EU-dom om aldersdiskrimination

[ Notat ]

Det er i strid med direktiv 2000/78, at opsagte medarbejdere med lang anciennitet og mulighed for alderspension afskæres fra godtgørelse efter funktionærlovens § 2a, når de ønsker at fortsætte på arbejdsmarkedet.

| 12.10.10 18:03

EU-domstolen har i dag afsagt dom i en såkaldt præjudiciel afgørelse (sag C-499/08), hvor Vestre Landsret har bedt EU-domstolen om hjælp til fortolkning af direktivet om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (direktiv 2000/78).

Sagen vedrørte en lønmodtager, der i en alder af 63 år og med mere end 18 års ansættelse, blev opsagt fra sit job i Region Syddanmark. Lønmodtageren rejste krav om fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a, hvilket arbejdsgiveren afviste med henvisning til, at lønmodtageren havde mulighed for at gå på alderspension.

Den pågældende havde imidlertid ikke planer om at gå på pension, og tilmeldte sig i stedet Arbejdsformidlingen som ledig.

For EU-domstolen var spørgsmålet, om det var i strid med forbuddet mod aldersdiskrimination, at afskære adgangen til godtgørelse efter funktionærlovens § 2a, når der var adgang til alderspension.

EU-domstolen fandt, at det er i strid med forbuddet mod aldersdiskrimination, at ordningen fratager de lønmodtagere, der ikke ønsker at gå på pension, retten til godtgørelse. Derimod er det ikke i strid med forbuddet mod aldersdiskrimination, at afskære muligheden for fratrædelsesgodtgørelse, hvis den pågældende rent faktisk går på alderspension.

Det er nu op til Vestre Landsret på baggrund af EU-domstolens fortolkningsbidrag at afgøre sagen.

EU-domstolens afgørelse i sag C-499/08 kommer fra domstolens store afdeling, hvor 13 dommere deltager i afgørelsen og må derfor antages at få stor præjudikatsværdi.

FTF mener, at dommen fra EU-domstolen om aldersdiskrimination er i god tråd med de bestræbelser, der i øvrigt er for at få folk til at blive længere på arbejdsmarkedet.

FTFs formand Bente Sorgenfrey siger: ”Nu skal må vi se hvad Vestre Landsret kommer frem til. Men som jeg læser afgørelsen, understøtter den de bestræbelser, der i øvrigt gøres for at få seniorer til at blive længere på arbejdsmarkedet. Funktionæransatte seniorer med lang anciennitet får nu et ekstra incitament til at søge nyt arbejde i stedet for at gå på alderspension i tilfælde af, at de bliver opsagt.”

 

 

Få nyhedsbrev om løn og ansættelse !



> Aktuelt

EU-forslag om strejkeretten skudt ned

24.05.12 [FTF nyhed]

EU-Kommissionen har for første gang fået et forslag til nye EU-regler tilbage i hovedet. Det vil være klogt helt at droppe forslaget, lyder det fra formanden for Europaudvalget i Folketinget.

FTF bakker op om kommissorium, men lover ikke resultat

24.05.12 [FTF nyhed]

FTF’s centrale krav om bedre arbejdsmiljø og en tillidsreform i den offentlige sektor indgår i de kommende trepartsforhandlinger. FTF er klar til at arbejde for vækst og sikring af velfærden, men arbejdstiden skal ikke...

Ingen lønforhøjelse på grund af barsels- og forældreorlov

15.05.12 [Notat]

I en netop afsagt dom af 14. maj 2012 har Højesteret givet en kvindelig medarbejder medhold i et krav på efterregulering af sin løn, fordi kvinden ikke blev indkaldt til MUS- og lønsamtale under sin barsels- og...