Få indflydelse på 2. halvleg af kommunalreformen

Folketingets politikere er næsten færdige med den politiske ramme for kommunalreformen. Tilbage står at føre den ud i livet, og her kan medarbejderne sikre sig konkret indflydelse. En ny gratis pjece fra FTF giver råd om, hvordan medarbejdernes repræsentanter kan få indflydelse i de midlertidige tværgående hovedsamarbejdsudvalg, der skal oprettes, når flere kommuner bliver til én, og amter bliver til regioner

Hvordan får man skabt en fælles arbejdskultur under fælles tag, når fem kommuner skal fusionere? Hvordan sikrer man, at medarbejderne bliver informeret bedst muligt om deres kommende arbejdsplads? Og hvor kan medarbejderne få indflydelse, når deres arbejdsplads skal passe ind i den ny regions organisation?

 

Det er nogle af de spørgsmål, som bliver besvaret i pjecen ” Få indflydelse på kommunalreformen”, som FTF netop har udgivet. Pjecen handler om de midlertidige tværgående samarbejdsudvalg (MT-HSU), der skal oprettes i alle de nye kommuner og regioner, og de dialogfora, som skal oprettes, når amtslige opgaver flyttes til kommunerne. De kommunale arbejdsgivere har indgået en aftale om MT-HSU og Dialogforum, som skal være et supplement til de nuværende SU- og MED-udvalg i kommuner og amter med KTO, Sundhedskartellet og Dansk Socialrådgiverforening på FTF-området.

 

”Tryghedsaftaler” skal forhandles lokalt
Aftalen skal sikre, at der er formelle samarbejdsregler for overgangsfasen for samtlige arbejdspladser, der skal indgå i en ny kommunal eller regional struktur.

 

Et konkret mål kan være at få lavet lokale eller regionale ”tryghedsaftaler” for medarbejderne i stil med den aftale, der for det statslige område – men kun for det statslige område - blev resultatet af forliget mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre for nylig. På det statslige område betyder aftalen bl.a., at eventuelle personalereduktioner som følge af kommunalreformen skal forsøges gennemført via frivillige fratrædelser, men hverken kommuner eller amter er underlagt den samme forpligtelse.
 
Udvalgene skal sammensættes, når kommunesammenlægningerne er godkendt, og udvalgene skal eksistere frem til, at kommunalreformen er gennemført. Udvalgenes levetid bliver omkring 20 måneder.

 

Hvor mange medlemmer, arbejdsgivere og lønmodtagere skal udpege til udvalgene, bliver aftalt lokalt mellem parterne. Det er som repræsentanter for hver af hovedorganisationerne FTF, AC og LO, at medarbejderne udpeges til MT-HSU og Dialogforum. Det bliver således en opgave for medarbejdernes repræsentanter at kunne repræsentere flere faggruppers interesser i forbindelse med fusionen og opgaveoverflytningen.