Arbejdsgivere afviser behov for flere ’barn-syg-dage’

En undersøgelse fra FTF har vist, at næsten hver fjerde forælder pjækker og melder sig selv syg, når børnene er syge. Alligevel er arbejdsgiverne ikke umiddelbart indstillet på at forbedre sammenhængen mellem arbejds- og familieliv på dette område. Det er ellers en win-win-situation, siger arbejdsgiverne i finanssektoren, hvor medarbejderne som noget særligt har ret til to barn-syg-dage.

Når børn er syge, er det forældrenes ansvar at få dem passet. Det mener Dansk Arbejdsgiverforening (DA), som ikke ser nogen grund til at give medarbejderne bedre muligheder for at tage fri, når de har syge børn derhjemme.

Både de private og kommunale arbejdsgivere mener også, at de eksisterende muligheder på mange arbejdspladser for at tage barns første sygedag, omsorgsdage og fx feriefridage dækker behovet.

En Gallup-undersøgelse foretaget for FTF viser ellers, at knap hver fjerde forælder selv må melde sig syg, når deres børn er sendt til tælling med forkølelse eller feberhede kinder. For hver tredje forælder sker det, at de er nødt til at sende sløje børn i institution eller skole, og hver femte i undersøgelsen fortæller, at det sker, at de lader syge børn være alene hjemme, fordi de ikke har andre muligheder.

Derfor mener FTF’s formand, Bente Sorgenfrey, at man bør forbedre mulighederne for at kunne passe syge børn som et tiltag til at skabe bedre sammenhæng mellem familie- og arbejdsliv. FTF foreslår konkret, at der afsættes midler til en pulje, som arbejdsmarkedets parter i de forskellige brancher kan bruge til at løse forældrenes problem - efter en model, der passer til den enkelte branche. Læs mere i tidligere artikel "Forældre pjækker, når børnene er syge" (se link nederst).

 

Arbejdsgivere genkender ikke problemet

Men både DA og Kommunernes Landsforening (KL) er uenige i, at billedet ser så slemt ud, som Gallup-undersøgelsen giver indtryk af.

”Vi hører ikke fra kommunerne, at der er problemer med, at folk lægger sig syge for at passe deres børn, så vi anser det ikke for et problem,” siger Johnny Kristensen, kontorchef i KL’s forhandlingssekretariat.

KL mener, at vi i Danmark har nogle af de allerbedste regler på området - for udover de forskellige typer frihed, der kan bruges til at passe syge børn, er der på mange kommunale arbejdspladser også flekstid og mulighed for at arbejde hjemme. Handler det om alvorlig sygdom, fx hospitalsindlæggelse, er der ret til sygeorlov i længere perioder, påpeger Johnny Kristensen.

”Selvfølgelig vil der nogle gange komme et krydspres, og det vil være et dilemma, når medarbejderne gerne vil være loyale over for både arbejdspladsen og familien. Men hvis man kommer i knibe, er det vores oplevelse, at medarbejdere og ledelse formår at løse problemerne sammen,” siger Johnny Kristensen.

 

DA hylder bedsteforældre-modellen

Hos DA mener man heller ikke, at pasningsproblemet er så stort, som Gallup-undersøgelsen viser:

”Undersøgelsen viser jo også, at 75 procent kan dække sig ind med hjælp fra bedsteforældre udover barns første sygedag,” siger Flemming Dreesen, ansættelseschef i DA.

Men hvis tallene giver et retvisende billede af, at så mange pjækker for at passe syge børn, er det meget foruroligende, mener han.

”At 23 procent øjensynligt selv melder sig syge for at passe syge børn er at misbruge systemet, og det er bekymrende, fordi de dermed også læner sig op ad sanktioner såsom fyring og bortvisning fra arbejdspladsen. Det kan også virke ukollegialt over for ens kolleger,” tilføjer Flemming Dreesen.

DA mener, at uanset hvad, er børns sygdom alene forældrenes ansvar, som de selv skal løse.

”Derudover har arbejdsmarkedet så lavet nogle kollektive aftaler, og der findes også lokale løsninger og fleksible arbejdsformer, for selvfølgelig må man som arbejdsgiver forholde sig til virkeligheden, hvor vi jo godt ved, at børn bliver syge. Men vi mener ikke, at problemet er så slemt, at man bør overveje ret til flere barn-syg-dage. Det vil give ekstra omkostninger for virksomhederne og dermed gå ud over konkurrenceevnen. Derfor vil vi ikke støtte ordninger, som koster virksomhederne på bundlinjen. I stedet tror vi mere på ideen med private ordninger, som fx oprettelse af lokale reservebedsteforældre-korps, der kan rykke ud,” siger han.

 

Tag ved lære af finanssektoren

Sådan tænker alle arbejdsgivere dog ikke. Finanssektorens Arbejdsgiverforening, som står uden for DA, har igennem overenskomsten givet sit blåstempel til, at medarbejdere i banker, forsikringsselskaber og realkreditinstitutter kan holde ”barn-syg” i to dage, og ikke nødvendigvis de to første dage af barnets sygdom. Derudover kan man bede om fri uden løn i flere dage udover de to, hvis forkølelsen eller feberen viser sig at være en sejlivet influenza eller hvis juniors ben ligefrem er brækket.

”Det skyldes, at man fra finansfagforbundenes side - og denne anerkendelse skal de have - har valgt at give høj prioritet til en bedre sammenhæng mellem arbejds- og familieliv. Derfor foreslog Finansforbundet og Danske Forsikringsfunktionærers Landsforening ved overenskomstforhandlingerne at reservere noget af lønrammen til dette, frem for, at rammen udelukkende gik til løn,” forklarer Steen Rasmussen, direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening.

”Fra arbejdsgiverside syntes vi, at det var en god idé, for småbørnsfamilierne er hængt op. Det har alle vi med børn jo selv prøvet. Og medarbejderne er den vigtigste ressource i vores sektor, så derfor skal de trives,” lyder argumentet fra Steen Rasmussen.

Han fortæller, at de har gode erfaringer med ordningen, for medarbejderne bruger deres ret til to barn-syg-dage og sætter pris på det.

”Dette er en win-win-situation for alle parter. Mit råd er derfor, at andre fagforbund tager ved lære af dette og gør det samme: Brug af rammen og vær solidarisk”, siger han til Resonans.

Selv om det på den måde bliver lønmodtagerne selv, der indirekte betaler for problemet ”syge børn” med penge, de ellers kunne have fået i fx højere løn eller pension, afviser han, at det entydigt er lønmodtagerne, der betaler en pris.
”I sidste ende er det jo arbejdsgiverne, der finansierer lønrammen, uanset hvordan den udmøntes,” slår han fast.

Da Resonans offentliggjorde Gallup-undersøgelsen tilkendegav familie- og forbrugerminister Lars Barfoed overfor TV2 Nyhederne, at han anså forældrenes begrænsede muligheder for at passe syge børn for et problem, som det er nødvendigt at finde en løsning på.

Regeringens Familie- og Arbejdslivskommission fremlægger ved årets udgang deres forslag til initiativer, der skal skabe bedre sammenhæng mellem de beskæftigedes familie- og arbejdsliv.