Dokumentation: Her rammer besparelserne

En række rektorer for landets professions- og ingeniørhøjskoler giver deres bud på, hvordan finanslovens besparelser vil ramme konkret

Her rammer besparelserne

Rektorerne for landets professions- og ingeniørhøjskoler kan ikke allerede nu sige præcist, hvor der konkret skal skæres, hvis finanslovsforslaget bliver vedtaget. Bl.a. fordi det er bestyrelserne, der skal slå de endelige streger. Følgende er derfor områder, der sandsynligvis bliver ramt:

Professionshøjskolen København
Nyt videncenter for læsning og læsefærdigheder i folkeskolen ”afvikles eller vingeskydes til ukendelighed”, oplyser rektor Laust Joen Jakobsen.

Det samme gælder for nye videncentre i henholdsvis matematik, naturfags-didaktik, ledelse, to-sprogede børn, specialpædagogik, inklusion og eksklusion, dvs. utilpassede børn og unge.

Det bliver umuligt at undgå fyringer, da lønsummen udgør en meget stor del af budgettet.

Også besparelser på kerneydelsen, fx gennem reduktion i timetallet for de studerende. Læreruddannelsen er i forvejen reduceret med 25 procent, oplyser rektor.

Professionshøjskolen Vest
Videncenter om inklusion og ekslusion, der involverer faggrupper som pædagoger, lærere og socialrådgivere og har international bevågenhed, er i farezonen, siger rektor Tyge Skovgaard Christensen.

Indenfor en anden af skolens spidskompetencer, nemlig innovativ sundhedspraksis, er oprettelsen af et nyt videncenter på tegnebrættet. Også det er i farezonen, selvom der er etableret et nationalt og internationalt samarbejde, fx med britiske universiteter.

Valget står ifølge rektor mellem at frede videncenter-funktioner, dvs. kvalitetsudviklingen, eller frede grunduddannelserne, som dog ikke kan fredes helt pga. 1-procent-besparelsen for hele den offentlige økonomi. Sandsynligvis kommer man til at ”høvle af begge steder”, oplyser rektor.

Besparelser kan ikke finde sted uden personalereduktion, da lønsummen udgør mindst 75 procent af budgettet i den vidensproducerende virksomhed. Besparelserne svarer til mellem 10 og 15 årsværk.

Professionshøjskolen Via (Århus):
Videncenter om læsefærdigheder er i farezonen. Det gælder også videncenter om matematik, der endnu er på tegnebrættet, samt videncenter om naturfags-didaktik.

Studievejledningen, der bl.a. skal sikre, at så mange som muligt gennemfører uddannelserne, er også i fare, oplyser rektor Harald Mikkelsen.

Rektor kender ikke skæbnen for de enkelte videncentre, men noget skal ”neddrosles til ukendelighed”.

Besparelserne får endvidere konsekvenser for grunduddannelserne, da den nyeste viden fra forskningen ikke som planlagt kan blive inddraget i undervisningen af de studerende. ”Den manglende videns-syntese betyder, at uddannelserne ikke bliver af så høj kvalitet som ellers planlagt,” siger rektor.

Professionshøjskolen Nordjylland
Tre nye videncentre, der allerede er lovet, sløjfes. Det gælder fx videncenter om kultur- og naturvejledning samt patientkommunikation, der skulle sikre bedre kvalitet i sundhedssektoren.

Igangværende videncenter-aktiviteter drosles ned eller droppes. Fx på det pædagogiske og sundhedskliniske område, oplyser rektor Niels Horsted.

Besparelser på grunduddannelser, fx flere sammenlæsningstimer og lærerfri timer.
Stop for nyansættelser og sats på naturlig afgang. Jobgaranti afblæses, oplyser rektor.

Ingeniørhøjskolen i København:
Besparelserne svarer til 14 fuldtidsstillinger. Det får konsekvenser for ca. 30 fag. Rektor Flemming Krogh oplyser, at besparelsen ikke kan realiseres i år, da lærerne ifølge funktionærloven har opsigelsesvarsler på ca. seks måneder.

Bredden i uddannelserne fjernes. Det gælder fx fag som drift, ledelse og organisation.
”De studerende får ikke lært det, de plejer at lære,” siger rektor, og henviser til andre landet, hvor tre års pensum strækkes ud over to år.

Konsekvensen kan blive, at de studerende må indhente det forsømte gennem efteruddannelse, fx ved at tage en master.

En mulighed er at stoppe for vinter-optag og mindre optag, hvilket kan betyde færre ingeniører på sigt.

Ingeniørhøjskolen i Århus:
Bestyrelsen mødes den 26. marts og træffer beslutningen.

Kan få konsekvenser hele vejen rundt, men rektor mener ikke, at det er realistisk at skære i kvaliteten overfor de seriøse ingeniørstuderende. ”Så må vi oparbejde et underskud,” siger rektor Ove Poulsen.

Den Flerfaglige Professionshøjskole i Region Hovedstaden:
Administrationschef Jakob Veling oplyser, at ”nogle uddannelser ikke vil kunne lade sig gøre” og at ”videncentrene er i fare”, men kan endnu ikke gå dybere ned i, hvor der sker besparelser.