Tillid øger gevinsten
Tillidsbaseret ledelse skaber effektivitet og kvalitet – samtidig med at det øger trivslen på arbejdspladsen, siger to eksperter.
Ledere bør vælge guleroden frem for pisken, hvis de vil opnå flest og bedre resultater i deres virksomhed eller organisation. Forskning har nemlig vist, at tillid er en afgørende faktor for virksomhedens succes: når tillidsniveauet er højt, bliver friktionen reduceret og motivationen øget i organisationen.
Tillidsbaseret ledelse
Torben Vang og Stina Trojlsgaard forklarer begrebet således:
Tillidsbaseret ledelse er en dynamisk proces, der sikrer fokus på kerneydelsen ved at forøge mængden af tillid i organisationen. Det sker ved at udvikle individer, relationer og organisation samtidigt i en fælles tillidsramme. Disse niveauer bliver "kittet" sammen af tillid.
Det skyldes, at relationerne og samarbejdet bliver styrket og effektiviteten øget. Derudover opnår man et højere organisatorisk tillidsniveau ved at skabe et større råderum til at udføre arbejdet. Resultatet er øget trivsel. Når vi bliver imødekommet med tillid, bliver vores engagement, lyst til at yde noget ekstra og motivation øget. Konsekvenserne af mangel på tillid i organisationen ses derfor tydeligt:
"Man kan se det på trivslen, personaleomsætningen og sygefravær på den bløde side. Og på fejlprocenter, produktivitet og effektivitet på den mere hårde side", fortæller Torben Vang og Stina Trojlsgaard. De forsker begge i tillidsbaseret ledelse, og afholder en workshop om emnet under FTF´s Lederuge.
Mere om workshoppen "tillidsbaseret ledelse"
Tid til nye ledelsesformer
Udviklingen og den nye viden har sat fokus på den nye ledelsesretning "tillidsbaseret ledelse". Torben Vang og Stina Trojlsgaard fremhæver fem årsager til, at ledelsesstilen vinder frem netop nu:
- Vi er på vej mod et paradigmeskifte, hvor industrisamfundets ledelsesmetoder er under pres. Derfor er der behov for at gå nye veje. Det forventes, at medarbejderen tager større ansvar, og flere medarbejdere forventer at få større indflydelse på eget arbejde.
- Tillidsbaseret ledelse opfattes som den naturlige forlængelse af værdibaseret og anerkende ledelse. Det er en mere praktisk og jordnær måde at gribe det an på.
- I Norden stiller den lave magtdistance krav om en større gensidighed i leder - medarbejderforholdet, og der er tillidsbaseret ledelse meget relevant.
- Finanskrisen har skabt en tillidskrise i mange organisationer.
- Og måske allervigtigst: Vi vil i fremtiden altid være en del af hastige forandringer, hvor en væsentlig præmis er at skabe endnu flere resultater med de samme eller færre ressourcer. Det kræver, at vi passer godt på de ressourcer vi allerede har.








