Er private aktører dårligst og dyrest?
Den danske beskæftigelsespolitik er kraftigt inspireret af Holland. Her er erfaringerne brogede, blandt andet med den udbredte brug af andre aktører. De hidtidige undersøgelser har ikke vist, at de private aktører er billigere eller bedre end det tidligere offentlige system. Og den nyeste forskning viser nogle indbyggede dilemmaer. En høring i dag sætter fokus på de generelle erfaringer med den hollandske model
Holland gik i 2001 over til et nyt system for beskæftigelsesindsatsen. Et af kendetegnene var en meget udbredt brug af private aktører.
De to forskere Ludo Struyven og Geert Steurs har konstateret, at gennemsnitsprisen for indsatsen i et ledighedsforløb faktisk er steget i Holland efter man er gået fra et offentligt system til et privat. I 1998 under det offentlige system kostede et gennemsnitligt aktiveringsforløb 3500 euro, mens prisen var 4500 euro i 2003. Beløbet kan dække over jobtræning, kurser, rådgivning mm. Det var dog ikke den hollandske regerings mål, at de private aktører nødvendigvis skulle være billigere.
Skummer fløden
Professor Jacob Torfing fra RUC har kigget nærmere på forskningsresultater, der blandt andet beskæftiger sig med effekterne af beskæftigelsesindsatsen i Holland. ”Det har indtil nu været en temmelig nedslående oplevelse”, konstaterer professoren. ”Der er tilsyneladende nogle uløselige dilemmaer. De to forskere Struyven og Steurs har blandt andet fastslået, at creaming og parking er umulige at komme uden om i forbindelse med aktørernes indsats i Holland”.
Begge begreber dækker over, at de svageste grupper af ledige bliver overset i beskæftigelsesindsatsen. Creaming betyder, at aktørerne går efter de stærkeste og lettest aktiverbare ledige. Parking betyder, at de ledige, som er svære at få i arbejde, hurtigt bliver parkeret på et sidespor. Det sker, fordi udsigten til gevinst for de præstationslønnede private aktører er ringe i forhold til den nødvendige indsats.
Konkurrence eller ensartethed
Et andet dilemma er at sikre en ensartet service og indsats med så mange forskellige aktører.
”Det har vist sig at være vanskeligt at regulerere. De årlige kontraktforhandlinger og afrapporteringer er blevet meget omfattende og meget ressourcekrævende. Det har betydet, at man har mistet nogle af de mindre aktører. Og med færre aktører bliver konkurrencen jo mindre”, forklarer Jacob Torfing.
"På samme måde betyder de korte kontraktperioder, at de private aktører ikke bruger mange ressourcer på innovation og kvalitetsudvikling af deres beskæftigelsetilbud, mens forsøg med længere kontraktperioder mindsker konkurrencen", siger Jacob Torfing.
Der er også problemer med den strukturpolitiske styring af beskæftigelsesindsatsen.
”Den hollandske styringsmodel kombinerer hierarkisk top-downstyring med markedsstyring. Der er en lang styringskæde fra ministeriet og ned til de private formidlingsenheder. Derfor risikerer man, at målsætningerne ændrer sig på deres vej ned gennem systemet, og i hvert fald ikke realiseres sådan, som det oprindeligt var tænkt. Problemet er i høj grad, at man har afskaffet den lokale og regionale netværksstyring, som i Danmark er med til at holde den lokale og regionale indsats på sporet”, siger Jacob Torfing.
Ingen langsigtet udvikling
I Holland er der – alt efter opgørelsesmetoden - omkring 700 forskellige aktører. Professor Rik van Berkel fra Utrecht Universitet og deltager i dagens høring om den hollandske model beretter også om indbyggede problemer i den hollandske model. De kortvarige kontrakter giver et begrænset incitament og lyst til mere langsigtet udvikling hos aktørerne. Aktørerne er på en resultatløn, hvor en del af betalingen udelukkende falder, hvis den ledige er i arbejde efter 6 måneder. Det betyder, ifølge Rik van Berkel stor fokus på kortsigtede beskæftigelsesinitiativer.
Den hollandske hovedorganisation, CNV, har lavet flere undersøgelser omkring den hollandske beskæftigelsesmodel. CNV repræsenterer 360.000 medlemmer i Holland. Den vigtigste konklusion i den seneste rapport fra februar i år er, at de private aktører bør leverer mere ”maatwek”. Det betyder, at de bør være mere engagerede og levere en større indsats for at skaffe det enkelte medlem i arbejde.
FTF om andre aktører
FTF skriver i sit forslag til en forbedret beskæftigelsespolitik:
"Andre aktører skal have en central rolle i beskæftigelsespolitikken også fremover. Men der er et stor behov for at ændre betingelserne. Fokus bør være på kvalitet frem for volumen, som baggrund for at inddrage andre aktører. Andre aktører skal bidrage med nye løsninger og ikke udgøre en begrænsning for en effektiv indsats.
Problemet med den nuværende anvendelse af andre aktører er imidlertid, at det er en målsætning i sig selv at flytte en stor del af indsatsen fra AF til private aktører uden tilstrækkelig hensyntagen til, hvorvidt andre aktører bidrager til at forbedre indsatsen. Resultatet har indtil videre været, ikke en bedre, men en dyrere opgaveløsning. Endvidere har beskæftigelsesministeren, af rent ideologiske årsager, begrænset mulighederne for at indgå samarbejdsaftaler med AF om løsningen af opgaverne. Dette har udelukkende haft til formål at begrænse A-kassernes rolle i beskæftigelsespolitikken".
