Diplomuddannelse rykker ledere

[ Leder-info ]

En meget stor del af de FTF-ledere, der har taget Diplomuddannelsen i Ledelse, har oplevet, at uddannelsen har ændret deres måde at agere på som leder

Mette Løvgren, Journalist | 05.03.08 13:04

Denne artikel bar også været bragt i Resonans

En meget stor del af de ledere i FTF-fag har taget Diplomuddannelsen i Ledelse – fx fysioterapeuter, pædagoger, sygeplejersker, jordemødre, bioanalytikere og erhvervsskoleledere - har oplevet, at uddannelsen har ændret deres lederadfærd, dvs. deres måde at agere på som leder. Det viser de første tal fra FTF’s årlige store undersøgelse af lederes arbejdsvilkår, Lederpejling, som bliver offentliggjort på fredag.

Hele 71 procent af de ledere, der har taget Diplomuddannelsen i Ledelse, svarer at den i meget høj grad eller høj grad har bidraget positivt til deres virke som leder (heraf 33 procent i meget høj grad). 22 procent svarer i nogen grad. Kun 4,5 procent svarer i lille grad eller i meget lille grad/slet ikke.

Og 41 procent af dem, der har taget uddannelsen i Ledelse, svarer at den i meget høj grad eller i høj grad har ændret deres lederadfærd. (Medregnet ”i nogen grad” kommer man helt op på 85 procent.)

Udgangspunktet er, at en tredjedel af lederne i FTF-fag har taget eller er i gang med at tage Diplomuddannelsen i Ledelse, som udbydes bl.a. på professionshøjskolerne (se fakta).
Diplomuddannelsen er særligt aktuel nu, hvor parterne bag sommerens Trepartsaftale aftalte, at ledere i det offentlige skal have ret til en anerkendt lederuddannelse på diplomniveau.

Større selvsikkerhed
Eva Nielsen, køkkenchef på ældrecenter i Brøndby Kommune, er én af dem, der har haft stort udbytte af Diplomuddannelsen i Ledelse. En større selvsikkerhed som leder var én af gevinsterne:
”Jeg tager alting lettere nu; jeg har fået en større selvsikkerhed som leder, for jeg har lært på uddannelsen, at jeg faktisk gør det rigtige. Jeg har altid uddelegeret meget til mine medarbejdere, men førhen var jeg i tvivl om, hvorvidt jeg gjorde det for meget – om min metode var rigtig. Nu ved jeg, at det er rigtigt”, siger Eva Nielsen.

Mødet med ledere fra andre fag var også et plus.
”Jeg var den lavest uddannede på mit hold, men jeg kunne se, at jeg som leder sagtens kunne måle mig med dem; det var også meget bekræftende”, siger hun.

Personalet kommet i fokus
Genoptræningschef i Kalundborg Kommune, Jette Olesen, har gennem Diplomuddannelsen fået en øget bevidsthed om ledelse som en selvstændig disciplin. En disciplin, der skal udvikles – noget man konstant skal have fokus på. Det handler ikke ”bare” om at løse de daglige opgaver, men også om at lede personalet.
”Tidligere opfattede jeg måske mere, at det var management, styring og dokumentation, som topledelsen efterspurgte hos os ledere. Men nu har jeg opdaget, at de ting mest handler om produktudvikling. De værktøjer skal man selvfølgelig også kunne håndtere som leder, men de kan ikke bruges til at lede personalet med – og personaleledelse er en ekstremt vigtig del af ledelsesopgaven”, siger hun.

”Det er meget vigtigt for mig, at den overordnede ledelse med værdisætning osv. er synlig for os; at vi arbejder ud fra den i stedet for bare at løse opgaven”.
Et konkret resultat af den nye indsigt, som Jette Olesen har fået med sig fra Diplomuddannelsen, er at hun har indført coaching i Kalundborg Kommunes Genoptræningscenter. Målet er at styrke team-udviklingen og selvledelsen i gruppen af medarbejdere.

Forbindelse med virkeligheden
Et markant flertal har også oplevet, at uddannelsen har relateret sig til de konkrete ledelsesudfordringer, de har mødt i praksis. Det oplever 60 procent i meget høj grad eller i høj grad. Medregner man dem, der oplever det samme i nogen grad, kommer man op på 90 procent, der finder at uddannelsen relaterer til ledelsesudfordringer fra dagligdagen.


FAKTA
Diplomuddannelsen:
Udbydes i statsligt regi, primært på landets otte professionshøjskoler, der er dannet ved sammenlægning af de tidligere 18 CVU’er. Professionshøjskolerne udbyder mellemlange videregående uddannelser samt efter- og videreuddannelse.

Trepartsaftalen:
Ledere i det offentlige, der har ledelse som primær jobfunktion, skal have ret til en anerkendt lederuddannelse på diplomniveau.
Retten kan gøres gældende både i forhold til den i forvejen anerkendte Diplomuddannelse i Ledelse eller til de nye uddannelser på diplomniveau, som først skal udvikles.

 

Kontaktinformation

Få nyhedsbrev med lederinfo !

> Aktuelt

Medarbejdernes trivsel skal måles ordentligt

22.05.12 [Leder-info]

Offentlige arbejdspladser skal hvert tredje år måle de ansattes trivsel. Her har decentrale ledere en afgørende rolle: Dårlig opfølgning på målinger risikerer at gøre mere skade end gavn. Ny rapport giver lederne værktøjer til den gode trivselsmåling.

Der er gået sport i kommunernes spareplaner

16.05.12 [FTF nyhed]

Kommunerne har sparet næsten 6 milliarder kroner mere i 2011, end de havde lagt op til. Spareiveren er gået over gevind til skade for velfærd, vækst og medarbejdere, mener FTF

Den offentlige sektor mister dyrebare ledelseserfaringer

11.05.12 [Leder-info]

Flere end 10.000 ledere trækker sig tilbage fra kommuner og regioner i løbet af de næste otte år. Men det er stadig muligt, at få de erfarne ledere til at blive lidt længere på arbejdsmarkedet. Det viser en ny...