Høringssvar over lovforslag vedr. aktiveringsindsats mm.
Høringssvar over lovforslag vedr. afbureaukratisering af reglerne om aktivering af unge, sanktionsreglerne for kontant- og startshjælpsmodtagere og målretning af aktiveringsindsatsen m.v. FTF støtter på ungeområdet forslagene om at fremrykke både den første jobsamtale og den tidligere aktiveringsindsats samt at udbrede redskabsvalget men går ikke ind for sanktionsbestemt uddannelsestvang, specielt ikke når uddannelsespålæg samtidig skal sigte mod områder, hvor der er behov for arbejdskraft. Regelforenklingen på sanktionsområdet har mere karakter af et ønske om stærkere adfærdsregulering end af reel afbureaukratisering. Målsætningen om en mere målrettet beskæftigelsesindsats er fornuftig, men der er behov for mere konkrete uddannelsestiltag rettet mod mangelområder og FTF foreslår en ordning for voksenstuderende på mangelområderne på KVU- og MVU-uddannelserne. FTF vender sig imod, at hensynet til den enkeltes ønsker og forudsætninger underlægges arbejdsmarkedets behov.
Afbureaukratisering
På ungeområdet er der tale om meget konkrete og omfattende forslag til regelforenkling. Det er fx fornuftigt at reducere antallet af målgrupper og de mange forskellige minimumslænger på aktiveringstilbud, ligesom det forenkler administrationen af reglerne, når man lader redskabsviften gælde alle fire målgrupper. Alle erfaringer viser, at en tidlig indsats fremmer muligheden for job. FTF støtter derfor forslagene om at fremrykke både den første jobsamtale og den tidligere aktiveringsindsats.
Derimod strider det foreslåede uddannelsespålæg til unge imod alle principper om frit valg af uddannelse som bærende element for, at de unge også er motiveret for at gennemføre uddannelsen. Det er stærkt tvivlsomt, om et ungt menneske vil være i stand til at gennemføre en uddannelse, som vedkommende er blevet tvunget til at gå på. De væsentligste forudsætninger for at gennemføre en uddannelse er, at den studerende er motiveret for at tage denne uddannelse. Og motivation fremelskes ikke via tvang. Vejledning og tilbud evt. kombineret med uddannelsesbesøg og lignende, vil få langt flere unge i gang med enten uddannelse eller arbejde.
Lovforslagets nye sanktionsregler for kontant- og starthjælpsmodtagere har tilsyneladende den hensigt at være adfærdsregulerende overfor pligten til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Forslagene til ændring af sanktionssystemet består i at tydeliggøre sammenhængen mellem forseelse og sanktion over for borgeren og at gøre det lettere for sagsbehandleren at vurdere, hvilken sanktion der skal tages i brug i en konkret situation.
Lovforslagets virkninger bliver mere en mærkbar økonomisk sanktionspraksis end en egentlig regelforenkling, hvilket kan betyde, at de svageste grupper af unge tabes i forhold til at gennemføre en uddannelse og/eller at sikre en tilknytning til arbejdsmarkedet. Der er stor risiko for, at de stramme sanktionsregler kommer til at virke modsat hensigten.
FTF vil derfor understrege, at med de skærpede sanktionsregler over for de svageste grupper af ledige, skal det sikres, at alle har fået - og forstået en grundig information og vejledning om de økonomiske konsekvenser ved rådighedsforseelser.
Målretning af beskæftigelsesindsatsen
FTF har noteret sig, at aftalen om en målretning af beskæftigelsesindsatsen og det nu fremsatte lovforslag baserer sig på et udvalgsarbejde, der blev afsluttet i sommeren 2008. Det betyder, at udvalget ikke i sit arbejde har kunnet inddrage den drastiske forværring af beskæftigelsessituationen, der indtrådte i efteråret 2008. Dermed tager udvalgsarbejdet ikke højde for de nye beskæftigelsespolitiske udfordringer, der tegner sig, herunder at der vil være et markant fald i efterspørgslen efter arbejdskraft inden for store områder i den private sektor og fortsat mangel på arbejdskraft i andre sektorer i den offentlige sektor.
Det stiller yderligere krav om, at beskæftigelsesindsatsen rettes mod områderne med gode beskæftigelsesmuligheder. Bl.a. vil det være nødvendigt med en langt mere målrettet uddannelsesindsats mod mangelområderne i den offentlige sektor. Derfor foreslår FTF, at der indføres en ordning med voksenstuderende på KVU- og MVU-områderne rettet mod mangelområderne som f.eks. sygeplejersker, folkeskolelærere og pædagoger.
I forhold til det fremsatte lovforslag støtter FTF forslagene om en fremrykning af tidspunktet, hvor den ledige skal have et godkendt cv i jobnet, samt forslagene om, at beskæftigelsesmål, der ligger inden for områder med gode eller rigtig gode beskæftigelsesmuligheder ikke skal begrundes i jobplanen eller i forbindelse med afgivelse af tilbud.
FTF kan derimod ikke, som det fremgår forslaget, støtte, at en yderligere målretning af beskæftigelsesindsatsen indebærer, at hensynet til den enkeltes ønsker og forudsætninger ved afgivelse af tilbud underlægges hensynet til arbejdsmarkedets behov. Det bør for at sikre det individuelle hensyn i indsatsen fortsat være således, at tilbud gives med udgangspunkt i den enkeltes ønsker og forudsætninger og arbejdsmarkedets behov.
§ 22 stk. 3 i lovforslaget bør derfor udgå og det skal i lovforslaget præciseres, at den enkeltes ønsker og forudsætninger fortsat er udgangspunktet ved afgivelse af tilbud.
FTF noterer sig (pkt. 1.4.7) at der igangsættes et forsøg, hvor 6 ugers begrænsningen vedrørende tilbud om vejledning og opkvalificering i de første 9 ledighedsmåneder ophæves for ledige uden uddannelse, kortuddannede eller ledige med en forældet uddannelse, såfremt personen ikke umiddelbart kan formidles arbejde inden for det faglige område og der er tale om opkvalificering til beskæftigelse inden for områder med gode beskæftigelsesmuligheder.
6 ugers begrænsningen kan være en barriere for en målrettet uddannelsesindsats mod områder med gode beskæftigelsesmuligheder. Det er imidlertid ubegrundet, at forsøget begrænses til ledige uden uddannelse. Det bør være den enkelte lediges behov og beskæftigelsesmulighederne på arbejdsmarkedet, der skal bestemme tilbudsgivningen. Det er således ikke den enkeltes forudgående uddannelse men derimod beskæftigelsesperspektivet, der bør være afgørende for afgivelse af uddannelsestilbud. Dette ville sikre en målretning af aktiveringsindsatsen mod arbejdsmarkedet frem for en - i en beskæftigelsespolitisk sammenhæng - irrelevant målretning mod særlige uddannelsesgrupper.
