OPT-OUT’en bliver ikke indført i Danmark
Den danske regering har med støtte af Dansk Folkeparti flertal for at acceptere det finske formandskabs forslag til ændring af arbejdstidsdirektivet på det ekstraordinære rådsmøde den 7. november, men OPT-OUT’en bliver ikke introduceret i Danmark.
På Folketingets Europaudvalgsmøde den 3. november kunne det konstateres, at regeringen har flertal for støtte til det finske kompromisforslag til ændring af arbejdsdirektivet på det ekstraordinære rådsmøde den 7. november.
Beskæftigelsesministeren fastholdt, at en støtte til forslaget var en støtte til den danske aftalemodel, og at forslaget sikrede, at sundhedssektoren kunne fungere på trods af de to afsagte EF-domme SIMAP og Jaeger dommene, hvorefter rådighedstjeneste fra vagtværelse er arbejdstid og kompenserende hviletid skal gives i umiddelbar forlængelse af vagttjeneste.
Beskæftigelsesministeren gentog flere gange, at selvom støtten til ændringsforslaget også betød accept af adgangen til OPT-OUT, ville den ikke blive introduceret i Danmark ” vi har ingen aktier i OPT-OUT’en” ” Vi agter ikke at introducere OPT-OUT’en i Danmark”.
De øvrige partier, Socialdemokraterne, SF, Det Radikale Venstre og Enhedslisten afviste alle at give mandat til tilslutning til det finske forslag med bl.a. begrundelsen, at det var et indgreb i den danske aftalemodel – hvis der skulle ske tilpasninger i rådighedsvagt, hviletid og referencerammer som følge af de to domme, måtte det være op til arbejdsmarkedets parter at aftale dette. Derudover henvistes til, at den påtænkte ændring var en forringelse af medarbejderes sikkerhed og beskyttelse, ligesom det var i disharmoni med arbejdet om dannelsen af et socialt Europa og tilstræbelserne mod at skabe balance mellem familie- og arbejdsliv.
Ministeren svarede ikke på spørgsmål fra Det radikale Venstre, om regeringen havde haft kontakt til de faglige organisationer.







