Ombudsmanden: Myndigheder må ikke misbillige medarbejderes kritik
Offentligt ansatte skal kunne kritisere deres arbejdsplads uden at frygte negative kommentarer fra arbejdsgiveren. Det fastslår Ombudsmanden i en ny udtalelse.
Kritikken må kun gå den ene vej, når en offentligt ansat vælger at bruge sin ytringsfrihed til at kritisere forhold på sin arbejdsplads.
Må en myndighed svare på offentlig kritik fra ansatte?
En ny udtalelse fra Ombudsmanden slår fast, at en myndighed gerne må kommentere en offentligt ansats kritik ved eksempelvis at lægge afstand til kritikken, men myndigheden har ikke ret til at misbillige, at en medarbejder vælger at bruge sin ytringsfrihed til at rette kritik mod arbejdspladsen.
Tidligere på året slog Ombudsmanden netop fast, at offentligt ansatte har udvidet ret til at bruge deres ytringsfrihed til at komme med kritik af en offentlig arbejdsplads.
I den nye udtalelse fastslår Ombudsmanden, at myndighederne bør være varsomme med at henvende sig til en ansat efter for eksempel at have skrevet et kritisk læserbrev.
Vær varsom ved henvendelse til kritiske medarbejdere
Direktør for Ombudsmanden, Jens Møller, siger i forbindelse med udtalelsen:
”Det står fast, at en myndighed skal være varsom med at henvende sig til en ansat, der offentligt har kritiseret myndigheden. Det skyldes, at henvendelsen meget let kan virke som et pres på den ansatte. Ligesom det kan afholde andre ansatte fra at udtale sig,” siger Jens Møller.
Han gør det samtidig endnu engang klart, at offentligt ansatte har ret til at kritisere forhold på deres arbejdsplads.
”De kender jo i sagens natur forholdene og kan derfor være med til at kvalificere debatten. Derfor er det vigtigt, at de ikke føler sig presset til at tie,” siger Jens Møller.
Baggrunden for Ombudsmandens udtalelse er en sag fra Midttrafik, hvor en medarbejder kritiserede effektivisering af billetkontrollen.
Må gerne bede om uddybning af kritik
Ifølge Ombudsmanden har en myndighed i nogle tilfælde lov til at henvende sig til en medarbejder, som har ytret kritik af sin arbejdsplads, men udelukkende for at bede medarbejderen om at uddybe sine udtalelser, hvis det sker fordi myndigheden overvejer, om der er forhold hos myndigheden som skal ændres eller forbedres.
Ligeledes må myndigheden henvende sig til medarbejderen, hvis myndigheden har en formodning om, at den ansattes udtalelser ikke er lovlige, fordi reglerne om tavshedspligt eller grænserne for den ansattes ytringsfrihed er overtrådt, og i helt særlige tilfælde kan lovlige udtalelser begrunde at myndigheden anvender ”negative ledelsesbeføjelser” over for den ansatte.
Eksempelvis hvis der eksempel opstår svære samarbejdsproblemer i kølvandet på lovlige udtalelser. I sådanne tilfælde har myndigheden dog et ansvar for at sikre at opgaver bliver udført på tilfredsstillende vis, skriver Ombudsmanden.
FTF’ere bange for bruge deres ytringsfrihed
Netop frygt for repressalier fra arbejdsgiveren får mange offentligt ansatte til at holde sig fra at bruge deres ytringsfrihed til at kritisere forhold på arbejdspladsen.
En undersøgelse lavet af FTF tidligere på året viste, at 51 procent af de offentlige ansatte på FTF-området som eksempelvis sygeplejersker, skolelærere, socialrådgivere, politifolk og ansatte i forsvaret ikke bruger deres ytringsfrihed til at udtale sig offentligt om forhold på deres arbejdsplads.
Grunden er frygt for, at kritiske udtalelser kan føre til problemer som advarsler, kammeratlige samtaler eller endda fyringer.







