Mandat til evt. forhandling af en revision af arbejdstidsdirektivet
EFS’ eksekutivkomite blev på mødet den 8.-9.3.2011 enige om et mandat til mulig forhandling af en revision af arbejdstidsdirektivet med de europæiske arbejdsgivere.
Der var enighed i opfattelsen af, at kommissionen i sin henvendelse til arbejdsmarkedets parter om at indlede forhandlinger om en revision af arbejdstidsdirektivet ikke i fornødent omfang havde taget hensyn til resultaterne i de nyligt gennemførte undersøgelser af vilkårene på de europæiske arbejdspladser.
EFS-notat om arbejdstidsdirektivet
Der var enighed om at rette henvendelse til kommissionen og påpege, at kommissionen ikke i sit oplæg havde taget tilpas hensyn til undersøgelsens resultater samt opfordre kommissionen til at understøtte forslagene fra undersøgelserne om at:
Fjerne Muligheden for individuelle forhandlinger om en udvidelse at den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid (Opt out-en).
Fastholde referenceperioden på 4 måneder.
Fastholde, at bestemmelsen om rådighedsvagt fra arbejdspladsen følger EU-domstolens fortolkning at, at den skal tælle med som fuld arbejdstid.
Fastholde, at direktivets bestemmelser skal gælde pr. medarbejder og ikke pr. arbejdskontrakt.
Efter en længere debat blev der opnået enighed om, at der kunne åbnes for et forsøg på at indlede forhandlinger med de europæiske arbejdsgivere om en revision af arbejdstidsdirektivet, men under forudsætning af, at der ikke sker en forringelse af arbejdstidsforholdene for medarbejderne på de europæiske arbejdspladser.
EFS’ eksekutivkomite afviste oplægget fra arbejdsgiverne om alene at forhandle rådighedsvagt og referenceperiode, men tilsluttede sig et mandat hvor:
Opt out-muligheden (mulighed for individuel forhandling om en ugentlig arbejdstid på mere end 48 timer i gennemsnit) tages ud af direktivet.
Referenceperioden på 4 måneder opretholdes (den periode inden for hvilken den ugentlige gennemsnitlige arbejdstid beregnes).
Rådighedsvagt fra arbejdspladsen defineres i overensstemmelse med EU-domstolsafgørelserne og indregnes som fuld arbejdstid i beregning af den gennemsnitlige arbejdstid.
Der var tilslutning til FTF's påpegning af vigtigheden af at fastholde princippet om, at der er tale om et beskyttelsesdirektiv, der skal sikre ordentlige arbejdsmiljøvilkår, som ikke må underordnes rene økonomiske hensyn.
Der er endnu ikke fastlagt planer om det videre forløb.







