
Michael Kjærgaard
Journalist, studerende
Telefon: 3336 8831
Mobil:
I Århus Kommune skal borgerne have en god oplevelse, når de er i kontakt med kommunen. Derfor har byen fået en oplevelsesleder, der skal sikre, at kommunens service altid tager udgangspunkt i borgerne.
Med titlen oplevelsesleder har Anders Seneca Dall fået til opgave at sørge for, at byens borgere altid får en god oplevelse, når de bruger kommunens sports- og fritidstilbud. Han er netop blevet ansat i kommunens Sports- og Fritidsafdeling, hvor stillingen blev skabt ud fra et ønske om at skabe en organisation, der hver eneste dag fastholder fokus på borgernes oplevelse af kommunens sports- og fritidstilbud.
”Vi har fokus på god service, og ser os selv som værter for vores gæster. Dette begrebspar italesætter på en enkel og klar måde relationen til borgeren,” siger Anders Seneca Dall til lederweb.dk.
Han understreger, at det skarpe fokus på borgernes oplevelser ikke skal reducere kommunens medarbejdere til en funktion. Den personlige betjening skal altid være i centrum.
”For borgeren gør det en stor forskel, om man står overfor en funktion eller en person. Det betyder at vi skal turde stiller krav til det personlige, men samtidig have respekt for det private. Det kan godt lade sig gøre, men desværre vil der også være steder, hvor det er kontroversielt at kræve smilende medarbejdere,” forklarer Anders Seneca Dall.