Ansatte frygter fyringer og forflytninger

FTF har talt med en række medarbejdere, der har haft bøvl med ytringsfriheden.

I forbindelse med FTF’s store undersøgelse af ytringsfrihed har FTF været i kontakt med en række medarbejdere, som har uddybet deres svar fra undersøgelsen. Kun ganske få at dem har lyst til at stå frem med navn – netop fordi de frygter for konsekvenserne ved at stå frem.
Vi bringer fire eksempler – to af dem ønsker at være anonyme.

Jakob Stocholm, politibetjent ved Midt og Vestjyllands Politi i Holstebro:

”Jeg har selv lyst til at gå til pressen med et dokument, som fuldstændig modsiger min øverste ledelse i en aktuel konflikt mellem ledelse og medarbejdere, men har valgt at lade være med at gøre det, fordi jeg frygter for konsekvenserne, hvis jeg gør det. Sagen drejer sig om en kollega, der har skrevet i en blog på DR’s hjemmeside. Øverste ledelse ved Politidirektør Jens Kaarsgaard har kommenteret forholdet i tv gennem TV/Midt-Vest, og afviser kritikken fra medarbejderen, med at det ikke er det, han selv hører fra tillidsmænd m.v.

Jeg har også oplevet, at kolleger, som har udtalt sig kritisk over ting, efterfølgende er blevet forflyttet til en anden afdeling kort tid efter, at de udtalte deres kritik. Det lugter jo langt væk af en straf for at være for åbenmundet.

Vi snakker en del blandt kollegerne om, at det ikke nytter noget at gå til vores egen øverste ledelse med kritik, fordi de altid kan finde nogle mere eller mindre troværdige tal frem, som modsiger vores kritik. Det nytter simpelthen ikke noget at kritisere”.

Sanne Hansen, sygeplejerske Roskilde Sygehus:

”Samtlige sygeplejersker på afdelingen gik til afdelingsledelsen for at gøre opmærksom på, at vi ikke var tilfreds med arbejdsvilkårene, da der manglede personale for at kunne udføre et ordentligt arbejde. Det blev ikke hørt hos ledelsen, så i stedet valgte vi at skrive et læserbrev, som blev trykt i Roskilde Dagblad.

Det skulle vi tilsyneladende ikke have gjort, for hurtigt efter fik hele personalegruppen en skriftlig påtale fra hospitalsledelsen, hvori de gjorde det klart over for os, at læserbreve ikke var vejen frem fremover. Det førte til, at vi et par år senere valgte at gøre som de forlangte, og dermed undlod at skrive et læserbrev, da vi igen var frustrerede over forholdene på afdelingen.

Når jeg i dag oplever, at patienter ikke er tilfreds med behandlingen, så opfordrer jeg dem til at gå til pressen. Det er afdelingsledelsen ikke glad for, men jeg har min ret til at bruge min ytringsfrihed.

Mandlig ansat i Forsvaret

”Det er bare ikke velanset at snakke højt om de negative ting, som man har kendskab til i Forsvaret. Sådan er kulturen nu engang.

Min holdning er, at man altid har ret til at udtale sig om ting, som er af generel karakter, og så længe man ikke bryder sin tavshedspligt. Når man har været ansat i forsvaret i en årrække, som jeg selv har, har man kendskab til mange ting hvad angår ledelsesformer og ressourcebrug, som jeg mener, burde komme frem i offentligheden.

Konsekvensen af at ytre sig i forsvaret er i værste fald kort og godt, at man risikerer at blive forflyttet.

Jeg oplevede selv, at jeg fik en klar hentydning om, at jeg nok skulle finde mig et nyt job et andet sted, efter at jeg havde klaget over proceduren ved ansøgningen til en højere stilling, jeg havde søgt men ikke fik. Ellers kunne jeg nok forvente at blive forflyttet til en fjern egn af landet, så jeg valgte simpelthen at søge et andet job for ikke at blive forflyttet.

Den oplevelse betyder, at jeg i dag konstant er opmærksom på alle de små tegn, der er i organisationen på, at jeg skal passe på med at være utilfreds med ting og især være forsigtig med at tale om dem. For det vil få konsekvenser, hvis jeg viser min utilfredshed for tydeligt”.

Kvindelig folkeskolelærer

”Jeg oplever, at man skal passe på med, hvad man kritiserer på sin arbejdsplads, især i en periode som nu med afskedigelser på grund af nedskæringer.

Mange af os arbejder under alt for dårlige vilkår, især lærere under specialundervisningen har så dårlige vilkår med for få hænder, at det ville føre til et ramaskrig i pressen, hvis man vidste besked om det. Men ingen medarbejdere her på skolen har lyst til at ytre sig udadtil, fordi man frygter konsekvenserne. Det samme gælder det at kontakte skolens ledelse eller eventuelt kommunen for at gøre opmærksom på problemerne.

I løbet af i år er tre lærere blevet afskediget på grund af nedskæringer, og i krogene snakker vi om, hvorvidt der var noget at sætte en finger på i forhold til deres faglighed, eller om de blev afskediget på grund af utilfredshed.

Jeg er midt i 40’erne og skal have job som lærer mange år endnu, derfor tør jeg ikke stå frem og sige min kritik med mit navn. Jeg frygter, at det ville kunne få betydning for mit job fremover, hvis jeg lagde navn til min kritik”.