
Dorte Limbjerg
Konsulent
Telefon: 3336 8858
Mobil: 4010 8858
Ledere i faglige organisationer får en vigtig rolle fremover. De skal styrke kampgejsten og sørge for, at alle medarbejdere sætter medlemmet i centrum. Det kræver bedre ledelse, mener en forfatter og tidligere direktør i DJØF.
Hvervekampagner og branding er et endeløst hul, som mange organisationer tyr til, når medlemmerne flygter og platformen brænder under dem. Især faglige organisationer har glemt, hvor de kom fra, og mange forsøger at dække over det gennem markedsføring, analyser og medlemsundersøgelser. Det mener Carsten Lê Madsen, der er forfatter og tidligere direktør i Teknisk Landsforbund, Civiløkonomerne og DJØF:
"Hvis de faglige organisationer skal rykke for alvor, så kræver det bedre ledelse. Det er vigtigere end alt andet. Ledelsen i de faglige organisationer har ansvaret for at besvare det helt centrale spørgsmål: Hvordan skaber vi værdi for medlemmerne?", siger Carsten Lê Madsen.
Han kritiserer ledelserne for at fokusere for meget på at spare og effektivisere arbejdsgange og processer. Udadtil intensiverer de kommunikationen og markedsføringen, ligesom de forsøger at få flere medlemmer gennem fusioner. De glemmer det vigtigste; nemlig medlemmerne, mener Carsten Lê Madsen.
Han er ved at sætte punktum i en ny bog, "For medlemmernes skyld - Strategisk ledelse af faglige organisationer". FTF har inviteret ham til at være oplægsholder på et kursus om samme emne.
Mere om kurset "Sæt medlemmet i centrum"
Problemet handler om værdier
De faglige organisationer står ved et vendepunkt i deres udvikling. For nogle organisationer ses det direkte på medlemstallet og omdømmet. For andre organisationer mærkes det ved, at ledelsen stiller sig selv spørgsmål om, hvor organisationen skal stå i fremtiden.
Men Carsten Lê Madsen mener ikke, at de finder svaret gennem branding, fusioner, hvervekampagner, nye hovedkontorer eller navne. I stedet må organisationerne søge tilbage til deres mission, tydeliggøre den, og blive bedre til at leve den ud i dag.
Hvis ikke det står klart for organisationen, hvad missionen er, gør det heller ikke for nye og nuværende medlemmer. Det bliver derfor ledernes rolle at danse for, når organisationen skal styres i den rigtige retning:
"I stedet for at tænke nyt, fastholder ledelsen i dag deres faglige organisationer i den krise, som har stået på siden midten af 1990'erne, hvor medlemstallene begyndte at falde i LO-organisationerne. Ledelserne bevarer en nedarvet organisationsstruktur og den samme form for interessevaretagelse og services til medlemmerne som tidligere. De skal tænke nyt, men fastholde værdierne", siger Carsten Lê Madsen.
Ledernes rolle fremover er derfor at få alle i organisationen til hele tiden at fokusere på, hvad der reelt skaber værdi for medlemmerne.