Arbejdspsykolog: Hver enkelt må tage stilling til overarbejde
Når sygeplejersker opfordres til at tage overarbejde, fordi der fx er mangel på kræftsygeplejersker, er det vigtigt, at den enkelte sygeplejerske selv tager stilling til, hvilke konsekvenser overarbejdet vil have for hendes liv, og hvordan hun vil forholde sig til det. Det siger arbejdspsykolog Joanna Wieclaw fra Arbejdsmedicinsk Klinik i Århus.
”Overarbejde kan være en hensigtsmæssig løsning i situationer, hvor der er akut mangel på arbejdskraft, så længe den enkelte sygeplejerske eller ansatte i det hele taget føler, at det er noget, de aktivt kan forholde sig til. Hvis det er noget, sygeplejerskerne føler sig presset til, er der både risiko for, at de ikke kan holde til det fysisk og psykisk, og at produktiviteten daler. Det viser undersøgelser,” siger Joanna Wieclaw.
Joanna Wieclaw har sygeplejersker blandt sine klienter, der er blevet alvorligt syge, bl.a. fordi de følte sig presset til at tage ekstra overarbejde.
”Man skal passe meget på med ikke at tage overarbejde, hvis man ikke magter overarbejde. Så lander man i en offersituation, som ikke er sund. Man skal sætte sig ned og tænke over, hvordan overarbejde passer ind i ens liv – ikke kun i ens arbejdssituation. Det skal være en bevidst stillingtagen for den enkelte,” siger Joanna Wieclaw.
Ifølge Joanna Wieclaw hviler der i disse år et meget stort pres på nogle af sygeplejerskerne, bl.a. kræftsygeplejerskerne.
”Der er et meget stort flow blandt disse sygeplejersker og et meget stort behov for nyuddannede. Konsekvensen af det er, at der er et stort pres på de ældre og erfarne sygeplejersker for, at de skal oplære nye sygeplejersker, samtidig med at de skal passe deres sædvanlige arbejde. Det kan blive for svært at bære for den enkelte,” siger Joanna Wieclaw.
Ledelsen har en opgave
Ifølge Joanna Wieclaw er det meget vigtigt, at den enkelte afdeling sætter på dagsordenen, hvordan man vil håndtere det arbejdspres, der ligger.
”Hvordan tilrettelægger vi arbejdet under dette her pres? Hvordan kan vi gøre det så hensigtsmæssigt som muligt? Er der opgaver, som vi ikke behøver at lave eller opgaver, som andre kan overtage? Jeg ville anbefale, at man på en sygehusafdeling, der er under pres, udarbejder nogle tidsbegrænsede aftaler for, hvordan man håndterer situationen, der fx gælder for en måned eller to måneder. Det er vigtigt, at man husker konsekvent at overholde aftalerne, så alle ved, hvad de kan regne med for den aftalte periode. Bagefter er det vigtigt at kigge på, om det har fungeret efter hensigten,” siger Joanna Wieclaw.





