
Arbejdserfaring giver motivation til uddannelse
Der er fem gange større sandsynlighed for at en pædagogmedhjælper begynder på pædagoguddannelsen end en person uden erfaring fra en børneinstitution. Udnyt sådan et potentiale og få flere til at læse videre, lyder det fra FTF. Hovedorganisationen har foreslået en ordning for voksenstuderende á la voksenlærlingeordningen for at begrænse ledigheden og få flere ind i fag, hvor der mangler arbejdskraft.
Sandsynligheden for, at pædagogmedhjælperen søger ind på pædagoguddannelsen, er fem gange større end hos andre, der ikke har arbejdserfaring. Det samme gælder inden for hospitalsområdet – sandsynligheden for at begynde at læse til sygeplejerske er halvanden gange større for tidligere hospitalspersonale end for personer, der aldrig har arbejdet på et hospital. Det viser en analyse, som FTF har foretaget.
Det potentiale skal bruges mener hovedorganisationen, der har 450.000 offentligt og privatansatte medlemmer. Både for at få begrænse ledigheden og for at få flere modne studerende på de velfærdsuddannelser, hvor der allerede i dag er ubesatte stillinger. Prognoser viser, at der om fem år vil mangle 20.000 sygeplejersker, skolelærere og andre professionsuddannede medarbejdere på centrale velfærdsområder.
”Alle, der har en reel interesse og endda erfaring fra velfærdsområderne i den offentlige sektor, skal have muligheden for at tage en professionsuddannelse inden for mangelområderne. Derved kan der også opstå en rotation på arbejdsmarkedet, så ledige her i forbindelse med den økonomiske krise, får mulighed for komme ind i de ledige stillinger, der opstår, når fx en pædagogmedhjælper vælger at læse videre”, siger formanden for FTF, Bente Sorgenfrey.
”Derfor foreslår FTF, at der bliver oprettet en ordning for voksne studerende med erfaring fra mangelområderne. Det vil typisk være folk oppe i årene og måske har familie og bolig, og derfor kan de ikke få økonomien til at hænge sammen på en ordinær SU. Dem er vi nødt til også at få uddannet, hvis vi skal afhjælpe manglen på professionsuddannede mest muligt”, siger Bente Sorgenfrey.
Pulje til voksenstuderende
FTF er blevet inspireret af voksenlærlingeordningen på håndværkerområdet, hvor lærlinge over 25 år kan få en højere løn end de yngre lærlinge, hvis de uddanner sig inden for de fag, hvor der mangler arbejdskraft.
Samme ordning vil FTF have oprettet for studerende, der har relevant erhvervs- og/ eller studieerfaring, når de begynder på en professionsuddannelse til fx socialrådgiver eller sygeplejerske i den offentlige sektor, hvor prognoser allerede viser, at der vil være en markant mangel i de kommende år.
FTF foreslår, at der afsættes en pulje på 300 mio. kr. på finansloven for 2010 til ordningen. Puljen skal målrettes til voksne studerende, som har konkret erfaring på det fagområde, hvor de vil tage en professionsuddannelse. Den erfaring vil kunne afkorte deres uddannelsesforløb med et halvt år, så det reelt er tre år de studerer. I de tre år skal de modtage en offentlig ydelse på omkring 17.000 kr. svarende til mindstelønnen.






