Ansatte er deres egne ledere på Danmarks bedste arbejdsplads

[ Leder-info ]

Middelfart Sparekasse er netop blevet kåret som Danmarks Bedste Arbejdsplads 2008. Kåringen er bl.a. et resultat af en ledelsesstrategi om at have tillid til de ansatte og give dem mulighed for at være deres egne ledere.

| 27.11.08 10:01

Den internationale konsulent- og analysevirksomhed Great Place to Work Institute har i samarbejde med Berlingske Nyhedsmagasin netop offentliggjort deres liste over Danmarks Bedste Arbejdspladser 2008. Listen bygger på medarbejderundersøgelser i 136 danske virksomheder.

Foran den globale it-gigant Microsoft, der ellers har taget førstepladsen de sidste to år, ligger Middelfarts Sparekasse – et lille fynsk pengeinstitut med 180 ansatte. Middelfart Sparekasse har oven i købet befundet sig i toppen af listen længe. Således blev man nummer to sidste år og vandt i 2005.

 

Frihed under ansvar

Kim Møller, der er direktør i Great Place To Work Institute, er ikke i tvivl om, hvorfor Middelfart Sparekasse igen i år tager førstepladsen. Det skyldes, at sparekassen har arbejdet systematisk med selvledelse blandt medarbejderne i 10 år. Man har fx meget få forretningsgange, og udgangspunktet er i stedet at give den enkelte ansatte mulighed for i det daglige at være sin egen leder.

På den måde har man været på forkant med, hvad medarbejderen anno 2008 sætter pris på i hverdagen, for ifølge Kim Møller er tidens trend nemlig netop selvledelse. Medarbejderne ønsker frihed under ansvar i stedet for en direktør, der hele tiden våger over dem.

“Det handler om, at medarbejderne vil have et medansvar for deres arbejdsdag. De vil lede sig selv. De vil tage ansvar, og de vil have lov til at sige til og fra. Giver ledelsen dem muligheder for det, er de tilfredse,” siger Kim Møller til Berlingske Nyhedsmagasin.

 

Et gensidigt tillidsforhold mellem ledelse og ansatte

Administrerende direktør i Midtfyns Sparekasse Hans Erik Brønserud er selvsagt også stolt af kåringen og over at være direktør for en medarbejderskare, der faktisk er glad for, at han ikke blander sig udenom deres daglige arbejde.

Han vurderer, at et tæt tillidsforhold mellem medarbejdere og ledelse har været det udslagsgivende for, at banken har haft succes med deres arbejde med selvledelse:

“Ledelsen i Middelfart Sparekasse har stor tillid til vores medarbejdere, og de har stor tillid til os. Derfor kan det lade sig gøre,” udtaler Hans Erik Brønserud til Berlingske Nyhedsmagasin.

Samtidig pointerer han dog, at det ikke er lige til, som det lyder bare at skulle blande sige udenom:

“Det er skam et hårdt slid, hvor man hele tiden skal have fokus på processen. Det er ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden. Det handler om værdier, og det handler om at få dem indarbejdet i virksomhedens og de enkelte medarbejderes ånd.”

 

Få nyhedsbrev med Lederinfo !

 
Sådan bliver arbejdspladserne målt:
 

Kortlægningen af Danmarks Bedste Arbejdspladser er gennemført af Great Place to Work Institute Danmark i perioden februar til september 2008. Metoden er udviklet af Great Place to Work Institute i San Francisco i USA, og lignende kortlægninger gennemføres i 40 lande på verdensplan.

Der måles ud fra fem dimensioner, der alle betragtes som afgørende for en god arbejdsplads:

- Troværdighed måler medarbejdernes opfattelse af ledelsens kommunikation, kompetence   og integritet.

- Respekt måler den opbakning, samarbejde og omsorg, som medarbejderne oplever gennem ledelsens handlinger.

- Retfærdighed omfatter den lighed, upartiskhed, og retfærdighed, som medarbejderne oplever på arbejdspladsen.

- Stolthed er den følelse, som medarbejderne har over for deres job, hold eller arbejdsgruppe og arbejdsplads.

- Fællesskab omfatter graden af imødekommenhed, kammeratskab og venlighed, der præger atmosfæren på arbejdspladsen.

 
 
Fakta om Middelfart Sparekasse:
 

Omsætter for 340 mio. kr. årligt.
180 ansatte i Danmark, heraf 63 pct. kvinder.
5 nye job seneste år.
50 timers efteruddannelse årligt.
Gennemsnitligt sygefravær pr. ansat pr. år: 2,9 pct.