Ekspert bakker op om sundhedskommission

Professor i sundhedsøkonomi, Kjeld Møller Petersen, støtter FTF’s forslag om en sundhedskommission, der kan sikre finansiering til sundhedsområdet. Det er helt nødvendigt at forholde sig til den krise, som sundhedsområdet styrer imod, i stedet for at stikke hovedet i busken, siger han.

”Grundlæggende en fornuftig idé at nedsætte en sundhedskommission”.

Sådan siger Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi og sundhedspolitik ved Syddansk Universitet, om det forslag om at nedsætte en sundhedskommission, som FTF netop har fremsat.

Baggrunden for forslaget er, at sundhedsudgifterne i Danmark stiger i en alarmerende stejl kurve opad. Vismændene i Det Økonomiske Råd fremlagde en rapport i går, der viser at sundhedsudgifterne galopperer af sted med så høj fart, at der i en nær fremtid ikke vil være råd til det sundhedssystem, vi har i dag.

Derfor skal en kommission kulegrave området og finde løsningsforslag til, hvordan vi bevarer vores sundhedssystem, uden at det æder sig ind på andre velfærdsområder, mener FTF.

Kjeld Møller Petersen er enig i, at det er nødvendigt at hæve sig op i helikopterperspektiv over partipolitiske interesser, som man kan gøre i en kommission.

”Hvis vi vil blive ved med at have et sundhedssystem, som vi kender det i dag, er det nødvendigt at se nøgternt på de udfordringer, der er i forhold til finansieringen fremover. Det nytter ikke at stikke hovedet i busken som strudsen, fordi nogle af problemstillingerne måske tegner til at blive umiddelbart politisk svære at få igennem. Men at en sag ikke er partipolitisk salgbar, betyder jo slet ikke nødvendigvis, at det ikke er en god idé. Brugerbetaling er fx ikke forsvundet fra dagsordenen, selv om politikerne foreløbig igen og igen har sagt nej til det”, siger han.

Sundhed i sammenhæng med andre områder
I en kommission er det nødvendigt at se sundheden i sammenhæng med andre områder – ikke mindst ældreområdet, mener Kjeld Møller Petersen.

”Ældreområdet har tilsvarende problemer med stigende udgifter pga. af det stigende antal ældre i årene fremover. Hvis man kan gøre ældresektoren mere effektiv, kan det også være med til at aflaste sygehussektoren”, siger han.

Ingen syltekrukke
Kommissioner er blevet beskyldt for at være syltekrukker for vanskelige politiske emner, og Kjeld Møller Petersen kan da også allerede høre de mere kyniske sige, at anbefalingerne fra en sundhedskommission vil blive glemt igen med det samme.

Alligevel er han meget fortrøstningsfuld.
”Det vil bestemt ikke være spildt arbejde at finde løsninger på sundhedsområdet. Det viser sig tit, at man vender tilbage til de bedste forslag fra udvalg og kommissioner igen på et senere tidspunkt, siger Kjeld Møller Petersen.
Han har selv har været medlem af en lang række udvalg og kommissioner, bl.a. Sygehuskommissionen i 2007 og et rådgivende udvalg, som foreslog en række forbedringer af sundhedsvæsenet til den daværende regering i 2002.

 
 

Kontaktinformation

Bente Sorgenfrey

Bente Sorgenfrey

Formand

Telefon: 3336 8801

Mobil: 4045 2645