Lyspunkter i statslig afbureaukratiseringsplan

Afbureaukratiseringsplan for statens institutioner er en blandet buket af initiativer, hvoraf nogle vil give reelle administrative lettelser. Men mindst lige så vigtigt indeholder den otte nye principper, der er første spæde skridt på vej mod en bedre styring fremover.

Finansministeriet har udgivet en plan, der skal nedbringe bureaukratiet på statens institutioner. Det skal ske ved at gennemføre 30 initiativer, der giver i alt ca. 70 konkrete administrative lettelser. Planen er blevet til på baggrund af medarbejderinterviews, et målgruppepanel samt kortlægninger, og den er led i regeringens afbureaukratiseringsprogram, hvor der i oktober 2009 blev præsenteret en afbureaukratiseringsplan for kommuner og regioner. (Se FTF's notat om planen)

Afbureaukratiseringsplan

Det er bl.a. blevet kortlagt, at en statslig institution typisk skal efterleve ca. 100 styringsmæssige krav årligt (indberetninger, afregninger, redegørelser osv.) i den interne administration. Dertil kan komme lokale regler, som gælder på det enkelte ministerområde.

Dernæst opstilles otte principper for god intern statslig administration. Målet med principperne er fremover at undgå unødige administrative byrder ved at overveje principperne, før nye regler og krav sættes i værk. Principperne, som skal pilottestes i 2010 på tre udvalgte institutioner, er følgende:

De konkrete initiativer, der skal tages for at reducere bureaukratiet, drejer sig om økonomiadministration, personaleadministration og ejendomsadministration.

På økonomiområdet skal der bl.a. ske forenklinger i institutionernes resultatkontrakter og årsrapporter, udbudsreglerne ændres bl.a. ved forhøjelse af bagatelgrænsen, så den matcher EU-udbudsreglerne (1 mio. kr.), der gennemføres en selvejereform, så de selvejende uddannelses- og forskningsinstitutioner lettes for en række administrative opgaver, og tilskudsadministrationen og fælles indkøb på statens indkøbsordning skal gøres enklere.

På personaleområdet vil staten bl.a. forsøge at forenkle overenskomstregler ved OK11, lette det administrative arbejde ved at rekruttere nye medarbejdere, udvikle nye koncepter og værktøjer på området (bl.a. til MUS), og udrulle den nye fællesstatslige læringsportal (Campus).

Endelig skal der på personaleområdet opdateres regler vedr. statsbyggeri, en indberetning skal afskaffes og vejledninger forbedres. Desuden afskaffes en række cirkulærer og bekendtgørelser på Finansministeriets område, som ikke længere er relevante.

Fælles for initiativerne er, at de ikke kræver lovændringer men kan gennemføres administrativt.

FTF kommentar

De første spæde skridt mod bedre styring

FTF satte afbureaukratisering i den offentlige sektor på dagsordenen tilbage ved trepartsaftalerne i sommeren 2007, og det er glædeligt, at der nu endelig fremlægges planer med initiativer, der kan forenkle arbejdsgangene på de offentlige institutioner.

Hvor afbureaukratiseringsplanen for kommuner og regioner, der udkom sidste efterår, generelt var en skuffelse fordi mange af initiativerne var for uambitiøse, er den statslige plan i hvert fald på et område bedre: De otte principper, som opstilles, er det første spæde skridt i forhold til at sikre bedre styring fremadrettet, så de offentlige institutioner ikke hurtigt sander til i nyt bureaukrati. Det fremadrettede perspektiv var helt fraværende i planen for kommuner og regioner, og det er positivt, at det er kommet med i den statslige plan.

Man må dog sige, at principperne er forholdsvis vagt formuleret, og det ville have været godt, hvis man havde vovet at gå lidt længere og fx også opstille principper om, at medarbejdere og ledere skal have større mulighed for at eksperimentere med styre- og dokumentationsformerne. Helt grundlæggende mener FTF, at der er behov for et opgør med New Public Management-idealerne, som nu har domineret den offentlige sektors styring i 20-30 år. Det kræver en nytænkning, som rækker langt videre end de otte principper.

