
Bente Sorgenfrey
Formand
Telefon: 3336 8801
Mobil: 4045 2645

Jette Høy
Konsulent
Telefon: 3336 8845
Mobil: 2040 8845
Hvis regeringens forslag om at skærpe arbejdskravet fra de nuværende 300 timer til 450 timer for kontanthjælpsmodtagere, bliver vedtaget, vil flere miste retten til kontanthjælp og havne i dyb fattigdom. Det skriver LO og FTF blandt andet i et fælles høringssvar over lovforslaget. Endvidere udvides gruppen af kontanthjælpsmodtagere, der skal præstere 450 timers arbejde over 2 år for at være berettiget til kontanthjælp, idet reglen nu også foreslås gældende, hvis blot en ægtefælle får kontanthjælp. Det betyder reelt, at regeringen indfører et helt nyt kriterium for at være berettiget til kontanthjælp. LO og FTF tager afstand fra lovforslaget, da det vil forøge fattigdommen og uligheden i det danske velfærdssamfund og opfordrer regeringen til at fjerne lovforslaget fra den politiske dagsorden.
LO/FTF har modtaget Forslag til Lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik i høring via Ydelsesudvalget og har følgende bemærkninger:
Med regeringens lovforslag om at stramme 300 timers reglen til en 450 timers regel, udviser regeringen et klart og kynisk ønske om, at nedbryde de solidariske velfærdsstatsprincipper om, at sikre et acceptabelt levegrundlag for de svageste i samfundet.
Kontanthjælp er hidtil blevet betragtet som det laveste forsørgelsesgrundlag i det danske velfærdssamfunds sociale sikkerhedsnet for personer, der ikke kan forsørge sig selv via en arbejdsindkomst. Dette socialøkonomiske sikkerhedsnet rives nu væk under de allersvageste borgere i Danmark.
Derfor vil LO og FTF ikke støtte dette lovforslag.
I en tid, hvor konjunkturerne på arbejdsmarkedet er for nedadgående med en forventet højere arbejdsløshed, vil det blive meget svært – for ikke at sige umuligt - for endnu flere kontanthjælpsmodtagere end tidligere, at opnå 450 timers ordinært og ustøttet arbejde inden for 2 år.
Hertil kommer, at langt flere vil blive berørt af reglen, idet regeringen foreslår, at kravet nu også stilles til ægtepar, hvor blot den ene ægtefælle modtager kontanthjælp. Hermed lægges et helt nyt kriterium ind for at være berettiget til kontanthjælp. Det betyder, at et ægtepar, hvor den ene ægtefælle er i ordinært arbejde, modtager arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge, revalideringsydelse, ledighedsydelse/særlig ydelse eller er i fleksjob, er omfattet af arbejdskravet, hvilket indebærer, at den ægtefælle, der modtager kontanthjælp, skal opfylde kravet om 450 timers arbejde indenfor de seneste 24 måneder. Ellers vil kontanthjælpen blive standset.
Intentionen er, at den ægtefælle, som modtager kontanthjælp skal anses for at være reelt hjemmegående.
I dagens Danmark er det særdeles vanskeligt at forsørge en ægtefælle og børn medmindre den ene har en god arbejdsindtægt. En ægtefælle på en af ovennævnte overførselsindkomster har overordentligt svært ved at forsørge familien med eksempelvis arbejdsløshedsdagpengenes maksimum. En ægtefælle på revaliderings-ydelse vil ikke kunne afbryde revalideringsplanen og klare sig på det ordinære arbejdsmarked, før revalide-ringsplanen er afsluttet og har kompenseret for den nedsatte arbejdsevne.
Der er derfor tale om en stramning af lovgivningen ved at udvide målgruppen. En ændring, som vil placere en i forvejen vanskeligt stillet gruppe i en meget vanskelig situation, som ægteparret kan have svært ved at komme ud af.
