EU-parter skal forpligte hinanden
EU-kommissionen lægger op til, at arbejdsmarkedets parter på europæisk plan skal have større indflydelse på reguleringen af arbejdsmarkedet, sådan som det kendes fra Norden. Men europæiske aftaler mellem lønmodtagere og arbejdsgivere sikrer ikke nødvendigvis lønmodtagerne bedre, fordi der ikke findes en instans på EU-plan, der gør aftalerne bindende og kan afgøre tvister, når lønmodtagere og arbejdsgivere er uenige. Derfor foreslår alle de nordiske lønmodtageres paraplyorganisation – NSF – at der udformes et europæisk tvisteløsningssystem som kendt fra de nordiske arbejdsmarkeder
De aftaler, som EU-landenes lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer har indgået omkring arbejdsrelateret stress og telearbejde, har kun værdi, så længe der er enighed mellem parterne.
Repræsentanter for parterne har brugt oceaner af tid på at forhandle detaljer på plads, så den europæiske paraplyorganisation for lønmodtagere EFS og arbejdsgivernes UNICE har kunnet underskrive aftalerne, men dokumenterne er ikke meget værd, hvis der opstår en konflikt om overholdelse eller fortolkning af aftalerne. For der findes ingen instans, der kan afgøre den type tvister på det europæiske arbejdsmarked. For eksempel kan en eventuel tvist ikke indbringes for EF-domstolen, fordi aftalerne formelt ikke er del af EU-systemet, men er indgået mellem private lønmodtager – og arbejdsgiverorganisationer.
Det får nu de nordiske lønmodtagerorganisationers paraplyorganisation NFS til at foreslå, at der udarbejdes et tvisteløsningssystem på europæisk plan. NFS vil bringe sit forslag op i EFS.
Resonans erfarer, at NFS på et møde i København den 16.-17. november endeligt vil beslutte at gå videre til EFS med det nordiske forslag. Forslaget har igennem lang tid været forberedt i en arbejdsgruppe under NFS (Nordens Fackliga Samorganisation).
Lektor på Forskningscenter for organisations- og arbejdssociologi (FAOS), Ph.d. Søren Kaj Andersen er specialiseret i europæiske arbejdsmarkeders opbygning, og han vurderer, at det bliver en svær opgave for de nordiske lønmodtagere at få accept af et nyt EU- tvisteløsningssystem:
”Det bliver uhyre vanskeligt at få opbakning fra de europæiske arbejdsgivere i UNICE til iværksættelsen af et tvistløsningssystem”, siger Søren Kaj Andersen til Resonans.
Ingen reel sikkerhed
Det indre marked i EU har betydet flere grænseoverskridende virksomheder og en øget integration mellem de nationale arbejdsmarkeder. Derfor er der blandt andet indgået europæiske kollektive aftaler, der efterfølgende er implementeret i overenskomsterne på nationalt plan, som fx den europæiske aftale om telearbejde. Tilsvarende er der indgået aftaler inden for enkeltsektorer, fx landbrugssektoren, og der er indgået aftaler på koncernniveau. Fælles for alle er, at der uansat niveau er stor usikkerhed om deres arbejdsretlige karakter.
På forskningscenteret FAOS er man blandt andet i gang med et forskningsprojekt om virkningerne af den første europæiske aftale, der var aftalen om telearbejde:
”Det første opgørelser over telearbejdsaftalen viser, at kvantitativt er der sket meget i stort set alle lande, mens kvalitativt varierer implementeringen meget”, siger Søren Kaj Andersen.
Søren Kaj Andersen henviser til, at der tilsyneladende er usikkerhed om, hvor forpligtende aftalen er. For eksempel har de engelske arbejdsgivere indført en manual om principperne for telearbejde, der er af meget løs karakter.
”De engelske arbejdsgivere mener, at aftalerne har frivillig karakter, og at aftalerne ikke er juridisk bindende. Derfor er arbejdsgiverne ikke forpligtet på nogen måde til at overholde aftalerne”, siger han.
Langt sej træk
EU-kommissionen er netop i gang med at fastlægge et nyt arbejdsprogram for Den Sociale Dialog, der er det centrale forum, hvor lønmodtagere og arbejdsgivere løser problemstillinger på arbejdsmarkedet for Kommissionen. Men umiddelbart mener Søren Kaj Andersen ikke, at udsigten til øget indflydelse er en tilstrækkelig stor gulerod, til at arbejdsgiverne vil acceptere en instans, der kan afgøre tvister om parternes aftaler.
”Selv om parterne får mulighed for mere indflydelse via Den Sociale Dialog, er det ikke sikkert, at de formår at blive enige om mere - heller ikke om at gøre aftalerne juridisk bindende. En del arbejdsgiverorganisationer vil også sige, at det i høj grad er et nationalt anliggende at få implementeret aftalerne”, siger Søren Kaj Andersen.
”Desuden ved arbejdsgiverne, at den politiske pil peger i retning af ”bedre regulering frem for mere regulering”, så Barosso-Kommissionen øger næppe mængden af direktiver, selv om parterne ikke når til enighed i partsarbejdet”, fortsætter han.
Netop derfor mener Søren Kaj Andersen, at det bliver en stor opgave for de nordiske hovedorganisationer at få gødet jorden tilstrækkeligt til, at der kommer en reel europæisk forhandling af et tvisteløsningsystem.
