29.000 flere FTF’ere på 10 år
Gennem de sidste 10 år er antallet af medlemmer i FTF vokset med 28.647, viser de nye medlemstal for 2005, der netop er gjort op. Fra 2004 til 2005 steg medlemstallet med ca. 2.000
I 1995 var der i alt 332.356 aktive stewardesser, skolelærere, sygeplejersker, jordemødre, socialrådgivere, politibetjente, bankassistenter, farmakonomer, jordbrugsteknikere og andre medlemmer i FTF. I 2005 var tallet steget til 361.003. Det giver en stigning i de kontingentbetalende medlemmer på 28.647 personer, svarende til 8,6 pct.
Dertil skal lægges omkring 100.000 studerende, efterlønnere m.fl., der også er medlemmer af en af de 100 fagforeninger og fagforbund, der har FTF som hovedorganisation. Det samlede tal lander derfor over 450.000.
Skal man sætte køn på de ekstra medlemmer, der er kommet til de sidste 10 år, er der ingen tvivl. Der er kommet 31.372 flere kvinder, så reelt er antallet af mandlige medlemmer faldet i perioden.
Der har i perioden ikke været de store organisatoriske ændringer på FTF-området. Så fremgangen skyldes altså ikke, at en enkelt stor organisation har meldt sig ind. Samtidig er det iøjnefaldende, at det i vid udstrækning er lykkedes FTF’s medlemsorganisationer at få fat i mange unge medlemmer.
Formand for FTF, Bente Sorgenfrey, siger:
”Vores medlemsorganisationer har formået at tilbyde medlemmerne faglig udvikling, samtidig med at organisationerne løbende udbygger deres serviceordninger. Her har man ramt et rigtigt godt mix, der er relevant på nutidens arbejdsmarked. Det er meget glædeligt, at medlemsorganisationerne generelt har godt fat i de unge. Det kræver en stor indsats, men det betyder, at unge kan se værdien og aktivt vælger at organisere sig. Det lover godt for fremtiden”.








