A-kasserne har leveret varen

Nye tal viser, at a-kasserne har halveret antallet af reelt ledige på et år. Bedst er det gået for a-kasserne på FTF-området

Arbejdskraftreserven er faldet fra 30.462 til 16.204 forsikrede ledige på et år. Dermed har a-kasserne stort set løst den opgave, som de fik af beskæftigelsesministeren efter Velfærdsaftalen: At få de reelt ledige sporet ind på job igen hurtigst muligt gennem jobrettede aktiviteter.

Et konkret mål i aftalen var, at arbejdskraftreserven fra juni 2007 til juni 2008 skulle halveres. Arbejdskraftreserven er de ledige, som sammenhængende har været væk fra arbejdsmarkedet mere end tre måneder og derfor er reelt ledige.

Netop offentliggjorte tal for arbejdskraftreserven viser, at a-kasserne samlet set næsten er kommet i mål. På et år har a-kasserne reduceret arbejdskraftreserven med 47 pct.

FTF-området klarer sig bedst
Tallene viser også, at der er forskelle mellem a-kasserne. A-kasserne inden for FTF-området har alle formået at reducere arbejdskraftreserven markant (se tabel).

Mindre fald i kontanthjælpsmodtagere
Arbejdskraftreserven blandt de ikke-forsikrede ledige - de arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere – er i samme periode reduceret med 29 pct. De ikke-forsikrede har haft kontakt til de lokale jobcentre eller en privat aktør pÃ¥ omrÃ¥det. 

Tallene er interessante forud for trepartsdrøftelserne på arbejdsmarkedet, hvor et af temaerne er en forbedring af den beskæftigelsespolitiske indsats. Det næste trepartsmøde finder sted den 1. oktober 2008.