- Chefen kan blive den nye big brother
- Uklare regler for ansatte under overvågning
- Arbejdspladsen kan optage alle dine telefonsamtaler
- Hvem kigger dig over skulderen på skærmen?
- Chefen kan se alt hvad du skriver
- To ud af tre kommuner vil ikke betale for seniorordninger
- Amter og kommuner sparer på senioraftaler
- Mange må ikke trappe arbejdstiden ned
- Stop for selvbetalt senioraftale
- FTF skal forhandle løn
Chefen kan se alt hvad du skriver
Med det rette program kan arbejdsgiveren følge hvert eneste ord, medarbejderen skriver på sit tastatur.
Arbejdsgiveren kan følge alt, hvad der foregår på medarbejderens pc, hvis han vil. En sladrehank kan sørge for, at hvert eneste ord, der bliver skrevet på tastaturet , bliver lagret og evt. (mis)brugt mod medarbejderen senere.
Mange medarbejdere har følt sig sikre på, at chefen i hvert fald ikke kan kigge med over skulderen, hvis man sender mere private mail som hotmail eller webmails. Men med et såkaldt keylog-program kan arbejdsgiveren eller en it-kyndig se alt.
Selv et krypteringsprogram, der koder alt tekst, yder ingen beskyttelse i forhold til en keylog.
Med en keylog som uinviteret gæst på pc’en, bliver oplysninger overført til en central log eller lagerenhed. Den enkelte medarbejder kan ikke se, at det er slået til. Her kan arbejdsgiveren så hente alt tekst, der er produceret i en periode på måske flere år.
Det vil ofte dreje sig om temmeligt store datamængder. Man kan dog søge på bestemte ord og fx få alle sætninger, der er skrevet om chefen. Det kunne også være alt, der er skrevet om en konkurrent.
Værktøjet vil derfor formentlig mest blive brugt, hvis der er mistanke om uregelmæssigheder hos medarbejderen. Men uanset om oplysningerne bliver brugt eller ligger ude i en fil, vil det for de fleste medarbejdere være en særdeles ubehagelig følelse, at alle deres udgydelser kan findes frem.
I bogen ”Overvågning eller omsorg” skriver faglig sekretær i Prosa Hanne Lykke Jespersen, at Prosa mener, det er klart ulovligt at anvende key-logs.
”Det er svært at finde argumenter for, at arbejdsgiveren har driftsmæssige hensyn at tage i dette spørgsmål. I Prosa har vi da heller aldrig set en mailpolitik, der fortæller, at man bruger et sådant værktøj i virksomheden – men vi ved, at disse enheder sælges i stor stil – formentlig for at blive brugt”.
Big brother sidder i tastaturet
Meget af debatten om overvågning af medarbejdernes brug af it har hidtil handlet om brug af elektronisk post og færden på internettet. De arbejdspladser, som har formuleret politiker, retningslinjer og kontrolforanstaltninger, tager typisk udgangspunkt i netop mailkontoen og surf.
Det er her, de fleste medarbejdere ved, at det er muligt at følge med, hvis ledelsen vel at mærke vil. Men det får det nok til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste, at chefen kan lege big brother og se alt, hvad der er skrevet.
”Det lyder som om denne teknologi giver adgang til en særdeles intensiv overvågning af medarbejderne”, har professor, dr.jur. Peter Blume tidligere sagt til Resonans. Han har i mange år beskæftiget sig med overvågning på arbejdspladsen.
”Det vil givetvis forudsætte forudgående information til medarbejderne, hvis det skal være lovligt”, vurderer han. Lovgivningen har dog ikke taget særligt højde for de nye teknologier. Derfor kræver det, for at fastslå om overvågningen er lovlig, en vurdering af den enkelte sag, fx hvem der bliver overvåget, arbejdsopgavernes karakter, regler og retningslinjer for medarbejderens brug af it, om der er mistanke om medarbejderen begår ulovligheder osv. for at fastslå, om overvågningen er lovlig".
Peter Blume tilføjer, at såfremt arbejdsgiveren har planer om at indføre keylog på pc’en, bør det tages op i SU og drøftes med tillidsrepræsentanten.
Et er at gemme
Brug af en keylog kan komme i konflikt med flere forskellige love som persondataloven og straffelovens bestemmelser om freds- og æreskrænkelser mm. I forhold til Arbejdsmiljøloven angiver skærmdirektivet, at medarbejderne skal orienteres, hvis der finder kvantitativ og kvalitativ overvågning sted. Datatilsynet har udtalt, at medarbejderne på forhånd og på en klar og utvetydig måde skal informeres om logningen og den eventuelle brug af loggen, der finder sted på virksomheden. Men et er, om alle data bliver gemt, noget andet hvordan de bliver anvendt.
FTF: Uacceptabelt
Uanset om brugen af keylog er ulovlig, er problemet for medarbejderne, at de ikke kan vide, om der er installeret en keylog på deres pc. Og de vil muligvis først finde ud af det, når oplysningerne bliver brugt (imod dem). Ledelsen kan i det skjulte bruge viden om medarbejderne til at få bestyrket en mistanke.
”FTF’s holdning er, at det vil være helt uacceptabelt at bruge en så intens overvågning af medarbejdernes gøren og laden, som en keylog er udtryk for. Forholdet mellem medarbejdere og ledelse bør være et tillidsforhold. Som i andre sammenhænge på arbejdspladsen, er det vigtigt at værne om privatlivet”, siger advokat i FTF, Helle Bang Hjorth.
”Den eneste situation, hvor det kan være rimeligt at benytte teknologien er, hvis der er bestyrket mistanke om alvorlige uregelmæssigheder i forhold til en enkelt medarbejder. Og han bør informeres inden overvågningen tages i brug,” siger Helle Bang Hjorth. 





