Udhuler krisen de offentlige overenskomster?

En artikel i Information angiver at krisen udhuler de offentligt ansattes overenskomster. Specielt fremhæves at fx sygeplejerskerne, som følge af deres konflikt ved OK08, nu kun får en lang næse. I det omfang konflikt og ihærdige forhandlinger førte til et lidt bedre resultat end gennemsnittet ved OK08 er denne forbedring fuldt ud intakt.

Information har i dag en artikel om at krisen udhuler de offentlige overenskomster. Pointen er at reguleringsordningen, der er indbygget i løndannelsen i den offentlige sektor, sikrer at offentligt ansatte lønudvikling nivelleres i forhold til lønudviklingen i den private sektor.

Dette betyder, at skulle der opstå en forskel i lønudviklingen mellem sektorerne vil reguleringsordningen udligne 80 procent af forskellen. Dette sker både hvis lønudviklingen i den private sektor er lidt større end i den offentlige sektor og omvendt. Reguleringsordningen kan således både regulere lønsatserne opad og nedad. Det sidste har ansatte indenfor statens område allerede erfaret nogle gange. Mens reguleringsordningen pr. 1. april 2009 udmønter 0,03 procent (nærmere nul kan man næsten ikke komme) for statens lønsatser, udmøntede reguleringsordningen i år 2000, 2002, 2003, 2005 og 2006 negativt. Så det er ikke noget ukendt fænomen, at reguleringsordningen kan udmønte negativt. Man tilstræber at overlade så lidt af den samlede udmøntning som muligt til reguleringsordningen, bl.a. fordi reguleringsordningens tilpasning kun er på 80 procent. Derved har begge parter en interesse i at ramme udviklingen i samfundet bedst muligt i de indgåede aftaler.

Dermed er det ikke ukendt stof for de fleste offentligt ansatte at reguleringsordningen kan udmønte negativt.

Tilbage er dog yderligere et par tekniske detaljer omkring reguleringsordningens indvirkning på løndannelsen, som ikke indgår. Her skal nedenfor kun nævnes en – nemlig tidsforskellen mellem hvornår et skift i løndannelsen indgår i reguleringsordningen.

I artiklen i Information sker der en sammenblanding af absolutte talstørrelser og relative talstørrelser, hvilket skal have en bemærkning nedenfor.

Derudover er der angivet en absolut størrelse for tabet for offentligt ansatte grupper på 5.000 kt. pr. år. Lønnen for de pågældende grupper, som artiklen omtaler, varierer i øvrigt med 7.400 kr. pr. måned (november 2008) på gennemsnitslønnen, hvilket der tages ikke hensyn til. Det forklares heller ikke, hvordan beløbet er beregnet og hvilke faktorer og forhold, der indgår. Det hele ses bare som et resultat af finanskrisen.

Reguleringsordningen er forskellig i staten og i kommunerne (som her omfatter ansatte i regionerne og i kommunerne). I staten foregår en tilpasning i april lønnen i forhold til hvordan lønudviklingen i såvel staten som i den private sektor har foregået i perioden august til august året før. Med andre ord sker tilpasningen med en tidsforsinkelse på ½ til 1½ år. En ændret lønudvikling påvirker dermed først løndannelsen op til 1½ år efter den er sket. Det gælder både, hvis lønudviklingstakten øges lidt i den private sektor og det sker også, hvis lønudviklingstakten mindskes lidt i den private sektor. Tilpasningen på 0,03 procent af lønnen for statsansatte pr. 1. april 2009 skyldes således lønudviklingen i perioden august 2007 til august 2008. Der vil sige inden finanskrisen begyndte at skabe problemer. Ved Ok08 blev skønnet en udmøntning på 0,25 procent. Forskellen skyldes et fejlskøn – ikke finanskrisen.

I den kommunale sektor reguleres lønnen tilsvarende, men her sker reguleringen pr. 1. oktober hvert år med udgangspunkt i et gennemsnit af lønudviklingen for 2. kvartal året før til 1. kvartal samme år. Da lønudviklingen måles årligt vil der igen gå op til 1½ år før en ændring i lønudviklingstakten i enten den kommunale sektor eller i den private sektor indgår i opgørelsen. Her opgøres lønudviklingen som et gennemsnit af fire kvartaler, hvorved tilpasningen yderligere forsinkes (givet en antagelse om gradvis ændring i lønudviklingen). Så den tilpasning, der eventuelt sker pr. 1. oktober 2009 for ansatte i regionerne og i kommunerne, skyldes således ændringer i lønudviklingen i gennemsnit i perioden maj 2007 til februar 2009. En eventuel tilpasning af lønnen til oktober 2009 kan derfor skyldes andre faktorer end finanskrisen; fx et fejlskøn af overenskomst parterne. Finanskrisens indvirkning vil først have indvirkning i 2010.

Fra artiklen i Information: " Nu ser det ud til, at det eneste, sygeplejerskerne, pædagogerne og sosu-assistenterne i virkeligheden fik ud af deres kamp for mere løn, er en lang næse. En almindelig soso-assistent kan ifølge Informations beregninger se frem til omkring 5.000 kr, mindre – og hvis krisen for alvor begynder at stramme til, endnu mindre - om året, end resultatet af forårets forhandlinger lagde op til. Det samme gælder for sygeplejersker, pædagoger og resten af de ansatte i den offentlige sektor."

Konflikten i 2008, der strakte sig over såvel foråret som en del af sommeren 2008, drejede sig om den relative indplacering i løn hierarkiet og muligheden for at bevæge sig her sker ved at forhandle sig til større lønstigninger end andre. Grupperne ønskede en bedre placering lønhierarkiet.

Hvis man her opnåede fx 13,3 procent, mens andre grupper skrev under på et forlig med 12,8 procent i gennemsnit inklusive en skævdeling til fordel for andre, således at dette forlig fx reelt indeholdte 12,3 procent, bør grupperne, der var i konflikt ikke græde, hvis Informations opgørelse er korrekt. Da reguleringsordningen er fælles for alle giver den samme procentvis lønændring til alle (uanset om den er negativ eller positiv). Hvis reguleringsordningen således udmønter negativt, på grund af tidernes ugunst, reguleres alle procentvis lige meget nedad.

Der opstår ikke noget specielt problem for grupper, der var i konflikt. Deres relative forbedring fra OK08 er intakt.