Grønne chefer kan ødelægge arbejdsmiljøet
Ny forskning viser, at unge og uerfarne ledere kan gøre mere skade end gavn, når de uden uddannelse og ballast kastes ud i lederjob. Det skriver Magasinet Arbejdsmiljø på baggrund af en undersøgelse af forholdene i callcentre.
Aflytning af medarbejdernes telefonsamtaler. Tid på pauser og telefonopkald. Og sågar tid på toiletbesøg.
Alt bliver målt og vejet, og resultaterne er til diskussion hver dag. Unge og uerfarne ledere, der ikke har begreb om, hvordan man leder og fordeler arbejdet, ødelægger det psykiske arbejdsmiljø. Sådan lyder en af konklusionerne fra et endnu ikke offentliggjort forskningsprojekt om jobkvalitet i callcentre, som forsker Ole Sørensen fra Arbejdsmiljøinstituttet står bag.
”De unge bliver kastet ud i mellemlederjobbet uden uddannelse og erfaring. De holder ikke længe, og så kommer der nye ledere, som begår samme fejl”, siger Ole Sørensen.
Undersøgelsen består af interview med medarbejdere og ledere fra otte danske callcentre. I to af centrene brugte man hovedsageligt unge ledere, og det var netop de to centre, der havde problemer med det psykiske arbejdsmiljø.
Men problemerne hører ikke kun til i callcentrene. Der findes unge og uerfarne ledere i mange brancher, blandt andet advokat-, IT- og revisionsbranchen, oplyser arbejdsmiljøkonsulent i HK, Svend-Erik Hermansen.
”Problemerne opstår, fordi man har nogle ledere, som ikke aner, hvad ledelse er for noget. Det kan godt være, de ved noget om det produkt, de skal sælge eller måden at sælge det på. Men de ved ikke noget om de basale medmenneskelige ting. Vi ser jo unge mellem 25 og 30 år, som har lederjob. De mangler livserfaring, og du kan ikke uddanne dig til en livserfaring” siger Svend-Erik Hermansen.
Kilde: Magasinet Arbejdsmiljø og NET-Redaktionen






