Christiansborg positiv overfor økonomisk gulerod til voksne studerende

Det kan være nødvendigt at give modne mennesker en højere ydelse end en almindelig SU, hvis flere skal uddanne sig ind i professioner som mangler arbejdskraft, mener flere uddannelsesordførere på Christiansborg

FTF fremsatte i februar et forslag om at oprette en ordning på linie med voksenlærligeordningen for netop de professioner, hvor der allerede mangler arbejdskraft.

De seneste tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen viser eksempelvis, at der i slutningen af sidste år var 1.051 ledige sygeplejerskestillinger og 1.188 stillinger som pædagog. Den stigning vil mangedobles i de kommende 10 år. Iifølge Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd vil der i løbet af de kommende år mangle 80.000 medarbejdere med en videregående uddannelse i den offentlige sektor.

Ideen er at trække modne medarbejdere med relevant erfaring fra arbejdsliv over i en professionsuddannelse med en økonomisk månedlig ydelse, der svarer til en tredobbelt SU. De realkompetencer fra jobbet og kompetencer fra et andet studie, som de kan bruge i deres uddannelse skal give et halvt års rabat på uddannelseslængden.

FTF foreslår, at der i første omgang afsættes 300 mio. kr. til ordningen. Det svarer til at 2.100 personer kan gennemføre en uddannelse på en forhøjet ydelse. En sidegevinst er, at det giver plads til de ledige i de job, som de kommende studerende forlader. 

Familie og hus bremser for uddannelse
Allerede da forslaget blev præsenteret var Socialdemokraterne positive overfor forslaget. Forslaget ligger i tråd med det vækstudspil, som Socialdemokraterne vil spille ud med i den kommende tid.

”Voksne mennesker har familie og masser af faste udgifter. Derfor er det urealistisk, at de skal kunne klare sig på en ordinær SU. Hvis vi skal have flere til uddanne sig videre, skal vi sikre at økonomien ikke er en barriere”, siger Christine Antorini, som er uddannelsesordfører for Socialdemokraterne. 

”Når vi nu ved, at der mangler sygeplejersker og pædagoger og en række andre professioner på velfærdsområdet, så er det oplagt at oprette en ordning netop for dette område på linie med voksenlærlingeordningen. Den har jo været en kæmpe succes og netop skaffet mobilitet på arbejdsmarkedet i forhold til de områder, hvor der er mangel”, siger Christine Antorini.

Unge vil udskyde deres uddannelse
Også den konservative uddannelsesordfører, Charlotte Dyremose, kan se en pointe i at give en større økonomisk gulerod, der er højere end SU’en til folk, der er oppe i årene og har økonomiske forpligtigelser.

”Det er en smaddergod tanke – fordi det vil få modne mennesker til at tage en uddannelse. Det der bare er min bekymring, er, at unge, der gerne vil ind i professionerne i fx sundhedssektoren venter med at tage en uddannelse, indtil de når den alder, hvor de kan få en højere ydelse end SU. Og så indtil fx have et job som pædagogmedhjælper”, siger hun. 

Charlotte Dyremose har bedt undervisningsminister Bertel Haarder undersøge om der er belæg for at unge vil udskyde deres uddannelse, hvis der er udsigt til ydelse svarende til en tredobbelt SU.

R: Hæv alderen og lav fastere kriterier
Den radikale uddannelsesordfører, Marianne Jelved, er også positiv overfor en ordning på professionsområdet, som svarer til voksenlærlingeordningen.

”Men den ydelse, der skal gives, skal ikke komme fra SU-systemet men i stedet være en anden form for ydelse, som man kun kan få, hvis man opfylder en række kriterier”, siger Marianne Jelved. 

Det er erfaringerne fra 1990’erne, hvor ledige kunne tage en uddannelse på dagpenge, der får Marianne Jelved til påpege, at der skal være specifikke kriterier, som udløser en højere økonomisk støtte til professionsuddannelserne. Hun ser også gerne alderen højnet til måske 30 år, før man kan søge den forhøjede ydelse.

”Men det er ikke nok med økonomien, når man vil have modne mennesker til uddanne sig. Derfor skal vi også beholde uddannelsessteder på lokalt plan, så man kan uddanne sig tæt på, hvor man bor. Lige som der kan oprettes uddannelsesforløb med en anden struktur end traditionelt dagstudie, så flere kan få hverdagen til at hænge sammen”, siger Marianne Jelved. 

 

 

 

 
 

Kontaktinformation

Andy Andresen

Andy Andresen

Udviklingschef

Telefon: 3336 8811

Mobil: 2426 4811

 
FTF's forslag til voksen-SU
 

- Ordningen omfatter grunduddannelserne inden for mangelområder på KVU- og MVU-områderne
- Der udarbejdes en positivliste over uddannelse, hvortil der kan ydes støtte
- Under uddannelsen udbetales en SU-ydelse, der svarer til mindstelønnen gennem et tillæg til den ordinære SU
- Ordningen forbeholdes studerende med merit som forkorter uddannelsens varighed med mindst et halvt år på grundlag af forudgående formelle eller ikke formelle teoretiske og praktiske kompetencer
- Det er uddannelsesinstitutionerne, der skal vurderer om den enkelte opfylder kravene for SU.

 
 
Mere om forslaget
 

Ufaglærte, faglærte og studerende, der allerede er faldet fra en anden videregående uddannelse, som skal have mulighed for at benytte sig af en ordning for voksen-studerende, foreslår FTF.

Forslaget betyder, at en voksenstuderende vil få et tillæg på den oprindelige SU så den i alt bliver på omkring 17.500 kr. Det svarer cirka til det tredobbelte af den almindelige SU. 

FTF foreslår, at der afsættes en pulje på finansloven til voksenstuderende. En pulje på 300 mio. kr. vil kunne uddanne 2.100 personer til de professioner, der allerede nu har ubesatte stillinger. Beløbet på de 300 mio. kr. svarer til det beløb, der årligt afsættes til voksenlærlingeordningen.