Langt fra enighed om europæisk arbejdstid
Muligheden for at opnå et forlig om arbejdstiden i EU ser mere og mere sort ud.
Europa-Parlamentet, EU-kommissionen og Ministerrådet kom heller ikke denne gang nærmere et forlig om reglerne for arbejdstid for de europæiske lønmodtagere, skriver fagligt.eu.
Brev til beskæftigelsesministeren
EU-kommissionen og Ministerrådet er fortsat uenige i det oplæg, der er kommet fra Europa-Parlamentet. Det gælder blandt den del, der handler om at udfase muligheden for at stå uden for reglerne.
"Det er bemærkelsesværdigt, at vi fra Parlamentet er enige om, at vi holder fast på vort forslag, der giver klare forbedringer. Stort set alle er enige om, at det ikke er i den nuværende krisetid, vi skal til at have folk til at arbejde mere. Og vi skal også holde fast i, at det handler om arbejdsmiljø," siger Ole Christensen, der sidder i Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne.
Det ventes, at de egentlige forligsforhandlinger indledes den 17. marts, og så har parterne seks uger til at finde et kompromis. De kan gå to uger over tiden, men er der da ikke skabt enighed, bortfalder forslaget.
LO, FTF og Akademikernes Centralorganisation har for nylig i et brev til beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) anmodet om, at den danske regering arbejder for at finde en løsning, der ligger tættere på Parlamentets anbefalinger end, hvad Rådet tidligere har støttet.
<//font>







