Lederuddannelse sendes til tjek
Offentlige institutionsledere har siden 2008 haft ret til en diplomuddannelse i ledelse. Spørgsmålet er nu, om uddannelsen virker. Det vil en ny evaluering undersøge.
En ny evaluering vil vise, hvad ledere, der har taget en diplomuddannelse, kan bruge deres nye viden til, og om de reelt bliver bedre ledere af at sidde på skolebænken.
Siden 2008 har ledere af offentlige institutioner haft ret til en diplomuddannelse i ledelse. Nu vil Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) undersøge effekten af uddannelserne.
Tilmelding til diplomuddannelsen i ledelse
”Vi vil gerne afdække i hvilken grad, gennemførelse af en lederuddannelse på diplomniveau styrker ledernes evner til at håndtere ledelsesopgaven”, siger projektleder Christina Laugesen på EVA´s hjemmeside.
Evalueringen fokuserer især på ledernes egen opfattelse af gevinster eller mangler ved deres uddannelse.
Lederuddannelsen
I 2007 sikrede FTF under trepartsforhandlingerne med regeringen, KL og Danske Regioner, at ledere, der har den primære funktion at lede en offentlig institution, har ret til en anerkendt lederuddannelse på diplomniveau. Retten til uddannelsen trådte dermed i kraft i januar 2008.
FTF har tidligere undersøgt effekten af at tage en diplomuddannelse i ledelse. Her svarede hele 71 procent af lederne, at diplomuddannelsen i ledelse har bidraget positivt til deres virke som ledere.
Diplomuddannelse rykker ledere
Resultaterne af den igangværende evaluering offentliggøres i oktober i år.








