At blive far er den bedste lederuddannelse

En ny dansk bog, der udkommer i slutningen af november, fremhæver, at de bedste lektioner i ledelse får mænd gennem at få børn. Ved at blive far kan man fylde den personlige værktøjskasse med mange af de ”bløde” egenskaber, som fremtidens arbejdsmarked efterspørger.

Bogen ”Den Nye Karrierefar” udkommer 29. november og har et overraskende syn på sætningen ”mine medarbejdere skal behandles som børn”. For i virkeligheden er der en række lighedspunkter mellem lederrollen og faderrollen omkring forhandling, motivation, samarbejde, kreativitet og om at beherske kaos. Evner som man ikke får gennem en MBA, men gennem at være far:

”Børn er altid blevet fremstillet som en forhindring for karrieren. Men i det nye vidensamfund bliver man ikke belønnet for at vide alt om SAP eller Excell, men for at kunne samarbejde, løse uforudsete problemer, håndtere kaos og være kreativ. Det er ting, som man ikke lærer i skolen, men som man træner derhjemme hver eneste dag. TDC giver fx deres mandlige ansatte besked på at tage særligt øremærket barsel med fuld løn, fordi ledelsen mener, at mænd der har taget barsel, er bedre ansatte”, forklarer den ene forfatter Esben Kjær.

 

Unge ledere foretrækker forældre

Tilsyneladende vinder budskabet om, at forældre er gode ledere, gehør rundt om på direktionsgangene. Forfatterne til bogen har talt med forskellige ledere i erhvervslivet. De unge ledere har forkastet tidligere generations negative syn på forældre som arbejdskraft. De unge ledere siger, at forældre er fremragende arbejdskraft, fordi de er supereffektive og er blevet afrundet af deres børn, så de er bedre til at indgå i sociale sammenhænge.

Men man bliver ikke en god leder pr. automatik af blive fader.

”Alle lærer noget af at få børn. Men du er selv med til at bestemme, hvor meget eller hvor lidt. Du kan med fordel allerede nu begynde at tænke over, hvad dine børn lærer dig, og hvordan du kan blive en bedre medarbejder eller leder af det. Det kan blive den bedste og billigste efteruddannelse, du nogensinde får tilbudt”, siger Esben Kjær.

Bogen kommer vidt omkring emnet og bruger en række anekdoter. Fx citeres bogen ”If You’ve Raised Kids, You Can Manage Anything”, hvor en tidligere Pentagon-forhandler fra Den Kolde Krig siger, at han lærte at forhandle missil-traktktater med russerne ved at skændes med sin tenagedatter.

”Den nye karrierefar” af Esben Kjær og Kirsten Stendeved bygger på en række bøger og en større mængde interviews med blandt andet eksperter, unge fædre og ledere med børn. Bogen udkommer 29. november på Aschehoug.

 
 
 
Den nye karrierefar
 

Titlen på Esben Kjær og Kirsten Stendevads bog er: Den Nye Karrierefar. Sådan skaber du ægte succes, både derhjemme og på jobbet. En håndbog for moderne mænd i at få balance mellem arbejde og privatliv

 
 
Konference: Mændene hjem på barsel
 

Alle vinder, når mænd tager barselsorlov: Barnet, forældrene, virksomheden og ikke mindst ligestillingen, viser ny dansk undersøgelse, men det er stadig relativt få danske mænd, der vælger en barselsperiode på mere end tre uger. På en konference arrangeret af Center for Ligestilling 24. november stilles der skarpt på nogle af de barrierer mænd møder, når de vælger barselsorlov og inddrager samtidig arbejdsgiverne og deres holdning til mænd og barsel.