
Per Seerup Knudsen
Konsulent
Telefon: 3336 8819
Mobil: 2081 5262

Ældre medarbejdere bør have ret til at gå ned i tid, hvis de samtidig bruger efterlønnen delvist. Det vil få langt flere til at bruge en ordning, som kan fastholde uddannet arbejdskraft. Det mener de offentligt ansattes overenskomstforhandlere. Men arbejdsgiverne sætter hælene i.
Mens debatten om efterløn har raset og trukket fronterne hårdt op i et ’for’ eller ’imod’, har en mere fleksibel brug af ordningen været et af emnerne i de kommunale overenskomstforhandlinger, som er i fuld gang.
Nogle af forhandlerne for de kommunalt ansatte har forsøgt at bane vejen for at udbrede den såkaldt fleksible efterløn. Dvs. at man kun bruger efterlønnen delvist samtidig med, at man arbejder på nedsat tid. Ordningen er ikke særlig udbredt i dag, men FTF har i en undersøgelse tidligere dokumenteret, at mere end 80 procent af kommende efterlønnere er klar til at bruge fleksibel efterløn. FTF er hovedorganisation for ca. 450.000 offentligt og privat ansatte.
FTF Dokumentation: Kommende efterlønnere vil arbejde fleksibelt
De offentligt ansatte har stillet krav om en central ret til at gå på nedsat tid, hvis en ansat vælger at gå på fleksibel efterløn. Tanken er, at det skal gøre det lettere for de ansatte at komme til at bruge ordningen. Men de kommunale arbejdsgivere har afvist kravet.
Går glip af samfundsgevinst
Meget ærgerligt at arbejdsgiverne dermed modarbejder en ordning med stor gevinst for samfundet, lyder det fra Forhandlingskartellet - én af organisationerne under forhandlingsfællesskabet KTO. Jørgen Mosbæk, formanden for Forhandlingskartellet, pointerer, at med fleksibel efterløn kan den enkelte medarbejder holde til at blive længere på arbejdsmarkedet. Dermed kan ordningen modvirke, at ældre medarbejdere med både kompetencer og kræfter, ikke trækker sig tilbage, selv om de måske ikke kan yde på fuld kraft længere
”Vores udgangspunkt er, at en central ret til at gå på deltid kombineret med efterlønnen, vil få flere til at bruge den fleksible efterløn. Og det vil der være rigtig god samfundsøkonomi i. For ved at bruge fleksibel efterløn, kan arbejdspladserne holde længere på den uddannede arbejdskraft, som kommer til at blive en mangelvare i fremtiden”, siger Jørgen Mosbæk.
Det kommunale selvstyre vigtigere
For arbejdsgiverne vejer det imidlertid tungest, at den enkelte kommune beholder deres ret til selv at bestemme, hvor mange medarbejdere, der kan gå på deltid. Det fastslår kommunernes chefforhandler, borgmester Michael Ziegler fra Høje Taastrup.
”Der er ikke noget i vejen for, at det ude på den enkelte arbejdsplads skulle kunne lade sig gøre at deltidsansætte medarbejdere, der går på fleksibel efterløn. Men vi vil ikke være med til at indføre rigide rettigheder i forhold til aftalesystemet. Det er ikke hensigtsmæssigt at lægge en pligt til deltid ned over den enkelte kommune, hvis det ikke hænger økonomisk sammen lokalt”, siger han.
Han erklærer sig som tilhænger af, at fleksibel efterløn bruges noget mere. Med et stort ’men’ bagefter:
”Det kan være et udmærket redskab til at beholde vores arbejdskraft. Men samtidig har vi allerede i dag mange deltidsansatte; 43 procent af alle kommunalt ansatte er på deltid”, siger Michael Ziegler.
Forsker: Burde bruges meget mere
Seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Vilhelm Borg, undrer sig over, at der ikke er flere, der har benyttet sig af muligheden for at medarbejdere kan gå på fleksibel efterløn.
”Man kan vælge at gå på efterløn en dag om ugen og på den måde blive flere år på arbejdsmarkedet. Men det ser ikke ud til, at ret mange har benyttet den mulighed”, siger Vilhelm Borg og peger på de temmelig indviklede regler for fleksibel efterløn som en barriere.
Netop for at gøre det lettere at gennemskue regler for både virksomheder og efterlønnere har FTF tidligere foreslået, at reglerne for fleksibel efterløn forenkles.
FTF nyhed: Gør efterlønnen mere fleksibel
84 procent af de kommende efterlønsmodtagere i alderen 55-59 år giver udtryk for, at de helt sikkert eller sandsynligvis gerne vil arbejde ved siden af efterlønnen, når de går på efterløn. Andelen af dem, der helt sikkert vil arbejde ved siden af efterlønnen, er på 27 procent. Typisk ønsker de kommende efterlønnere at arbejde 15 timer om ugen.
Kilde: FTFs undersøgelse af kommende efterlønneres holdning til fleksibel efterløn, sep. 2008.
24.05.12 [FTF nyhed]
EU-Kommissionen har for første gang fået et forslag til nye EU-regler tilbage i hovedet. Det vil være klogt helt at droppe forslaget, lyder det fra formanden for Europaudvalget i Folketinget.
24.05.12 [FTF nyhed]
FTF’s centrale krav om bedre arbejdsmiljø og en tillidsreform i den offentlige sektor indgår i de kommende trepartsforhandlinger. FTF er klar til at arbejde for vækst og sikring af velfærden, men arbejdstiden skal ikke...
15.05.12 [Notat]
I en netop afsagt dom af 14. maj 2012 har Højesteret givet en kvindelig medarbejder medhold i et krav på efterregulering af sin løn, fordi kvinden ikke blev indkaldt til MUS- og lønsamtale under sin barsels- og...