34.000 ekstra danskere til arbejdsmarkedet

Hvis kommende efterlønnere efter eget ønske kombinerer job og efterløn, svarer det til 34.000 ekstra i arbejdsstyrken, viser ny FTF-beregning

Gruppen af kommende efterlønnere rummer et stort potentielt arbejdsudbud. Det viser en undersøgelse, som analysebureauet Catinét har foretaget for FTF blandt både lønmodtagere og ledere.
Hele 84 procent af de kommende efterlønsmodtagere i alderen 55-59 år giver udtryk for, at de helt sikkert eller sandsynligvis gerne vil arbejde ved siden af efterlønnen, når de går på efterløn. Andelen af dem, der helt sikkert vil arbejde ved siden af efterlønnen, er på 27 procent. Typisk ønsker de kommende efterlønnere at arbejde 15 timer om ugen.

 

Efterlønnerne er ikke alene om at ønske at kombinere arbejde og efterløn; lederne vil også gerne ansætte dem. 72 procent af lederne vil være interesseret i at ansætte efterlønnere enten som vikarer, til et fast antal timer om ugen eller måneden eller til særlige opgaver, viser undersøgelsen. Et mindre antal – men dog stadig seks ud af ti – vil også gerne have efterlønnere ansat i perioder af året.

Opfylder regeringens 2015-plan
Hvis alle de timer, som de kommende efterlønnere gerne vil arbejde, udnyttes, svarer det ifølge en beregning fra FTF til, at der kommer 34.000 ekstra fuldtidspersoner ind i den danske arbejdsstyrke i år 2013.
Det vil ske midtvejs i regeringens 2015-plan, og opgaven for regeringens Arbejdsmarkedskommission er netop er at få 2015-planen til at hænge sammen ved at få øget arbejdsudbuddet.

Stort ukendskab til muligheden
Selv om viljen til at kombinere arbejde og efterløn er stor hos både kommende efterlønnere og ledere, så er kendskabet til, at man rent faktisk kan gøre det, temmelig ringe. Både blandt kommende efterlønsmodtagere og ledere oplyser fire ud af ti, at de ikke er bekendt med de gældende regler i den såkaldte fleksible efterlønsordning – nemlig, at det er muligt at arbejde ved siden af efterlønnen på den måde, at man kun modtager løn for de timer, man arbejder, og derudover modtager efterløn for de resterende timer. Denne mulighed har et flertal først fået kendskab til i forbindelse med undersøgelsen.

 


Kendskabet til den fleksible efterløn lader ikke til at hænge sammen med, hvor pressede lederne er af manglen på arbejdskraft: Undersøgelsen viser, at det mangelfulde kendskab til muligheder i den fleksible efterløn er lige så udbredt blandt ledere, hvor der er mangel på arbejdskraft, som blandt ledere, hvor der ikke er mangel.

Efterlønnere har brug for fleksibilitet
De kommende efterlønnere har behov for fleksibilitet i forhold til, hvordan og hvor de gerne vil arbejde og hvilke opgaver, de gerne vil arbejde med.

Knap 25 procent af de kommende efterlønnere, der helt sikkert eller sandsynligvis ønsker at arbejde, ønsker at arbejde et fast antal timer hver dag, uge eller måned. De næste 25 procent ønsker at arbejde et fleksibelt antal timer hver dag, uge eller måned.

Knap 15 procent ønsker at arbejde et fast antal timer, men kun en del af året. Endelig ønsker godt 25 procent at arbejde et fleksibelt antal timer en del af året.

Vil helst blive på den gamle arbejdsplads
De kommende efterlønnere ønsker også fleksibilitet, når det gælder arbejdssted. Hele 70 procent vil gerne arbejde på den nuværende arbejdsplads. 40 procent vil gerne prøve noget nyt og arbejde på en anden arbejdsplads eller som selvstændig.
Næsten 15 procent har ikke taget stilling.


Catinét-undersøgelsen er foretaget midt i september 2008 og er baseret på svar fra 452 ledere med medarbejdere, der er mellem 55 og 59 år og 426 beskæftigede 55-59 årige, der er medlem af efterlønsordningen og forventer at bruge den, samt 405 efterlønsmodtagere.

 
 

Kontaktinformation

 
Svar fra seniorer , nuværende efterlønnere og ledere