Danmark belønner uddannelse dårligt

Den økonomiske gevinst ved at tage en professions- eller universitetsuddannelse i Danmark er langt mindre end i de fleste andre lande, som vi sammenligner os med. Fx tjener en pædagog kun syv procent mere end en ufaglært. Mens gevinsten er konstant i Danmark, så er den blevet større i en række af de lande, vi sammenligner os med

Den økonomisk gevinst ved at uddanne sig til jordemoder, it-medarbejder, jurist eller tage en anden mellemlang eller lang videregående uddannelse er væsentligt mindre end i langt de fleste lande, som vi sammenligner os med. Det viser de seneste tal fra OECD.

Ifølge OECD-tallene er lønnen gennemsnitligt 29 procent højere for en dansker med en mellemlang eller lang videregående uddannelse end en dansker, der kun har fuldendt en ungdomsuddannelse. I Tyskland er lønforskellen ifølge den seneste opgørelse i gennemsnit 76 procent. I Storbritannien er der gennemsnitligt en lønforskel på 72 procent og i USA 85 procent mellem medarbejdere med en mellemlang eller lang uddannelse og en medarbejder, der ikke har uddannet sig videre end ungdomsuddannelsen.

 

 

Danmark står stille
OECD foretager årligt sammenligninger mellem lønningerne og uddannelsesniveauer. Mens den danske gevinst for at tage en uddannelse var den samme i både OECD-udgivelsen fra 2007 og 2008, så har gevinsten været større i en række af de lande vi sammenligner os med. Både i Tyskland, Storbritannien og USA er lønningsposen blevet procentvis større fra 2007 til 2008. Kun i Norge og Sverige er procentsatsen faldet.

Opgørelsen viser også, at det kun er Norge, der belønner en mellemlang eller lang videregående uddannelse dårligere end Danmark. Ifølge tallene fra OECD er der gennemsnitligt 28 procent mere i lønningsposen for at tage en videregående lang eller mellemlang uddannelse i Norge – et procentpoint dårligere end i Danmark.

Syv procent mere end ufaglært
Pædagogerne er i Danmark den profession, der får mindst ud af at tage en mellemlange videregående uddannelser. En undersøgelse, som bl.a. professor Niels Westergaard-Nielsen fra Handelshøjskolen i Århus har foretaget, viser, at pædagogerne i gennemsnit kun tjener syv procent mere end en ufaglært medarbejder.
 
I januar 2008 gennemførte Capacent Epinion en undersøgelse for BUPL. Den viser, at omkring 40 procent af de unge, der ikke kunne tænke sig en uddannelse som pædagog, angiver lønnen som årsag. Samtidig viser undersøgelsen, at 13 procent ville overveje at tage uddannelsen, hvis lønnen var bedre.

 

 
 

Kontaktinformation

Jens Krogstrup

Jens Krogstrup

Konsulent

Telefon: 3336 8820

Mobil: 2892 3497