Stærke relationer giver det bedste team
Mange arbejdspladser bruger teams som en slags "klassens time", hvor man snakker og koordinerer. Men der skal arbejdes med relationer og fælles mål, hvis potentialet i et team skal realiseres. Det er lederens ansvar, siger ekspert.
Ingen personer er perfekte, men et team kan være det. Derfor har mange sektorer og arbejdspladser valgt at organisere medarbejderne i teams, når de daglige opgaver skal løses.
Flere arbejdspladser bruger betegnelsen team om gruppearbejde. Men da mister man de ekstra gear, der er i et rigtig team. Skal potentialet i teamarbejdet udnyttes fuldt ud, så kræver det en opbygning af tillidsfulde relationer og et klart formål med teamet, påpeger Jens Fisker Carlsbæk. Han er indehaver af Konsulentgruppen Innovator og oplægsholder ved FTF's Lederuge.
Info og tilmelding til workshoppen "Optimal teamledelse"
FTF inviterer dig til lederuge
"Teambegrebet er blevet udvandet lidt af, at flere bruger betegnelsen teams om fora, hvor de ansatte fx blot koordinerer eller informerer om deres arbejde. Det har fjernet fokus fra det, som der kendertegner et team i virkeligheden: Mellem fire og 20 mennesker med forskellige kompetencer og relationer, der udnyttes bevidst til at realisere fælles mål," siger han.
Plej relationerne
Hvis potentialet i teamarbejdet skal udnyttes fuldt ud, kræver det en opbygning af tillidsfulde relationer mellem de ansatte, mener Jens Fisker Carlsbæk.
"Når medarbejderne har et trygt forhold til hinanden, er de ikke bange for at sætte sig selv i spild med de kompetencer, de har. Det er også vigtigt at definere et klart formål med teamet. Men ansatte i det offentlige bliver ofte udpeget til at sidde i teams, uden at de kan se ideen med det," siger Jens Fisker Carlsbæk.
Lederen mangler ofte at gøre mindst tre ting helt klart for teamet, uddyber han:
- Hvad er målet med opgaven?
- Hvad har vi til fælles?
- Hvad har vi af nyttige forskelle og særheder, der kan komplimenterer hinanden?
Lederen skal kompensere egne mangler
De bedste ledere definerer og sammensætter et team, og bruger det bl.a. til at kompensere for egne fejl og svagheder, siger Jens Fisker Carlsbæk.
"Den gode leder kender også sine svage sider. Jo mere bevidst man er om sine svage sider, jo mere bevidst kan man dække sig ind med brugen af andres kompetencer. Hvis man er dårlig til struktur eller tidsstyring, kan man jo bruge andre til at få styr på det. På den måde mister lederen heller ikke autoritet," siger han.
Det er derfor både magtrelationer og interne relationer i et team, der styrer, hvor effektivt teamarbejdet er. Jens Fisker Carlsbæk giver en række redskaber til god teamledelse under FTF´s lederuge.








