Ny rapport skal fremme konkurrencen i kommunerne

I en ny rapport fremhæves et stort potentiale for øget konkurrence i kommunerne. De udvalgte eksempler giver overordnet et positivt billede, men understøtter ikke påstanden om, at det altid er bedre og billigere at udbyde opgaverne i konkurrence. Der er derfor stadig i høj grad brug for mere systematisk dokumentation om de reelle konsekvenser af konkurrenceudsættelsen.

Konkurrencestyrelsen har udgivet en ny rapport om konkurrenceudsættelse i kommunerne som oplæg til en stor konference, som styrelsen afholder sammen med KL den 31. oktober 2008. Konkurrenceudsættelse ses som et middel til, at kommunernes opgaver løses bedst og billigst, og rapportens formål er at understøtte øget konkurrence i kommunerne og dermed også målsætningen om, at kommunerne skal konkurrenceudsætte 26,5 pct. af opgaverne i 2010. Det understreges også, at konkurrenceudsættelse ikke nødvendigvis betyder, at private varetager opgaven, men at opgaverne markedstestes, dvs. udbydes i åben konkurrence.

Se konkurrencestyrelsens rapport her

Rapporten indeholder dels en analyse af potentialer og barrierer for konkurrenceudsættelse i kommunerne, dels en gennemgang af 16 cases, hvor kommunerne har udbudt opgaver.

Rapporten fastslår på baggrund af tal fra 2006, at der er meget store forskelle på omfanget af konkurrenceudsættelse kommunerne imellem – både samlet set og opdelt på de forskellige opgaveområder. På de mest konkurrenceudsatte områder, som er de tekniske områder såsom infrastruktur og forsyningsvirksomhed, varierer omfanget fx fra 10 til 90 pct. Rapporten konkluderer desuden, at der kun i ringe grad er sammenhæng mellem omfanget af konkurrenceudsættelse og strukturelle forhold (indbyggertal, indkomstgrundlag, land/by og andel af unge). Derfor er der store potentialer i at øge konkurrencen. Dog medgives det, at det på de store kommunale velfærdsområder - undervisning, social- og sundhed og kultur - kan være vanskeligt at øge konkurrencen, fordi der ikke eksisterer noget marked. Her opfordres kommunerne dog alligevel til at afsøge mulighederne grundigt og evt. indgå i samarbejder med hinanden for at øge volumen.

Der gengives også resultater fra en spørgeskemaundersøgelse blandt kommunerne om de barrierer, de oplever. Her svarer en del, at opgaver ikke konkurrenceudsættes, fordi den politiske holdning i kommunen er, at man selv skal udføre opgaven, og at man i en del tilfælde undlader at vurdere opgavernes udbudsegnethed.

De 16 udvalgte cases dækker over forskellige konkurrenceudsatte opgaver med en overvægt af teknisk/administrative opgaver som lønudbetaling, rengøring, vedligeholdelse af vej og park samt renovation. Der er dog også eksempler, hvor fx beskæftigelsesopgaver og pleje- og omsorgscentre drives af private leverandører. Gennemgangen sker ud fra interviews med de involverede kommuner og er således udtryk for kommunernes egen vurdering. I rapporten er der for hver case en kort beskrivelse af kommunens politik på området, udbuddet, kontrakten, gevinsterne, barriererne og anbefalingerne. Generelt er billedet positivt i de 16 cases, men ellers er det vanskeligt at udlede forhold, som går igen i alle kommuner. Blandt gevinsterne nævner de adspurgte kommuner i nogle tilfælde besparelser, mens andre nævner fx medarbejdertilfredshed, større fleksibilitet og højere serviceniveau. Af anbefalinger nævner flere kommuner, at det er vigtigt med et højt informationsniveau overfor parterne, herunder medarbejderne.

Se FTF's pressemeddelelse

FTF  vurdering

Konkurrenceudsættelse er for alvor kommet på dagsordenen i kommunerne, som allerede er tæt på at indfri de målsætninger, som er aftalt med regeringen for 2010. Samspil mellem offentlige og private parter kan i mange tilfælde være fornuftigt og til gensidig gavn, men problemet er, at der mangler systematisk viden om konsekvenserne af konkurrenceudsættelse. For nylig offentliggjorde FTF en rapport udarbejdet af professor Carsten Greve, CBS, der viste, at udlicitering ofte sker i blinde uden dokumentation for, hvad det betyder for økonomi, kvalitet, medarbejdere, ledere og brugere.

Konkurrencestyrelsens nye rapport har fået økonomi- og erhvervsministeren til at fremføre, at der er store potentialer i øget konkurrence i kommunerne, og at det kun er den politiske vilje, der står i vejen. Den klare påstand i ministerens melding og i rapporten i det hele taget er, at konkurrenceudsættelse giver bedre og billigere opgaveløsning. De 16 udvalgte cases i rapporten giver da også et forholdsvist positivt billede af at lade private leverandører indgå i opgaveløsningen. Men det er også et ret diffust billede. For udover at det er de berørte kommunernes subjektive vurdering, der føres frem, er det også nogle usystematiske gevinster, som de anfører. Kun en mindre del af kommunerne angiver fx, at de har opnået besparelser på trods af, at det netop har været ”magiske tal” om massive besparelser, som hidtil har præget debatten om konkurrenceudsættelse. Det er også diffust, hvordan det er gået med kvaliteten. I enkelte kommuner står der kortfattet, at kvalitetsniveauet er hævet eller uændret, mens det i de fleste andre cases overhovedet ikke nævnes. Det virker derfor som noget af en overfortolkning, når ministeren sælger rapportens 16 udvalgte cases som beviset på, at kommunerne kan få opgaverne udført bedre og billigere, når blot de konkurrenceudsætter. Behovet for en meget mere systematisk opsamling og evaluering af konkurrencens effekter er derfor ikke blevet mindre med denne rapport.

Rapportens analyse af barrierer for konkurrenceudsættelse forekommer også lidt forsimplet. Det er helt korrekt, at der er store forskelle på omfanget af konkurrenceudsættelse, hvilket FTF også har dokumenteret på nyere tal end de, der anvendes i rapporten.

Spredningen har endda været stigende gennem en årrække. Men Konkurrencestyrelsen slipper lidt for let afsted med at hævde, at det ikke er strukturelle forhold men udelukkende den politiske vilje, der er afgørende for omfanget af konkurrenceudsættelse.

Læs analysen "FTF's analyse af forskelle i kommunernes konkurrenceudsættelse"

FTF’s analyse på de nyeste tal viser nemlig også, at der er en vis sammenhæng mellem kommunens beskatningsgrundlag og konkurrenceudsættelsen (målt ved såkaldte IKU-indikator). Både i 2006 og 2007 har de 15 rigeste kommuner fx en gennemsnitlig IKU, der er ca. 3 pct.point højere end i de 15 fattigste kommuner. Da analysen samtidig viser en vis sammenhæng mellem kommunens arealmæssige størrelse og konkurrenceudsættelse – de små kommuner konkurrenceudsætter mest – indikerer det, at der er flere private leverandører i de rige, små kommuner, fordi markedsmulighederne er bedre her. Derfor er det også disse kommuner, der konkurrenceudsætter mest, og de strukturelle forholds bør derfor ikke fuldstændig underkendes. Det er således for naivt at forestille sig, at de kommuner, der konkurrenceudsætter mindst, uden videre kan sætte tempoet for konkurrenceudsættelse i vejret, når bare den politiske vilje er til stede.