Frihed giver bedre ledelsesresultater

Kommunale ledere med indflydelse på rammerne for opgaver og karrieremuligheder leverer de bedste resultater. Det er konklusionen i en ny ph.d.-afhandling af Jørn Kjølseth Møller.

Kommuner, der tør give deres lokale ledere frihed til selv at bestemme over og have indflydelse på de rammer, de løser deres arbejdsopgaver under, og som samtidig formår at kommunikere med frem for at kontrollere sine ledere, får langt mere tilbage fra lederne end kommuner, som ikke giver lederne frihed.

Jo mere frihed en leder får, jo større engagement og lyst har de dermed til at lede strategisk.

Således konkluderer Jørn Kjølseth Møller i en ny ph.d.-afhandling om ledelsesroller og identitet blandt lederne af kommunale daginstitutioner. Konklusionen bygger på en spørgeskemaundersøgelse med 330 retursvar fra kommunale ledere.

”De, der havde den største indflydelse på deres arbejde, både opgaverne og rammerne for dem, var også dem, der havde mest lyst til at lede strategisk og tænke ud over deres egen institution. Som alle andre ledere er de mennesker, der gerne vil gøre en forskel. Og det forsøger de at gøre, hvis de har mulighederne”, siger Jørn Kjølseth Møller om undersøgelsens resultat.

Den strategiske ledelse bygger ifølge Jørn Kjølseth Møller på tankegangen om, at en leder ikke kun skal være vendt indad mod institutionens afmålte ansvarsområde, opgaver og rammer, men også række ud, således at institutionen og lederens rolle ses som del af en større sammenhæng.

”De strategisk tænkende ledere er derfor også mere loyale over for det kommunale fællesskab. Fordi identiteten som leder, måden, man ser sin rolle på, hænger sammen med loyaliteten over for det system, man er en del af – og som man vel at mærke oplever at være en del af,” siger Jørn Kjølseth Møller.

Samtidig er den største forhindring for en leders mulighed for at udføre sit arbejde med loyalitetsfølelse et for stort krav til dokumentation og resultatmålingen af ledernes arbejde, konkluderer ph.d.-afhandlingen.

”Ledelse er et spørgsmål om tillid. Og usikkerheden om, hvorvidt man leverer de ydelser og resultater, der kræves fra politisk hold og forventes af brugerne, kan skabe problemer, for man måler det gennem krav om dokumentation. Man kunne også i stedet væge at have tillid til, at det er loyale og dygtige ledende medarbejdere, man har sat til at forvalte. Loyalitet er en gensidig størrelse, både for kommunale topledere og decentrale institutionsledere”, siger Jørn Kjølseth Møller.

Kilde: Lederweb.dk

 

 
 
Kontaktinformation
 

Spørgsmål til forfatter

Michael Kjærgaard

Michael Kjærgaard

Journalist, studerende

Telefon: 3336 8831

Mobil:

 
Vil du vide mere?