Det skal samtidig blive interessant at se, hvordan og hvorvidt Finansministeriet er i stand til at implementere og håndhæve principperne, herunder hvilke erfaringer der drages fra de tre pilotinstitutioner i 2010. Det er på den ene side vigtigt, at principperne faktisk efterleves, men på den anden side nytter det ikke, hvis der iværksættes et nyt og tungt bureaukrati for at kontrollere departementer, styrelser og institutioner i deres afbureaukratiseringsarbejde.

Målsætning savnes

En anden forskel fra kommunerne og regionernes plan er, at der overhovedet ikke er opstillet målsætninger og potentialer for den statslige afbureaukratisering. Den kommunale/regionale afbureaukratiseringsplan fremførte, at initiativerne årligt kunne frigøre 900 mio. kr. eller 3 mio. timer. Det var ikke uproblematisk, bl.a. fordi potentialet ikke var dokumenteret i planen og 3 mio. timer i virkeligheden ikke er så ambitiøst endda, da alene FTF’erne bruger 60 mio. timer på dokumentation årligt. Den statslige plan burde dog stadig have haft en form for målsætning. Det er vigtigt at opstille målbare og forpligtende målsætninger for afbureaukratiseringen for at sikre fremdrift og fart i arbejdet. I erhvervslivet har man et mål om at reducere de administrative byrder med 25 pct. senest i 2010, og det presser regeringen til igen og igen at fremlægge nye forenklingsinitiativer, hvis målet skal nås.

Blandet buket med fokus på administration

Hvad angår de konkrete initiativer i den statslige afbureaukratiseringsplan udgør de en blandet buket akkurat ligesom kommunernes og regionernes plan. Der er initiativer, som er ret konkrete og formentlig vil betyde en reel lettelse. Det gælder fx forhøjelsen af udbuds-bagatelgrænserne, hvor Danmark noget uforståeligt har haft strengere regler end EU. Det er en administrativ tung proces at gennemføre udbud, så det er yderst positiv, at grænsen nu forhøjes til EU-standarden. Forenklingen af årsrapporter og resultatkontrakter er ligeledes et relativt konkret initiativ, som formodentligt vil gøre en forskel. Selvejereformen på bl.a. uddannelsesinstitutionerne kan givetvis også give nogle administrative lettelser. Men det er vigtigt at gøre sig klart, at lettelserne primært vil gavne medarbejdere i centraladministrationen og administrative medarbejdere på institutionerne. Det er meget tvivlsomt, om det vil lette lærernes arbejde, og om de studerende vil opleve bedre kvalitet i undervisningen som følge af reformen.

Der er samtidig også initiativer i planen, der er ukonkrete hensigtserklæringer, hvor det er et åbent spørgsmål, om det vil resultere i lettelser. Fx vil man igangsætte analyser af momsafregning og administrative it-systemer for at undersøge, om der er basis for at forenkle arbejdet. Oprydningen i gamle cirkulærer og bekendtgørelser er på samme niveau: Det burde være naturligt, at alle ministerier rydder op jævnligt, og hvis de slet ikke bruges længere, giver fjernelsen af dem i øvrigt heller ingen reel administrativ lettelse – det er derfor lidt misvisende at præsentere oprydningen som led i en ambitiøs afbureaukratiseringsplan.

Endelig er der forslagene om at forenkle reglerne i statens indkøbsordning. De kan formentlig ogsÃ¥ lette de indkøbsansvarliges arbejde, men de er lappeløsninger pÃ¥ det forhold, at man har indført en bureaukratisk og centralistisk indkøbsordning, der tvinger institutionerne til at købe de standardvarer, som findes pÃ¥ ordningen. Samtidig har man gennemført besparelser før man ved, om en enkelte institution reelt kan opnÃ¥ besparelser pÃ¥ de nye indkøbsaftaler. Her havde det været bedre, om man havde indført nogle økonomiske incitamenter for institutionerne til at købe billigt ind og samtidig bevaret fleksibiliteten og en vis lokal handlefrihed. 

Link til afbureaukratiseringsplanen for staten:

www.fm.dk/publikationer.aspx