Arbejdsmiljøsag skal prøves principielt
En sag om hovsaløsninger for arbejdspladsvurderinger skal nu vurderes hos Kammeradvokaten
Statens faste advokatforbindelse, Kammeradvokaten, skal nu se nærmere på en sag, som har været forelagt beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (S) efter omtale i Resonans i marts.
Sagen er principielt set interessant, fordi Arbejdsmiljøklagenævnet har ophævet et påbud fra Arbejdstilsynet (AT) om at få bragt kritisable forhold i orden ud fra en begrundelse, man ikke har hørt før – nemlig at hvis arbejdsgiveren kan nå at stable en lyn-løsning på benene, så kan påbuddet bortfalde.
I den konkrete sag gav AT i slutningen af 2005 et påbud til politiet i Fakse om at få udarbejdet en Arbejdspladsvurdering (APV).
Det har alle arbejdsgivere haft pligt til siden 1993 ifølge Arbejdsmiljøloven.
Proceduren i sådan en sag er, at AT først udsender et udkast til et påbud, og så efter en såkaldt høringsfase på 14 dage udsender det egentlige påbud.
Arbejdsgiveren brugte imidlertid høringsfasen til lynhurtigt at få udarbejdet en APV og meldte tilbage, at tingene nu var bragt i orden.
Det blev noteret af AT, som alligevel fastholdt sit påbud i henhold til almindelig praksis.
Med et påbud får arbejdsgiveren nemlig ikke bare pligt til at udarbejde en APV, men også pligt til at løse problemerne.
Arbejdsgiveren fik ret
Arbejdsgiveren fandt imidlertid, at påbuddet ikke længere gav mening, nu hvor der var blevet udarbejdet en APV, og ankede derfor påbuddet til Arbejdsmiljøklagenævnet, som har givet arbejdsgiveren ret: AT havde ikke grundlag for at give et påbud.
Arbejdsmiljøkonsulent i FTF, Jan Kahr, mener, at afgørelsen sender et meget uheldigt signal om, at en arbejdsgiver nu har fået et større spillerum, hvor de lettere kan undlade at overholde Arbejdsmiljøloven eller lave deres lovpligtige APV.
”Hvis det ikke er tidspunktet for en overtrædelse, der tæller længere, kan man jo altid nå at banke en panikløsning sammen i høringsfasen, hvis man får et påbud”, siger han.
Lovændring til efteråret
Sagen har siden været forelagt beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen af Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg.
Ministeren afviser ganske vist umiddelbart, at Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse gør det lettere for arbejdsgiverne at omgå Arbejdsmiljøloven: Afgørelsen rokker med hans ord ikke ved, at ”Arbejdstilsynet i den konkrete sag som i andre sager fortsat kan træffe afgørelse om overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen”.
Men Claus Hjort er dog ikke mere overbevist, end at han samtidig åbner døren for, at der kan være behov for at ændre loven på området.
Arbejdstilsynet har bedt Kammeradvokaten om at vurdere, hvordan sagen konkret påvirker tilsynets reaktionsmuligheder. Afhængig af Kammeradvokatens vurdering vil tilsynet efterfølgende se på, om der er regler og procedurer, der skal justeres.
Og som beskæftigelsesministeren svarer: ”Hvis der som følge heraf viser sig behov for at ændre loven, vil jeg fremsætte forslag herom i efteråret 2008”.
Thomas Adelskov, arbejdsmarkedsordfører for Socialdemokraterne siger:
”Det er meget bekymrende, hvis sådan en afgørelse kan sætte de gældende regler ud af kraft. Jeg håber, at beskæftigelsesministeren deler vores opfattelse af, at denne her afgørelse begrænser AT’s muligheder. Som jeg ser det, vil vi komme til at forfølge denne sag nærmere”.






