Eks’en får ikke del i pensionen

Den 1. januar 2007 kommer der nye regler for, hvordan pensionsordninger skal behandles, hvis et ægtepar bliver skilt. Fremover skal pensionen deles efter princippet om, at hver beholder sit - uanset pensionsopsparingens form. Det er resultatet af Ægtefællepensionsudvalgtes otte år lange arbejde

Det, en lønmodtager selv har sparet op til pensionen, skal fremover kun tilfalde hende selv. Det bliver konsekvensen af den lovændring på pensionsområdet, som træder i kraft efter nytår, og som får betydning ved skilsmisser.

I dag deles rate- og kapitalpensioner ved skilsmisse. Fremover tilhører enhver pension, den person, hvis navn står på policen og holdes derved ude af boet ved skilsmisser. Indtil nu er det kun tjenestemandspensioner og andre livsvarige pensionsordninger, som ikke skal deles. Det er dermed karakteren af den opsparede pension, der afgør, om den skal deles med ægtefællen eller ej. Disse uklarheder i lovgivningen har for mange ægtefæller ført til misforståelser.

På baggrund af den uklare retstilstand blev der i 1998 nedsat et udvalg – Ægtefællepensionsudvalget - der skulle komme med forslag til en ny lovgivning på området. FTF har siddet med i hele perioden, fra 1998 til 2005, hvor udvalget afleverede sin afsluttende rapport, som lovgivningen er bygget på.

Mulighed for kompensation

For at rette eventuelle skævheder op, er der i loven indarbejdet en række muligheder for kompensation. En hovedregel er dog, at hvis ægteskabet har været af kortere varighed (dvs. har man været gift under ca. 5 år) skal pensionen ikke deles, og der skal ikke ydes kompensation. Har ægteskabet varet mere end ca. 5 år, er der mulighed for kompensation i forskellige tilfælde.

Der skal ydes kompensation, hvis den ene ægtefælle af hensyn til familien eller af hensyn til den anden ægtefælle helt eller delvis har været udenfor arbejdsmarkedet, haft orlov eller arbejdet på nedsat tid, og hvis dette har medført, at denne ægtepart derfor har foretaget en mindre pensionsopsparing, end hvad der svarer til en rimelig pensionsordning for den pågældende.

Der skal ydes kompensation, hvis ægteskabet har varet mere end 15 år, og hvis der er stor forskel i værdierne af ægtefællernes pensionsopsparing. I sådanne tilfælde vil der skulle ydes kompensation for at sikre, at den ene part ikke stilles urimeligt pensionsmæssigt.

Rimelige pensioner deles ikke

Reglen om, at pensionen følger personen, gælder kun for ”rimelige” pensioner. En rimelig pension skal forstås som en pension, der er sædvanlig i forhold til ens uddannelse, løn og overenskomst-pensionsprocent. Er der foretaget ”urimelig” pensionsopsparing, skal det afgøres, om den samlede situation er ”urimelig”, og der kan blive tale om kompensation.

 
 

Kontaktinformation

 
 

Læs mere og få rådgivning
Lov om ændring af lov om ægteskabets retsvirkninger og lov om skifte af fællesbo, m.v. blev efter otte års udvalgsarbejde vedtaget i Folketinget den 30. maj 2006. Loven gælder for separationer og skilsmisser efter den 1. januar 2007.

På Familiestyrelsens hjemmeside kan man læse hele loven. Familiestyrelsen har desuden samlet en række oplysninger, der relaterer sig til loven på nogle temasider, der ligeledes kan findes via ovenstående link.

Er man i tvivl om den konkrete betydning af loven, så søg råd og vejledning i pensionsselskabet eller banken.