- Ansatte ved, hvor dokumentationen virker
- Dokumentation tager tid fra borgerne
- Danmark belønner uddannelse dårligt
- Hver tredje kommune overskrider sit budget
- Sygeplejersker og pædagoger får mest ud af lønstigninger
- Offentligt ansatte bruger 60 mio. timer om året på dokumentation
- Hver femte offentlig ansat er udsat for trusler eller vold

Ansatte ved, hvor dokumentationen virker
Jo mere de ansatte har været inddraget i at vælge de former for dokumentation, der bruges på deres arbejde, jo mere oplever de, at dokumentationen forbedrer servicen til borgerne. Men på trods af den klare sammenhæng har halvdelen af de offentligt ansatte ikke været inddraget, viser ny undersøgelse. Dokumentationen skal styres bedre, mener FTF.
Hvis offentligt ansattes indsats med at dokumentere deres arbejde skal give fuld valuta for besværet, så skal de ansatte være med til at bestemme, hvilke former for dokumentation, der skal bruges.
Den konklusion ligger i hvert fald lige for, når man ser på svarene i en ny undersøgelse blandt lærere, pædagoger, socialrådgivere, politibetjente og andre FTF-medlemmer ansat i det offentlige. I alt ca. 1.600 FTF’ere medvirker i undersøgelsen.
Undersøgelsen viser, at i jo større omfang medarbejderne har været inddraget i at vælge formerne for dokumentation, i desto større grad oplever de, at dokumentationen af opgaverne på deres arbejdsområde bidrager til bedre service for borgerne.
En klar sammenhæng
Blandt de ansatte, der har været inddraget i at vælge alle formerne for dokumentation, svarer 15 procent således, at de i høj grad oplever, at dokumentation har bidraget til bedre service. 41 procent af dem oplever det i nogen grad.
Blandt de ansatte, der har været inddraget i at vælge nogle af formerne for dokumentation, oplever lidt færre, at dokumentationen har en effekt: Kun seks procent oplever det i høj grad, mens 41 procent oplever det i nogen grad.
Markant anderledes ser det ud blandt de ansatte, der ikke har været inddraget: Her oplever kun fem procent, at dokumentationen i høj grad har gjort noget godt for serviceniveauet, og kun 23 procent, at det i nogen grad har haft en effekt. Samtidig oplever hele 27 procent, at dokumentationen slet ikke har været med til at forbedre servicen for borgerne.
Dokumentation kan udvikle faget
Samme klare sammenhæng mellem medbestemmelse og udbytte af dokumentationen ses, når det gælder udvikling af medarbejdernes fagområde.
Jo mere medarbejderne har været inddraget i, hvordan der skal dokumenteres, i desto højere grad oplever de, at dokumentationen er med til at udvikle deres fagområde.
For medarbejdere, der har været inddraget i at vælge alle former for dokumentation, oplever 18 procent, at dokumentationen i høj grad har været med til at udvikle fagområdet.
For medarbejdere, der har været inddraget i at vælge nogle af formerne, oplever ti procent det samme. Det samme gælder for kun fem procent af medarbejderne, der ikke har været inddraget i, hvordan der skulle dokumenteres.
Dokumentationen skal styres bedre
Bente Sorgenfrey står som formand for FTF i spidsen for en stor del af de offentligt ansatte, der dokumenterer deres arbejde hver dag. Som hun ser det, er det på høje tid at få gået den megen dokumentation efter i sømmene.
”Dokumentation er helt nødvendig bl.a. for udviklingen af kvalitet og faglighed. Men det er et problem, når dokumentation i så stort omfang tager tid fra kontakten med borgerne, uden at det tilsyneladende hidtil har givet tilsvarende ekstra kvalitet i den anden ende. Derfor er der nu behov for at se nærmere på, hvordan der dokumenteres. Hvis medarbejderne inddrages mere, kan dokumentation give gevinst i form af bedre service for borgerne og faglig udvikling for medarbejderne. Så der skal lægges betydeligt mere vægt på medarbejderinddragelse i det fremtidige arbejde med dokumentation”, siger Bente Sorgenfrey.






