Ledere vil have hard-core ledelsesværktøjer

[ ]

Otte ud af ti ledere synes, det er vigtigt, at blive klogere på kontante discipliner som økonomistyring, dokumentation og effektiviseringsprocesser. Det gælder i høj grad ledere i det offentlige og kvindelige ledere

Mette Løvgren, Journalist | 25.03.08 11:29

Bløde lederkompetencer som fx psykisk arbejdsmiljø, motivation og kommunikation er ganske vist stadig i meget høj kurs hos ledere, men mere hardcore ledelses-discipliner er faktisk også meget efterspurgte hos et stort flertal af ledere i FTF-fag. Ikke mindst hos kvindelige ledere og ledere i det offentlige.

Det viser FTF’s sjette store undersøgelse af lederes vilkår, Lederpejling, som er baseret på svar fra 3.789 ledere – hvoraf 80 procent er ansat i det offentlige og 20 procent i det private.

Hele 86 procent af lederne efterspørger håndtering af effektiviseringsprocesser som et fag, der bør indgå i deres lederuddannelse. Heraf mener 47 procent af lederne, at det i meget høj grad eller høj grad bør indgå, mens 36 procent svarer i nogen grad.
De kvindelige ledere er endda lidt mere ivrige end gennemsnittet: 49 procent af de kvindelige ledere efterspørger denne kompetence i meget høj eller høj grad, hvor det samme gælder for 43 procent af de mandlige leder.

Styr på økonomien
En af de mest tørre og kontante ledelsesdiscipliner af alle – økonomistyring og budgettering – er ligeledes efterspurgt af 86 procent. Heraf mener 47 procent i meget høj eller høj grad, at denne kompetence bør indgå i deres lederuddannelse.
Tallet dækker over en stor forskel på ledere i det offentlige og det private. Hele 51 procent af ledere i det offentlige efterspørger økonomistyring og budgettering i meget høj eller høj grad, mens det samme kun gælder 29 procent af de privatansatte ledere.
Samtidig er denne kompetence klart mest efterspurgt af kvindelige ledere: 53 procent af kvinderne efterlyser det i meget høj eller høj grad, mens det samme kun gælder for 38 procent af mændene. 

Vil lære om meningsfuld dokumentation
Udvikling af meningsfulde dokumentationsmetoder er en næsten lige så efterspurgt kompetence som de to ovennævnte: 81 procent mener, at det bør indgå i deres lederuddannelse. Heraf 41 procent i meget høj eller høj grad, og 40 procent i nogen grad.
Her er der igen klar forskel på ledere i det offentlige og i det private: Hele 46 procent af de offentlige ledere vil i meget høj grad eller høj grad gerne lære om meningsfuld dokumentation. Det samme gælder kun 21 procent af de privatansatte ledere.
Kvinderne skiller sig igen ud: 46 procent efterspørger det i meget høj eller høj grad, mens det samme kun gælder for 30 procent af mændene.

Afslører et pres på lederne
FTF-formand Bente Sorgenfrey, mener at ledernes interesse i de hårde ledelsesværktøjer afslører et pres.
”At lederne efterspørger de mere hårde ledelseskompetencer er et tegn på, at lederne tager deres ledelsesopgave alvorligt. Men det er jo også et tegn på, at de har fået mere og mere brug for disse kompetencer på grund af et enormt pres i forhold til administrative ledelsesopgaver”, siger hun.

 

Kontaktinformation

Få nyhedsbrev med Lederinfo !