Den danske model er bestået !
Den danske model, som de forhandlings- og aftaleberettigede organisationer på hele det danske arbejdsmarked indgår aftaler efter, er blåstemplet af EF-Domstolen.
Sagen angår direktivet om ansættelsesbeviser, herunder navnlig den måde direktivet er implementeret på gennem kollektive overenskomster. Sagen handler konkret om en kontanthjælpsmodtager, der var i jobtræning i en kommune. Han var ikke medlem af en fagforening, og mente sig ikke bundet af de aftalte klageregler, der fulgte af den overenskomst, som kommunen gennem KL var forpligtet af i relation til KTO. Kontanthjælpsmodtageren var utilfreds med det ansættelsesbeviset.
Højesteret var i tvivl om, hvordan det bagvedliggende direktiv skulle forstås for så vidt angik uorganiserede. EF-Domstolen har nu bl.a. konkluderet,
• at direktivet om ”arbejdsgiverens pligt til at underrette arbejdstageren om vilkårene for arbejdskontrakten eller ansættelsesforholdet skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for nationale retsforskrifter, som fastsætter, at en kollektiv overenskomst, der sikrer gennemførelsen af dette direktivs bestemmelser i national ret, finder anvendelse på en arbejdstager, selv når denne ikke er medlem af en organisation, som er deltager i en sådan overenskomst” og
• at direktivet ”skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at en arbejdstager, som ikke er medlem af en organisation, som er deltager i en overenskomst, der regulerer denne arbejdstagers ansættelsesforhold, kan anses for »omfattet af« denne overenskomst i nævnte bestemmelses forstand”
Sagen er blevet fulgt med interesse rundt om i Europa og under sagen afgav Italien og Sverige også indlæg. Advokat Michael Møllegaard Jessen er tilfreds og udtaler, at det er med lettelsens suk, at dommen er modtaget. Dommen understreger, at overenskomsters dækningsområde er et nationalt anliggende.







