Internationaliseringens udfordringer for den danske aftalemodel
Det er nødvendigt at styrke ressourcerne for at udbrede anvendelsen af autonome aftaler. Det er vanskeligt, men nødvendigt at arbejde for et europæisk tvisteløsningssystem, hvis den danske aftalemodel skal bevares.
FAOS rapport ”Internationaliseringens udfordringer for den danske aftalemodel" er udarbejdet i fællesskab mellem FTF og Finansforbundet og retter sig mod vilkårene for en styrket social dialog både på europæisk og (finans)sektor niveau.
Væsentligt for udviklingen af den sociale dialog og dermed for udbredelsen af partsaftaler er bla. EU-Kommissionens medvirken, men også graden af aktivitet hos arbejdsmarkedets parter. Hvis man vil udbrede anvendelsen af partsaftaler på det europæiske arbejdsmarked, er det helt nødvendigt, at arbejdsmarkedets parter er aktive – en rolle som ikke mindst de danske lønmodtagerorganisationer har indtaget – og at der er gehør hos EU-kommissionen.
Der synes at kunne spores en udvikling af de indgåede europæiske aftaler, hvad angår det forpligtende. For eksempel blev der i aftalen om stress på arbejdspladsen aftalt en fakultativ- ”kan” -bestemmelse om medarbejdernes medvirken til etablering af lokale procedurer vedr. håndtering af aftalens indhold, mens aftalen om chikane blev aftalt en obligatorisk - ”skal”
-bestemmelse herom.
Afgørende er imidlertid, at der hos arbejdsgiverne skabes en større forståelse for anvendelse af aftaler frem for direktiver.
Selv om det danske – og nordiske – forslag om etableringen af et europæisk tvisteløsningssystem er sat på EFS' dagsorden, er der fortsat lang vej, dels fordi forudsætningerne for at indgå forpligtende partsaftaler ikke er tilstede, bl.a. mangler en bæredygtig medlemstilknytning til organisationerne, dels fordi man ikke i tilstrækkelig grad forstår/har forståelse for den nordiske aftalemodel, og dels fordi der mangler grundlag for at kunne indgå juridisk forpligtende aftaler.
Selv om der både hos de danske arbejdsgivere og lønmodtagerorganisationer er enighed om, at partssamarbejdet – den danske aftalemodel - fungerer godt, er der ingen tvivl om, at de nyligt faldne domme ved EF-domstolen – Viking, Laval og Rueffert - er en stor udfordring for den danske aftalemodel.
På en række punkter indvirker afgørelserne på aftalemodellen bl.a.:
Synes de tre domme at knæsætte et proportionalitetsprincip, hvilket vil sige, at kollektive aktioner i omfang, skal stå mål med det, der konfliktes for, og her vurderer domstolen i to tilfælde, at konfliktanvendelsen ikke har stået mål med hensigten om at undgå social dumpning.
Endvidere synes afgørelserne at indebære, at EU-direktiver, der tidligere angav minimumsstandarder, nu angiver normalstandarden.
Endelig udfordrer Laval-afgørelsen vores indretning af en minimumsløn, hvor afgørelsen som præmis for afgørelsen stiller et krav om større præcisering og gennemskueligheden af begrebet minimumsløn.
Nogle af rapportens centrale konklusioner er, at:
- Decentraliseringen af aftalekompetencen besværliggør udviklingen af den sociale dialog, fordi traditionen for lokal løndannelse er svært forenelig med ønsket om transparens i løn- og arbejdsvilkår.
- EU-dommene synes at give forrang for den fri etableringsret på bekostning af kollektivt baseret aftaleregulering.
- Manglende implementeringsresultater af partsaftaler vil promovere interessen for direktivregulering.
Rapporten vil blive fulgt op af en national konference, og der vil blive udarbejdet en ”pixi” udgave af rapporten, som endvidere vil blive oversat til engelsk.
Derudover vil det gennem EFS' medvirken blive foreslået, at afholde en tværnational konference med fokus på bl.a. konsekvenserne for den europæiske fagbevægelse af EF- domstolens afgørelser.
