Seks gode råd til lederen anno 2011
Stop med at udøve ambulanceledelse og stjæl ikke ansvar fra dine medarbejdere. Sådan lyder et par af rådene til ledere i år fra Henrik Holt Larsen, Professor i ledelse ved CBS.
Mange ledere bruger store dele af tiden på driftsopgaver, brandslukning, møder og masser af tidsspild foran skærmen. Samtidigt glemmer de helt eller delvist at sætte tid af til ledelsesopgaver.
De seks nytårsfortsætter på lederweb
2011 er derfor året, hvor det for alvor er tid til at lede, lyder det første råd fra Henrik Holt Larsen, der er professor i ledelse ved Copenhagen Business School – Handelshøjskolen i København.
I et interview til Væksthus for Ledelse foreslår han seks punkter, der bør optræde blandt den gode leders nytårsforsæt:
”Mange ledere bedriver ambulanceledelse. De rykker ud, når der er problemer, men jo oftere det sker, desto mindre tid er der til at forebygge problemerne. Denne form for ledelse er desværre meget udbredt, og den er svær at vikle sig ud af, da manglen på tid bider sig selv i halen med en selvforstærkende effekt”, siger Henrik Holt Larsen.
Stjæl ikke stoltheden fra medarbejderne
Som råd nummer to opfordrer han samtidig lederne til ikke at stjæle ansvar og stolthed fra deres medarbejdere.
”Mange ledere frygter, at deres medarbejdere er klogere og mere fagprofessionelle end dem selv, men hvis du imidlertid er bange for dette og derfor blander dig i deres egentlige opgaveudførelse, bliver der slet ikke tid til at lede dem. Og hvad værre er: Du stjæler deres ejerskab og stolthed, hvis de ikke har mulighed for at fortælle dig noget, du ikke ved”, forklarer Henrik Holt Larsen.
Det lægger op til det tredje råd om god ledelse anno 2011: Værdsæt de moderne, besværlige medarbejdere – Primadonnaerne.
Lad være med at blive fornærmet
Hermed mener professoren, at flere ledere glemmer at værdsætte de yngre veluddannede medarbejdere, der stiller høje krav og ikke går på kompromis med deres karriereplaner. I stedet for at lade sig irritere af dem, skal den gode leder udnytte deres engagement og viden og lade være med at blive fornærmet, når de siger op.
Råd nummer fire og fem lyder desuden:
- Skab engagement og arbejdsglæde på arbejdspladsen for at få bedre resultater.
- Gør journalisten til din ven.
Det er vigtigt at pleje organisationens omdømme, og det gøres bedst ved at have en god kontakt udadtil, lyder rådet. Et godt omdømme betyder samtidigt flere kvalificerede ansøgninger.
Stil krav til dine egne ledere
Den sjette opfordring lyder: Husk ledelse af helheden frem for enheden.
Lederne skal med andre ord blive bedre til at stille krav til deres egne ledere såvel som af deres medarbejdere for at skabe en helhed i organisationen/afdelingen. Flere ledere er således gode til at lede deres underordnede, men hvis deres arbejdsområde skal integreres i resten af organisationen, skal den gode leder stille krav på alle fronter, mener Henrik Holt Larsen:
”Helhedstænkningen kan virke provokerende for mellemlederen, der ofte sidder som en lus mellem to negle. Men når lederen sidder som en lus mellem flere negle, skyldes det, at offentlige organisationer befinder sig i nogle sammenstød og dilemmaer, som de sidste års forandringer kun har skærpet. Som offentlig leder befinder du dig med andre ord i krydspresset mellem forskellige paradigmer, der alle kæmper om din opmærksomhed. Det skaber store udfordringer for lederens kommunikation, og kræver at man forstår, hvad det er for logikker, der er på spil”, forklarer Henrik Holt Larsen.






