EU-formandskab parat til kompromis om arbejdstid
Det tjekkiske EU-formandskab spillede i sidste uge ud med forslag om at droppe EU-landenes ret til at stå uden for regler for arbejdstid. På et forligsmøde mellem formandskabet, parlamentets snævre forhandlingsgruppe og EU-kommissionen åbnede formandskabet for første gang for at udfase den såkaldte opt-out-regel, der giver medlemslandene mulighed for at have længere arbejdstider, end EU-reglerne fastslår.
Selv om formandskabet ikke satte tal på perioden for udfasningen, blev udspillet alligevel positivt modtaget af repræsentanter for parlamentet, der hidtil har krævet, at opt-outen forsvinder.
"Det er første gang, spørgsmålet blev diskuteret på en konstruktiv måde!, udtaler parlamentets viceformand, Mechtild Rothe, der er medlem at det tyske regeringsparti CDU og leder parlamentets forhandlingsgruppe.
Tyskland hører til det mindretal i Rådet, der hidtil har blokeret for en løsning, der betyder udfasning af opt-outen. I EU-kommissionen, der går ind for en udfasning, er der imidlertid bekymring for, at det blokerende mindretal ikke giver sig, men står fast på opt-outen.
Parterne ventes at mødes igen næste torsdag. Har tjekkerne mandat til egentlige forhandlinger, ventes det afsluttende møde at finde sted den 27. eller 28. april, så parlamentet kan tage stilling til et endeligt forslag på sin samling i begyndelsen af maj, inden medlemmerne går i valgkamp.
Er der ikke fremskridt på ministersiden, ventes det sidste møde at være holdt.
Kilde: Fagligt.eu







