.

Ole Stilund Jeppesen mener, at FTF skal være en slags ”anarkistisk kooperativ”, når det handler om it:

”Da vi selv ejer softwaren, kan vi lynhurtigt tilpasse den til de enkelte organisationers særlige behov - uden at skulle have fat i andre leverandører. Da vi samtidig kan holde omkostningsniveauet langt nede, er det en forretningsmodel, som er særdeles effektiv og økonomisk. Vi ser da også flere og flere organisationer, som går med i FTF’s forskellige it-projekter og netværk”, siger Ole Stilund Jeppesen.

 
 

Kontaktinformation

 
Om aftalen
 

Aftalen mellem FTF og Microsoft er en select-aftale niveau D.

Besparelsen vil typisk afhænge af antallet af licenser i organisationen.

For langt de fleste organisationer er det ligetil at skifte til den nye aftale.

Hvis man allerede har en Enterprise-aftale skal man dog benytte de produkter, man allerede har forpligtet sig til

FTF’s it-resursecenter driver fx flere netværk og forhandler rabatter med it-leverandører.

  • Læs mere om FTF’s It-center