Regeringen straffer en gruppe borgere, som ikke er i stand til at opnå det fastsatte timetal på arbejdsmarkedet, fordi en meget stor del af målgruppen har mange og komplicerede problemer, der forhindrer dem i at få et job.
Som det fremgår af lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser skønner regeringen, at forslaget vil medføre en årlig offentlig besparelse på 6,2 mio.kr. Det er penge, der bliver taget fra de fattigste borgere i Danmark.
Herudover fremgår det af lovforslaget, at en SFI undersøgelse af 300 timers reglen viser, at blandt de interviewede, der havde mistet retten til kontanthjælp, var 70 pct. kvinder. Og blandt de personer, der har mistet kontanthjælpen er der desuden en overvægt af kvinder med etnisk baggrund.
Lovforslaget har således klare ligestillingsmæssige konsekvenser, hvor især kvinder med etnisk baggrund, på trods af deres ønske om at få et job, udstødes fra arbejdsmarkedet og de aktive tilbud, der ligger i systemet, når man får kontanthjælp.
LO og FTF ser mange negative konsekvenser af lovforslaget. Det vil reelt udstøde en stor del af målgruppen fra arbejdsmarkedet. De personer, der på grund af de nye og stramme regler, vil miste deres kontanthjælp, kommer til at opleve stor fattigdom i forhold til at få opfyldt de mest fundamentale behov som bolig, mad, tøj og muligheden for at deltage i helt almindelige fritidsaktiviteter og socialt samvær.
Fattigdomsgørelse af disse familier virker stigmatiserende og kan få alvorlige konsekvenser for børnenes opvækstvilkår og på længere sigt vil vi kunne se øget kriminalitet som en direkte konsekvens af manglende økonomiske midler til forsørgelse.
Endelig er det LO og FTF’s vurdering, at den udstødning fra arbejdsmarkedet der følger af lovforslaget vil øge tilgangen til førtidspension. LO og FTF finder det paradoksalt, at regeringen både vil forringe førtidspensions-ordningen og vil indføre nye love der medfører at tilgangen til førtidspension vil stige. Frem for at forringe førtidspensionsordningen, burde regeringen begrænse fødekæderne til førtidspensionen, herunder stigningen i det langvarige sygefravær, samt sætte mere gang i revalideringsindsatsen.
Generelt mener LO og FTF, at regeringen har alt for lidt fokus på den forebyggende indsats på arbejdsmarkedet.
LO og FTF tager afstand fra lovforslaget om at skærpe kriterierne for at være berettiget til kontanthjælp, da det vil forøge fattigdommen og uligheden i det danske velfærdssamfund på et useriøst og uacceptabelt grundlag. LO og FTF opfordrer regeringen til at fjerne lovforslaget fra den politiske dagsorden.
Med venlig hilsen
Lizette Risgaard Bente Sorgenfrey
Næstformand, LO formand, FTF

Bente Sorgenfrey
Formand
Telefon: 3336 8801
Mobil: 4045 2645

Jette Høy
Konsulent
Telefon: 3336 8845
Mobil: 2040 8845
22.05.12 [Leder-info]
Offentlige arbejdspladser skal hvert tredje år måle de ansattes trivsel. Her har decentrale ledere en afgørende rolle: Dårlig opfølgning på målinger risikerer at gøre mere skade end gavn. Ny rapport giver lederne værktøjer til den gode trivselsmåling.
16.05.12 [FTF nyhed]
Kommunerne har sparet næsten 6 milliarder kroner mere i 2011, end de havde lagt op til. Spareiveren er gået over gevind til skade for velfærd, vækst og medarbejdere, mener FTF
11.05.12 [Leder-info]
Flere end 10.000 ledere trækker sig tilbage fra kommuner og regioner i løbet af de næste otte år. Men det er stadig muligt, at få de erfarne ledere til at blive lidt længere på arbejdsmarkedet. Det viser en ny...